« Tilbage til søgeresultaterne
Makedonien og Tyrkiet
Det er kun altfor sørgeligt bekendt, hvorledes Tyrkerne allerede i flere Aar har huseret i Armenien blandt Landets kristne Befolkning, hvorledes hundred tusinder af Mænd og Kvinder er blevne mishandlede og dræbte, uden at Europas Stormagter har villet lukke Øjnene op for, at her var der Anledning for Regeringerne til samlet at optræde imod sligt Barbari. Det er denne Forsømmelse Chefen for Ungtyrkerne, Ahmed Riza, ved Fredskongressen i Paris i Fjor betegnede som en Skandale for hele Europa. Nu synes det, at man fra Tyrkiet begynder de samme skandaløse Forfølgelser i Makedonien.
Til Alliance universelle des femmes pour la paix har 33 Foreninger fra Bulgarien og Makedonien, hver Forening undertegnet med Navn og Sted, sendt et Opraab om Hjælp i Nøden. De gaar ud fra, at denne Kvindernes Fredsforening har Forbindelse i alle Lande, at Kvinderne har Hjerte for deres Bekymringer, og at de vil gøre alt hvad de kan, for at henlede Europas Opmærksomhed paa det forfærdelige, som sker. De haaber, at en offentlig Protest imod Tyranniet maaske skal kunne afvende Faren, som truer dem.
Opraabet lyder i forkortet Oversættelse som følger: »De skrækkelige, blodige Optrin i Armenien, som saa smertelig har berørt alle retsindige Mennesker, truer med at gentage sig i Makedonien. I de sidste tre Maaneder hersker blodig Vilkaarlighed i dette ulykkelige Land. Aldrig nogensinde før har de kristne i Orienten oplevet saa sørgelige Tider. Tyrkerne respekterer intet. For Autoriteternes Øjne, efter deres Tilskyndelse, underkastes de kristne de utroligste Straffedomme.
Det, som nu gaar for sig i Makedonien, er i Virkeligheden kun en Begyndelse. Man er grebet af Forfærdelse ved Tanken om, hvad der vil følge paa denne Begyndelse.
Vi bulgariske Kvinder, som for Størstedelen har set de bulgariske Afskyeligheder, og bærer Sorg for de døde, som har udaandet under det tyrkiske Aag, er opfyldt af smertelig Angst ved Tanken om, hvad den nærmeste Fremtid vil bringe det skønne, ulykkelige Makedonien. Vi kender de tyrkiske Grusomheder. Vi mindes, hvorledes i 1876 hele Europa genlød af Forbitrelse ved de Rædsler, som Gladstone afslørede. Vi hører de hjerteskærende Klager fra de flygtende Makedoniere, som har undflyet Døden, og som i vort Land fører en Tilværelse, fuld af Sorg og Savn. Disse Flygtninge er anklagede Kvinder, som har været udsat for de raaeste Forfølgelser, Præster, hvis Kirker er blevne skændede, forældreløse, hvis Mødre er dræbte, Mødre, fra hvem Tyrkerne har bortrevet Børnene for at myrde dem.
Vi har tænkt, at denne ulykkelige Befolkning, der er underkastet de største Lidelser, og som ikke en Gang selv kan anraabe den civiliserede Verden om Medlidenhed, vil finde moralsk Støtte hos Alliance de la paix, der repræsenterer de ædleste og bedste Kræfter af de ny Generationer, som arbejder for Fred og Retfærdighed.
Vi anraaber Alliance universelle des femmes pour la paix om at anvende al deres Indflydelse til Fordel for de kristne Martyrer i Makedonien. De kan i deres ædle Bestræbelser støtte sig til en international Bestemmelse, undertegnet af Tyrkiet. Artikel 23 i Berlinertraktaten indeholder virkelig et Løfte om Reformer af den Ophøjede Port (Sublime Porte). Denne Artikel er aldrig blevet ophævet, det er simpelthen Tyrkerne, som har brudt den. Makedonien forlanger, at denne Artikel skal være hellig og ukrænkelig for Tyrkiet - dette er deres hele Forbrydelse. Ved at hjælpe til den rette Anvendelse af denne Paragraf vilde Europa kunne oprette Freden i Orienten, kvæle al politisk Tvedragt, og frelse to Millioner menneskelige Væsner, der af Sultanen er viede til Døden.
De blodige Begivenheder, som Sultanen forbereder i Makedonien, kan blive umuliggjorte ved den Forbitrelse, som en Meddelelse af Kendsgerningerne vil fremkalde i den offentlige Bevidsthed.
Det er i denne Hensigt, at vi henvender os til Alliance universelle des femmes pour la paix, idet vi haaber, at naar Kvinderne har faaet at vide om de Farer, som truer Makedoniens undertrykte Befolkning, de da vil arbejde for en offentlig Mening med Hensyn til, at den ottomanske Regering tilsikrer Makedonien de Friheder, som er udtalte i Berlinertraktatens Artikel 23. Og at den offentlige Mening sluttelig vil indvirke paa de store Magter, saa at disse vil tage en Beslutning i det makedoniske Spørgsmaal, som kan bringe Fred, Frihed og Retfærdighed i Orienten. «
Gid alle Mænd og Kvinder vilde efterkomme denne Opfordring, og gøre de ulykkeliges Sag til deres egen, og saa ved alle gode Midler indvirke paa den offentlige Mening til Gunst for de kristne i Orienten.
