To Hjem

(Fortsat).

Det var egentlig to forskellige Verdener, der mødtes i mine For­ældres Personer, to Verdener, der fra først af maaske endog stod lidt fremmede overfor hinanden. Min Fader havde vel taget et Par Eksa­miner og læst en Del i sit Fag (Landvæsenet); men han havde ar­bejdet sig selv op og hele sit Liv haft Hænderne fulde af praktisk Arbejde. Han var selv veltilfreds med sin Stilling, som han fandt var »den frieste og behageligste«  han kunde tænke sig og som han »ikke vilde bytte bort for nogen anden, navnlig fordi   den   gav Lejlighed   til at lade mange Mennesker  leve ved og om ham«.    Men hans  unge,  akademisk uddannede  Svoger,  Mørk Hansen opholdt sig over, at han havde »be­holdt noget bondeagtigt«  i sit Maal og  bandede   slemt,   naar   han   blev vred.  Paa sin Side    kunde  min Fader ikke forstaa,  at min Moder, da hun først havde indvilliget i at blive hans Hustru,   kunde   finde sig forpligtet til endnu nogle Maaneder at  »spilde sin kostbare Tid med Undervisning   paa fremmede smaa Børn«, og det faldt ham meget haardt at finde sig i »den ydmygende Stil­ling, at hans tilkommende Kone sad ved Skolebordet«.

Deres Bekendtskab var dog ellers indledet ved Skolebordet. Min Fader havde sendt sin Søn af første Ægte­skab, nuværende Jægermester P. Friderichsen som Elev til Ønslev Præstegaard. Han overværede der en Eksamen, til hvilken han med­bragte sin Ven, Lægen og Digteren Aarestrup. Da Præstekonen var syg, maatte den ældste Datter, som ellers var sin Faders Hjælpelærerinde, passe Køkkenet, men blev meget mod sit Ønske kaldt ind for at eksa­minere i tysk Grammatik, hvilket indbragte hende Ros fra de fremmede Herrer. Rimeligvis har hendes Væsen allerede dengang været præget af den ejendommelige Blanding af Klog­skab og Naivetet, som i de ældre Aar gjorde hende saa indtagende. Der var altid noget i hende baade af Barnet og af Filosofen.

Familierne kom senere noget sammen. Min Moder traf i Forpagtergaarden paa Fuglsang blandt andre Ilia Fibiger og dennes Moder, der var Gæster hos Friderichsens Ven, Forpagter Fibiger paa Berritsgaard. De københavnske Damer tiltrak hende ved deres interessante Personligheder, men stødte hende tilbage ved den overlegne Maade, som de optraadte paa overfor deres Værtsfolk. Aarestrup derimod blev hun gode Venner med og kunde fra deres senere Samliv fortælle mangen en flot Ytring, der sædvanlig gik ud over hans eget ikke meget regelmæs­sige Hjemliv og Børne-opdragelse.

Omtrent  paa  samme Tid, da Friderichsen blev Enkemand,  tog min Moder til Sjælland som Lærer­inde hos Godsforvalteren  paa Giesegaard. Hun overførte her paa sit Arbejde sin Faders umetodiske Me­tode, underviste saaledes hellere paa Spasereture i det fri end i Skole­stuen og opmuntrede sine   Elever til Legemsøvelser og Haandgerning. Man var vel i Begyndelsen hos hen­des Husbond folk    misfornøjet med den usædvanlige Undervisningsmaade, men endte med at tro, at ingen kunde lære Børnene som hun. Det blev ved hendes Død nævnt, at hun var blandt de første, der viste Forstaaelse   af Grundtvigs Skoletanker; og vist er det, at hun som faa for­stod at forene gammelt med nyt paa en harmonisk Maade. Hun blev derfor  ganske naturlig en af dem, der byggede Bro fra Fremskridts-ideerne i det 18. Aarhundrede til deres Virkeliggørelse i det 20.

Friderichsen havde været Enke­mand i 2 Aar. Han følte sig meget ene paa Fuglsang, der ellers i hans Hustrus Tid havde været kendt som »et godt venskabeligt Hus at gæste«, bejlede nu til »Jomfru Hansen« og fik hendes Ja. Mens han paa en nærliggende Herregaard afventede hendes Svar, hørte han, at man meldte hendes Husbond, Forvalteren paa Giesegaard, og den 47aarige Mand blev herover saa forskrækket, at han flygtede ud i Haven. Han var 20 Aar ældre end sin Brud, men til Trods for sin Alder af de to den mest ildfulde, og umid­delbare i Følelsen. Aarestrup lyk­ønskede ham med den Bemærkning, at Forbindelsen glædede ham saa meget mere, som man havde sagt, at om Friderichsen giftede sig igen, vilde han nok gøre et rigt Parti, hvortil min Fader svarede, at de Godtfolk havde Ret, han gjorde netop ogsaa efter sin egen Formening et rigt Parti. Han sluttede sig straks varmt og inderligt til Familien i Ønslev Præstegaard, ogsaa til de kri­tiske Svogre, som han i Virkeligheden havde mange Interesser fælles med. Blandt andet fulgte han dem som

»lollandsk Præst« Dagen efter Fre­derik d. 6tes Død til det store Stu­dentermøde i Hotel D’Angleterre, hvor Orla Lehmann og Monrad fik vedtaget en Adresse til den ny Konge til Fordel for en fri Forfatning. *)

*) Mørk Hansen traf Dagen efter Mødet sin Ven, Frederik Barfod, der beklagede sig til ham over, at en »uforskammet Børste« havde bragt denne Adresse om paa Universitetsauditorierne. »Børsten« var ingen anden end M. H. selv. Stu­denterne fik en unaadig Modtagelse hos Christian d. 8. og lavede da følgende Variant paa H. P. Holsts Sang: »O Fæ­dreland, hvad har du tabt, din gamle Konge so v’er, din nye Konge grov er!«

Gennem den ældste af Svogrene, Niels Hansen, der efter Lehmanns Udsagn kappedes med ham om at »liberalisere Falster«, kom Fride­richsen i Forbindelse med flere af Datidens radikale Politikere. Balthasar Christensen skriver saaledes i 1841 til Niels Hansen om Svogeren: »Han interesserer mig ganske sær­deles som en af de ingenlunde mange Mænd, der med utrættet Iver har benyttet et virksomt Liv til at reflek­tere over  dets Fænomener, og jeg tror ham oprigtigt i Besiddelse af en Indsigt og Dannelse i Landbo­forholdene, der maa have været ligesaa møjsommelig for ham at til­egne sig, som den vilde være nyttig, om ikke for ham selv, saa dog for hans politiske Venner at støtte sig til i alle de Reformer, som disse Forhold med Guds Hjælp inden en ikke altfor lang Tid og igennem det yderste Venstre maa undergaa«. Min Fader sluttede sig dog senere nær­mest til Monrad og Ploug.

Min Moder havde næret nogen Frygt for, at hun ikke skulde være Stillingen som Forpagterkone paa Fuglsang voksen; og det var heller ikke smaa Fordringer, der her gjor­des til hende. Kun faa Aar efter Giftermaalet drev min Fader foruden Fuglsang 4 andre store lollandske Gaarde, dels som Forpagtning, dels som Ejendom. Hans fremragende administrative Dygtighed erhvervede hun sig aldrig. Men hun lagde hele sin store, selvforglemmende Kærlig­hed og mageløs trofaste Udholden­hed ind i den ny Gerning, og dette paaskønnedes fuldt ud af ham, lige­som hun vel forstod, at han til Trods for sin »Bondeagtighed« - der dog ikke heller var overvældende - var et betydeligt Menneske, ikke blot i sit Fag. Jeg husker, at jeg som lille Pige har hørt hende forklare for en mindre begavet Veninde, hvorledes hans Voldsomhed, der iøvrigt kun kom frem ved enkelte Lejligheder, netop dækkede over en sjælden fin og kærlig Natur og en ubestikkelig Retfærdighedsfølelse. Han var i alle Maader Fremskridtsmand; »det Tids­punkt  staar  for  Haanden«,  skriver han i 1839 i Anledning   af en ung Landmands Uddannelse, »at Intelli­gensen vil faa  den overvejende Ind­flydelse i enhver   Stilling i  Livet«. Men det kan nok være, at han lige­som Venstremanden i Schandorphs »Valgkandidater« til en vis Grad var »Højremand i sit eget Hus«. Der fordredes  dengang  meget    person­ligt Arbejde af  en Husmoder. Den videnskabelige  Husholdning, som rimeligvis vilde have    ligget  nok saa godt  for min Moders  klare, lo­giske Hoved, var ikke endnu op­funden, og Hustruerne blev i mange Retninger behandlede som Børn. Det  var  saaledes   paa   sine  Steder Skik,   selv   i   større   Huse,   at   Hus­moderen hver Morgen  maatte hente de Penge, hun skulde bruge i Løbet af  Dagen, hos sin Mand. Til sin første Hustru skriver min Fader, da han to Aar efter deres Giftermaal    opholdt  sig i København for at tage Landinspektøreksamen: »At du i min Fraværelse sørger for at alt bliver økonomisk og sparsomt bestyret, er jeg overbevist om, og jeg vil derfor ej, hvor stor en Pligt jeg end anser  denne Omsorg for en Husfader at være, lægge dig dette paa Hjerte«. I min Moders Dagbog finder jeg følgende:

1851 den 27. Jan. gik min Mand ende­lig ind paa at bestemme noget vist, som der maa gaa med til Husholdningspenge etc., af­knappede vel de fleste Poster noget af hvad jeg har beregnet, men indrømmede mig dog saa meget, at jeg tror med Orden og Spar­somhed og ved den Forandring, at jeg nu har kontante Penge at købe for, at kunne bestride Husets løbende Udgifter, der be­stemtes saaledes: *)

*) Jeg vedføjer det lille Regnskab, fordi man netop i Øjeblikket synes at nære Interesse for Husholdningsbudgetter.

 

Til Urtekram   ............                                  250 Rigsd.

Husholdningspenge  som til Fisk,

Kød etc..............                                              30     —

Til  at vedligeholde Gryder, Glas,

Porcellæn etc..........                                       50     —

Vask..................                                               50     —

Mine Klæder (med Sko)......                         60    

Børnenes Klæder (uden Sko) ...                60     —

Sy- og Spindeløn..........                                50     —

                                                                  ___________

                                                                       550 Rigsd.

Gid enhver Mand vilde gøre saaledes! Han vilde da vide, at saa meget kan han anvende uden at ruinere sig, og hun maa da bestræbe sig for at det kan slaa til; den ene kan ikke have noget at bebrejde den anden, og ved Følelsen af den Selvstændighed, Konen herved faar, maa hendes Energi vokse.

Desværre har jeg en grundet For­modning om, at det smukke Pro­gram med de faste Husholdnings­penge ingenlunde blev strengt gen­nemført.  

(Sluttes).