« Tilbage til søgeresultaterne
”Hvor længe skal det vare”
”Hvor længe skal det vare”,
at vi Kvinder finder os i, overalt paa Gader og Stræder at se Plakater, der for alles Blikke fremstiller Varieté-damer i halvpaaklædt Nøgenhed?
Man vil svare, at sligt ikke vedkommer os, det er Politiets Sag. Men naar Politiet enten sover, eller det i sin Mandfolkeagtighed aldeles ikke ser noget usømmeligt i sligt, men endogsaa betragter saadanne Billeder som fuldt passende og tilladelige, naar der blot er »Tricot«, selv om der forresten kun er Støvler, Hat og en Kappe løst over Skuldrene, mod hvilken Baggrund Legemets yppige Former tegner sig saa meget desto skarpere - ja, saa maa vi vel tale.
Og det var, hvad undertegnede gjorde lige overfor en Politimand engang i Foraaret, da en saadan Plakat i en Port umiddelbart ud til Vesterbrogade ikke kunde undlade at tiltrække sig de forbigaaendes Opmærksomhed. Mandens Svar var en ufordulgt Forundring over, at nogen kunde falde paa at opholde sig over sligt: der var jo »Tricot«! Ergo havde baade Plakat og Optræden Politiets Sanktion. Jeg vovede jo rigtignok at mene, at dersom man forbød saadanne Plakater, eller nægtede Kvinder af den Kaliber offentlig Fremtræden, saa vilde Fængsler og andre Anstalter maaske næppe have saa stor Tilgang som nu, hvor unge Mænds Sanselighed, med alt hvad deraf følger, opflammes, ja simpelthen fremelskes - under Politiets Beskyttelse. Manden blev mig Svaret skyldig.
De gamle Grækere skelnede mellem Afrodite Urania, den himmelske, kyske, sjælelig rene Kærlighedsgudinde, og Afrodite Pandemos, (den for hele Folket fælles) den sanselige. Herhjemme har en vis Side i Litteraturen gjort sit til at udviske Billedet af den første og fremdrage den sidste som eneraadende, og derved forvirret og neddraget Begreberne i det hele. Denne Litteratur har kun fundet en altfor stor Støtte i en Del af Pressen, hvoraf Følgen atter har været, at den samme Presse under Lona Barrisons Optræden sidste Vinter aldeles ikke undsaa sig for at prise denne Varietéstjerne, uagtet hendes Optræden var saadan, at Politiet nu endelig har fundet sig foranlediget til at forbyde den.
Ja, saa er jo alting godt, kan der siges Nej - thi nu udstilles atter paa aaben Gade Plakater med 4-5 »Sisters Lorrison« i lysegrøn Tricot, hvis yppige Former og katte- eller slangeagtige Bevægelser yderligere fremhæves ved sorte Baand og Sløjfer som eneste »Paaklædning«, og atter anmælder Bladene deres Optræden, ja »Politiken« skriver om »den glade og muntre Københavners Vemod ved Tanken om deres eventuelle Bortdragen - han, »som elsker at se et kønt Ansigt og et kønt Kvindelegeme«, in casu: de fem Sisters Lorrison, »der smidige og elegante, med kokette og varme Øjne, glider frem i bølgende Rytmer til sentimentale eller kaade Melodier«. - Bladet har kun Lovord for disse og alle de andre Præstationer, der sagtens er af samme Art.
Alle Mænd er »Mandfolk«, siges der. Det maa imidlertid vel endnu være tilladt at tro paa Blufærdighed hos unge Mænd saa vel som hos unge Kvinder; og trænger Mandens Syn paa Kvinden til at højnes, hvad vel kan hænde, maa det blive vor Sag. Der maa fra Kvinden selv rejse sig en Protest mod Kvindeudskejelser, en Kamp ikke alene mod det frivole i dets værste Skikkelse, men ogsaa mod det »Carmen«agtige (i Nutidsdragt fremstillet af Lie i »Lindelin« og af Rode i »Lamia«), ja mod vort Køns »Flirt« og Lefleri i det hele taget. Det er os - unge og gamle, der skal kæmpe for »Moralen«, ikke en tør, vissen, gammelagtig Moral, men Renhed i Sind og i Væsen; det er os selv, og ikke Præsterne, der skal være Vigilia«.
