« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebreve fra Mexico
(Fortsat).
Han viser os en stor Hule, der findes paa Godset, omtrent hundrede Stentrin fører ned til Hulens forholdsvis lette Indgang; men snart befinder man sig i en mægtig Stenhal, fuldstændig belyst ved en Aabning i Hvælvingen op mod den fri Luft. I den fjærnere Ende af Hulen udspringer der en Strøm fra Klippesiden; denne Strøm, der er flere Fod dyb og vel en tyve Fod bred, gennemløber hele Hulen og har formodentlig i Aarenes Løb dannet den ved at udvaske de blødere Jorddele. Højt oppe stikker en mægtig Klippeblok frem, og synes at svæve i Luften som en Sky. Alle Hulens Sider ere fulde af fossile Levninger, og man kan knap tage en Sten op uden at se Spor efter et længst forsvunden Dyreliv i den; vi beklager meget, at ingen af os er Geolog.
Dagen var varm, og vi blev længe i Hulens forfriskende Kølighed. Paa Vejen hjem hører vi en Knasen i Krattet og stiller os hurtigt op hver med sin Bøsse; Tusmørket er faldet paa, vi anstrenger vore Øjne for om muligt at opdage Vildtet og faa endelig Øje paa en stor Kuguar, der synes at betragte os med lige saa stor Interesse som vi den; vi er ikke længe om at tage Sigte og brænde løs. Efter Knaldet hører vi ikke den mindste Lyd og ser ej heller noget til Kuguaren, saa vi tror den er død; med Machetoen baner vi os Vej til det Sted, hvor Kuguaren var, men den er forsvunden. Vi opfordrer paa alle mulige Maader Kuguaren til Kamp, vi kaster Stene ind i det tætteste Vildtnis, vi gør som Hunde, for at lokke den frem; men enten den allerede er væk over Højdedraget, eller den maaske sidder i det tætte Krat og haaner os, saaret er den vist ikke, thi ellers skulde den nok komme frem og kæmpe, saa længe der var Liv i den. Det er højst sjældent, at Kuguarerne - eller som Mexikanerne kalde dem, los tigres - ses; om Dagen forholder de sig rolige i de øde Bjærge eller i det tætte Junglekrat, og om Natten gaar de ud paa Jagt. De, der oftest ser dem, er »vaqueros« (Kvægvogterne); thi de lever hovedsagelig af Kvæg og kan med et Slag af deres mægtige Poter knuse Hovedskallen paa den største Okse. Kvæghyrderne, som er til Hest, dræber dem ofte ved at slynge en Lazzo over Hovedet paa dem, og bliver saa ved at ride, indtil de ere kvalte. Lazzoen er Vaqueroens bedste Vaaben, som han ikke alene bruger mod Dyr, men ogsaa i Kampe med sine egne Standsfæller. Uendelige ere de Øjemed, hvortil de kan bruge deres Lazzo; saaledes høre vi om en, der har opgivet sit Vaquero-Liv og er bleven Konduktør; han bruger sin Lazzo paa Toget til at stjæle Høns og Majskolber, medens Toget kører gennem de beboede Egne.
Næste Morgen spørger Don Angel, om vi ikke har Lyst til at se lidt mexicansk Vaquero-sport, det har vi selvfølgelig ikke noget imod, og han beordrer sine Vaqueros til at ride ud og drive Tyrene ind i et Indelukke, hvor der bindes et Reb stramt om Maven paa dem; med Behændighed slynger saa Vaqueroen Benet over sin vilde Tyr og presser Fingrene ind under det stramme Reb, og af Sted gaar det over den aabne Græsmark. Som anden Sport er denne ikke uden sine Farer, men den mexikanske Vaquero er dannet af seigt Materiale, og ingen af dem kommer ved denne Lejlighed til Skade, skønt en, da han slynges af sit ustabile Sæde, lander med Ryggen paa Kanten af et Trug. Sejrherre er naturligvis den, der forbliver længst paa Ryggen af Tyren.
(Fortsættes).
