« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebreve fra Mexico
(Fortsat).
Fra Cedral tager man videre med samme Sidebane til dens Endestation i Byen Matehuala, der er Midtpunktet i et udbredt Sølvminedistrikt.
Matehuala har som alle andre mexikanske Byer sin »plaza«; det er Torvet forvandlet til Park, i Midten af hvilken et Hornorkester forlyster Publikum i det mindste hver Søndag Aften Kl. 8. Man finder saa en stor Skare Mennesker, som spadserer paa den brede og gode Spadserevej omkring plazaen; rundt og rundt gaar de stadig som to Strømme i hver sin Retning; den kvindelige Befolkning danner den indre Strøm og den mandlige Befolkning danner den ydre Ring; saaledes mødes de to Køn to Gange for hver Gang de gaar en Gang om Plazaen. Dette er den store ugentlige Parade for Dragter og Ægteskabskandidater.
Bedaarende nok er det at gaa omkring et Par Gange og se ind i de mange Par mørke og funklende Øjne - Mexicanerinden er ej bange for at bruge dem. Koncerten er god i de fleste Byer og udmærket i 5-6 Byer; den varer et Par Timer, saa Tilhørerne gør hyppige Hvil paa de talrige Bænke og Stole. Der spilles en uendelig Variation af Melodier, de fleste ukendte; men vi hilser med Glæde et Udtog af »Carmen« og »Home, Sweet Home«; ret hyppige er ogsaa de amerikanske Nationalsange. Ved en mere festlig Lejlighed, da Plazaen var dekoreret, saas det spanske og amerikanske Flag i skøn Forening, skønt det var midt under den spansk-amerikanske Krig.
Skønt de fleste Mexicanere tildels nedstammer fra Spanierne, elsker de ikke de Spanske, hvis Tyranni de ikke kan glemme; paa den anden Side kan de heller ikke glemme deres Krig mod Amerika, i hvilken de mistede et uhyre stort Stykke af deres Territorium. En Mexicaner udbrød dog, da han hørte at der var erklæret Krig: »Bare Amerika vilde give Spanien en ordentlig Dragt Prygl, saa kan vi godt tilgive dets Uretfærdighed imod os.« En landflygtig Kubaner svarede en Gang paa Spørgsmaalet, om han ikke var af spansk Nedstamning: »Jo jeg maa med Skam tilstaa, at min Bedstefader var en Spanier«. Amerika og Amerikanerne er dog ikke fuldt saa populære som tidligere, efter at de har vist imperialistiske Tendenser. I en ledende Artikel i »El Tiempo« sagdes der rent ud: »Vi vilde ønske, at der ikke kom flere Amerikanere eller amerikansk Kapital hertil; jo flere Amerikanere, der kommer her, desto større Paaskud vil Amerika have til at blande sig i vore Anliggender i Tilfælde af, hvad Gud forbyde, vi igen skulde faa det mindste Tegn til Borgerkrig. Siden Krigen er Amerikanerne her blevne endnu mere arrogante og opføre sig, som om de tilhørte den eneste Nation i Verden, der var værd at tage Hensyn til.«
Nægtes kan det ikke, at Amerikaneren i Mexiko lader fuldstændig som var han hjemme, snakker rolig Engelsk til enhver og forstaas han ikke af den, han taler til, røber hans Mine tydelig, at han anser vedkommende Indfødte for et uvidende Individ. Helt Uret har »El Tiempo« ikke i, at Amerikanerne vil paatvinge Mexicanerne deres Sprog. Man forbavses ved at høre, hvor meget Engelsk der forstaas i Mexico; i Butikkerne f. Ex. kan man omtrent lige saa godt tale Engelsk som Spansk. Hele Jernbanesystemet er amerikansk, ja det er endog de færreste Jernbanekonduktører, der kan tale taalelig Spansk. Det er komisk at høre en Konduktør paa Engelsk spørge en tysk Rejsende, der taler Spansk og ikke kan Engelsk, om han ønsker Middag ved en vis Station. Tyskerens Øjne siger tydelig: »Du er Mexicaner og i Mexico, hvorfor taler Du ikke Landets Sprog, saa at jeg kan forstaa Dig.« Regeringen, den største Del af Pressen og Befolkningen arbejder dog for amerikansk Indvandring og især for Indvandring af amerikansk Kapital; thi skønt der er store Kapitalister i Mexico, staar deres Formue mest i uhyre store Landejendomme, som de mangler rede Penge og Energi til at udvikle, og som de i Reglen ikke vil sælge.
Indtil Jærnbanerne kom, kan man sige, at hele Mexico henlaa i middelalderlige Tilstande, og Overgangen fra det gamle til det ny foregaar uden Mellemled. Træploven (helt af Træ og trukken af Okser), der endnu er langt det hyppigste Markredskab, afløses af Staalplove af nyeste amerikansk Patent, ja endog hist og her af Dampploven. Hveden males i Gaar mellem to Stene ved Haandkraft og i Morgen af store Dampmøller med nyeste og bedste Maskineri. Lange Godstog farer nu med al Slags Fragt over Bjærgkæderne; i Fjor bares de nødvendigste Artikler paa Ryggen af de langsomme Æsler, langs Bjærgstien, der var saa smal, at det ene Æsel maatte gaa bag efter det andet. Og
der kan næppe nævnes et eneste Felt paa hvilket Mexico ikke er i Færd med at gaa fra det mest primitive til de aller nyeste Metoder i alt, hvad der vedrører Industri.
Vi bliver kun en Dag i Matehuala og tager videre mod Syd. Lidt før Stationen Catorce skimtes Byen af samme Navn højt oppe paa Bjærgsiden, hvor der er Sølvminer, der er blevne bearbejdede i flere hundrede Aar og endnu ikke er udtømte.
(Fortsættes).
