« Tilbage til søgeresultaterne
Det ubevidstes Poesi
Novellette i Korrespondancekort af Marie von Ebner-Eschenbach.
1.
7. Juli.
Kære Moder.
Slottet ligger paa et Bjerg, som i vor Egn vilde være et Montblanc; men ved Siden af disse Kæmper er det kun et Barn af et Bjerg. Mod Øst aabner der sig en grøn Dal, hvorigennem der flyder en Bæk, saa hvid som pisket Sæbeskum. Naar jeg træder ud paa Balkonen, bruser et Hav af grønne Trætoppe for mine Fødder. »De hilser paa dig, gid du maa føle dig hjemme mellem dem«, sagde Albrecht. Var det ikke kønt? Min Mand er i det hele taget saa god, saa god! Det er først nu, jeg rigtig gør hans Bekendtskab. Egentlig har du ladet mig rejse ud i Verden med en fremmed Herre.
Jeg kysser dine Hænder og vilde gerne sige dig tusind kærlige Ord; men jeg ved, det holder du ikke af, derfor siger jeg kun: lev vel.
Din Datter.
2.
10. Juli.
Tak for dit kære, kære Brev; det er ligefrem haardt, at jeg til Svar kun maa skrive paa et af de nydelige, smaa Kort, som du har givet mig med. Jeg har forresten meget at gøre. Jeg vil saa inderlig gerne blive saadan en Slotsfrue som du, en Støtte og Trøst for alle mine omværende. Men du har saa længe været Herskerinde i dit Hus, og jeg skal først vænne mig til at holde Tøjlerne. Albrecht formaner mig ofte: »Lad dog være med at bede. Fremad siger Obersten til sine Soldater. Dersom han vilde sige: Jeg beder, vær saa god at marchere fremad, saa var der vist mange, som blev tilbage«. Men det er nu ikke det samme, er det vel, søde Moder? Jeg omfavner dig, jeg lægger mit hele Hjerte i - eller skal jeg hellere sige paa - dette Kort.
3.
Mit kære Barn, lad det kun blive ved Kortene, og sæt dig ikke op imod mit Paalæg. At jeg overhovedet ikke faar lange Breve fra dig i det første Aar af dit Ægteskab, har sine gode Grunde, som din Mand, »den fremmede Herre«, som jeg kender saa godt, sikkert vil forstaa; spørg ham bare.
Med trofast Kærlighed
Din Moder.
4.
Jeg viste Albrecht dit Kort og spurgte ham: »Forstaar du hendes Grunde?« Tænk Moder, da saa han saa alvorlig paa mig, at jeg blev helt forskrækket. »Ja naturligvis«, svarede han. Aa Moder, jeg er bange for, at min Mand forstaar dig bedre end jeg gør. Jeg vovede ikke at bede ham om nærmere Forklaring, for jeg er endnu saa undselig over for ham. Han taler saa lidt, er saa indesluttet, og derfor gaar det ikke saa hurtigt, som jeg fra først af troede, med at lære ham at kende. Der er ogsaa noget overordentlig imponerende ved saadan en stor, tavs Mand. Bare vi har overvejet tilstrækkeligt om jeg ikke er altfor ringe til ham, jeg lille Stakkel, som ikke ved noget i Verden eller om Verden.
Jeg skal stræbe at underholde ham! Ak, jeg har aldrig før kedet ham saadan som i de sidste Dage, da jeg har prøvet paa at underholde ham. Jeg ser ham ikke Dagen igennem, da han enten er i Skoven eller paa Fabrikken. Han kommer først ind Klokken 7 til Middagsbordet. Derefter ryger han og læser Aviser, og saa begynder den store Tavshed. Et Par Gange har jeg fulgt dit Raad og bragt et og andet paa Bane - Bøger og saadan noget. Han hører taalmodig paa mig, men finder det ikke Umagen værd at svare paa min Passiar. Intet Under heller. - En Mand, som Han! Et Barn, som jeg.
26. Juli.
For tre Dage siden tænkte jeg: Nu vil jeg dog prøve at drage ham ind i en Samtale og spurgte ganske ligefremt: »Hvad sætter du højest, Wallenstein eller Götz?« »Vanskeligt at afgøre«, sagde han, satte sit strenge Ansigt op og saa ud, som om han rigtig grundede paa noget. Endelig sagde han: »En Bog, som jeg sætter Pris paa, er Schillers Syvaarskrigen! Kender du den?« »Nej, det gør hverken jeg eller nogen anden«. »Hvorfor ikke?« »Fordi den ikke eksisterer«. »Saa-aa? . . .« Hans brune Kinder blev endnu mørkere, det er hans Maade at rødme paa. Blev han fortrydelig over, at jeg ikke gik ind paa hans Spøg? Har jeg begaaet nogen anden Dumhed? Nok sagt, han rejste sig, gjorde en Bemærkning om Vejret og gik straks efter sin Vej. Og siden den Tid gaar han bort hver Aften, og jeg ser ham næsten ikke mere. Aa, gid jeg dog havde tiet!
7.
26. Juli.
Kære Søster.
Det gaar ikke som det skulde. Min Kone er et Mønster i Godhed, i Forstand, i Lærdom, i alt muligt. Hun staar altfor højt for mig. Og hun har altfor høje Tanker om mig! ....
En Gang vil hendes Øjne aabnes, og saa mister jeg alt. Hendes Kærlighed, som hun har skænket mig i Blinde, er mig alt.
Den Mand er at beklage, som har truffet et daarligt Valg i Ægteskabet; jeg har valgt altfor godt, og derfor er jeg aller mest at beklage.
Albrecht.
1-8.
I Aftes gjorde Albrecht og jeg en Ridetur gennem Dalen. Et langt Stykke Vej er den temmelig smal, men saa breder den sig pludselig til grønne Engstrækninger og en lille Sø, hvorfra vor egen Bæk har sit Udspring. Ved Søens Bred ligger der en Have og i Haven et allerkæreste lille Slot. »Hvem tilhører alt dette? Hvem bor her?« spurgte jeg. »En Grev Wiesenburg har boet der. »Har?« »Ja, han døde for kort Tid siden i Ems«. »Ugift?« »Nej«. »Og hans Enke?« »Har taget Ophold i Udlandet«. »Og denne yndige Ejendom?« »Staar tom, skal sælges«. »Staar ikke tom! Der vajer Flag fra Taget, og Grevinden maa være kommen hjem«. - Da saa jeg, hvor man maa tage sig i Agt for at modsige ham, især naar------ Tilgiv mig, i Dag maa jeg have Lov at tage et Kort til.
9.
(Fortsættelse).
Især naar han har Uret som i Gaar; thi snart bekræftede en Bondemand, som vi mødte, min Formodning, at Grevinde Blanka von Wiesenburg er vendt tilbage. »Der ser du!« raabte jeg. Albrecht tav, bed i sit Overskæg og plagede sin Hest. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud længere og sagde: »Men Albrecht, det stakkels Dyr! .... Gid den Grevinde sad der, hvor Peberet gror«.
Han tilkastede mig et Blik - Sig mig, Moder, hører en Kone nogensinde op med at være bange for sin Mand?
10.
Kæreste Moder!
Jeg hører, at min Fætter Hans gen er i M. og fremdeles ligger i Fru F.’s Lænker. Vil du ikke kalde ham til dig og tale alvorlig med ham? Du forstaar at vække Folks Samvittighed. Du kan ogsaa sige ham, at Albrecht og jeg vi skammer os over ham. Albrecht forstaar ikke, at en Mand kan være saa æreløs, at gøre Kur til en anden Mands Kone. Du skulde have set den Sindsbevægelse, hvormed han paa mit Spørgsmaal: »Begriber du det?« svarede: »Hvad vilde du sige til en Mand, der havde baaret sig saadan ad?« Jeg skyndte mig at berolige ham: »Saadan en Mand vilde jeg foragte! Han var jo en Tyv og en Bedrager og hver Time han levede en Løgner.«
»Ja det er sandt, det er sandt« ! udbrød Albrecht med et Udtryk, som jeg ikke kan beskrive. Hvor den Mand maa være ædel, som føler en saadan Smerte over en andens Sletved! Jeg rejste mig, gik hen til ham og trykkede et Kys paa hans ærlige Pande. Men han kan lige saa lidt som du lide Udbrud af Ømhed, hvilket jeg egentlig synes godt om. - »Lad være«, sagde han sagte og vendte sig bort.
11.
29. Juli.
Kære Søster!
Jeg kan ikke komme herfra, ellers havde jeg bragt min Kone til dig. Det vilde glæde mig meget, om du vilde lære hende at kende; men jeg er for Øjeblikket min egen Fabrikbestyrer, og det kan ikke forandres før om nogen Tid. Alt her er gaaet skammelig uordentlig til paa det sidste fordømte Aarstid. Men det kommer man sagtens ud over; der er noget andet i Vejen.
At Blanka er vendt tilbage til Slottet!!!
Saaledes holder hun sit Ord, og saa er alt forbi, naar min Kone faar det at vide, alt forbi; dette kan jeg ikke ved egen Hjælp komme ud over.
Kære Søster, lad Hestene spænde for Rejse vognen, sæt dig i den og kom! Albrecht.
12.
Kære Moder!
Albrechts Søster har overrasket os med et Besøg. Hun er en halv Snes Aar ældre end han og ugift, og det bliver hun vist ved at være. Hun er høj og mager, meget livlig og ganske overordentlig dygtig. I fordums Tid maa hun have været vidunderlig smuk. Hendes Øjne er det endnu, og de ser tvers igennem en. Hun gør slet ingen Fordringer, og der er sædvanlig noget skødesløst i hendes Holdning; men af og til synes hun pludselig at vaagne til Bevidsthed om sig selv - saa retter hun sig rank. I saadanne Øjeblikke føler jeg mig . . . aa, som en Myg ved Siden af hende. Min Albrecht befinder sig vel i hendes Nærhed. Naa ja, en Mand som han kan ikke nedtrykkes af nogen Overlegenhed.
13.
3. August.
Min Mand taler nu mere end tidligere, og Emilie ved altid, hvad han har ment, selv om han har sagt noget helt andet (thi han er meget distræt). Har han for Eksempel nævnet Orinoco eller Karl den Store i en mærkelig Forbindelse, løber hun ikke derfor vild (som for nylig jeg i Anledning af Syvaarskrigen) men nikker samstemmende: »Ganske rigtig, du mener Mississippi,« eller »det er rigtig, du mener Karl den Femte«. Og han svarer: »Naturligvis« og glæder sig over at blive for-staaet saa godt.
Ja, saadan maa jeg lære at omgaas ham!
