« Tilbage til søgeresultaterne
Elisabeth Cady Stanton
(Fortsat.)
Efter 70 Aars Erfaringer kan jeg med Sandhed sige, at alle Ængstelser og Bekymringer, alle Prøvelser og Skuffelser i hele mit Liv er lette i Sammenligning med min Barndoms og Ungdoms Lidelser paa Grund af de teologiske Dogmer, som jeg fast troede paa, og den Uhygge, der knyttede sig til alt, hvad der stod i Forbindelse med Religionen og Kirken.
Alt hvad der knyttede sig til Døden blev gjort uudsigelig smertefuldt. Kirken med de nøgne Vægge uden nogen Ovn til at varme os, uden noget Orgel til at glæde vore Hjerter, uden noget Kor til at lede Sangen, manglede i en sørgelig Grad alt, hvad der kunde tiltrække Ungdommens Sind. Præsten oppe i den ottekantede Prædikestol over vore Hoveder holdt en timelang Prædiken, og Degnen i en lignende Stol nedenunder intonerede Linje efter Linje af Davids Salmer, medens Menigheden, uden Hensyn til Takt eller Melodi, fulgte efter, ligesom en Flok Faar følger Hyrden i Hælene. - Flere Aar efter opstod der Splid i Kirken ved Indførelsen af Ovne, en Violoncello, Wesleys Salmer og et Kor. Disse gamle skotske Presbyterianere var Modstandere af alle Forandringer, der kunde føre Folket ad blomsterstrøede Veje til Himlen. Og naar Termometret var 20 Gr. under Nulpunktet paa Johnstown Hills, 400 over Mohawk Dalen, travede vi gennem Sneen til Guds Huses kolde Rum for der at blive isnet gennem Marv og Ben ved at høre en Prædiken om Prædestinationen, Retfærdiggørelsen ved Troen og den evige Fordømmelse.
At være urolig eller at falde i Søvn under disse højtidelige Omgivelser var et sikkert Tegn paa Fordærvelse og paa den Ondes Rænkespind for at drage ens Hjerte bort fra Herren og hans Bud. Og da jeg gjorde mig skyldig i disse Forseelser og mange flere, troede jeg tidlig, at jeg hørte til den Ondes Børn, og jeg led af en grænseløs Angst for, at han en Nat skulde komme og kræve mig som en af sine egne. For mig var han en personlig, altid nærværende Realitet, som sad sammenkrøben i en mørk Krog i Barnekammeret. Hvor ofte listede jeg mig ikke ud af min Seng og satte mig skælvende paa Trappen, hvor Ganglampen og Lyden af Stemmer fra Dagligstuen kunde mildne min Rædsel. Takket være en kraftig Konstitution og overstrømmende Livlighed var jeg i Stand til Aar igennem at taale denne deprimerende Indflydelse, indtil min Tænkeevne og min sunde Sans tilsidst sejrede over min Indbildningskraft. Erindringen om mine egne Lidelser har hindret mig i nogensinde at formørke en ung Sjæl med den kristne Religions overtroiske Lærdomme. - Men der er sket mange Forandringer selv i min Fødeby siden hine mørke Dage. Man træffer nu i Johnstown smukke Kirker og Kirkegaarde og glade Mænd og Kvinder, der ganske har emanciperet sig fra den gamle Teologis Meningsløsheder og Rædsler.
Da min Faders Kontor stødte op til vor Lejlighed, tilbragte jeg en Del af min Tid der. Jeg hørte paa
Klienterne, snakkede med Studenterne*) og læste de Love, der særlig angik Kvinderne.
*) Det er almindeligt i Amerika, at juridiske Studenter uddannes hos en anset Sagfører eller Dommer. O. A.
I vor skotske Omegn var der mange Mænd, som endnu havde de gamle middelalderlige Ideer om Kvinder og Ejendom. Fædre vilde testamentere Størsteparten at deres Ejendom til den ældste Søn med den Indskrænkning, at Moderen skulde bo hos ham. Det var derfor ikke usædvanligt, at Moderen, der havde bragt al Ejendommen ind i Familien, blev gjort afhængig af en uvelvillig Svigerdatter og en ødsel Søns Naade. Kvindernes Taarer og Klager, naar de kom til min Fader for at søge juridisk Bistand, rørte mit Hjerte og hendrog tidlig min Opmærksomhed paa Lovens Uretfærdighed og Ubarmhjertighed. Da det var min Faders Sag at pleje Loven, kunde jeg ikke forstaa, hvorfor han ikke kunde hjælpe disse Kvinder. For at jeg skulde forstaa det, tog han sine Bøger ned og viste mig de ubønhørlige Bestemmelser der. Studenterne, der lagde Mærke til min Interesse for denne Sag, morede sig med at læse de værste Love, de kunde, finde for mig, saa at jeg afvekslende maatte le og græde derover. En Julemorgen kom jeg ned for at vise dem mine Gaver, bl. a. et Koralhalsbaand og Armbaand. De beundrede alle Smykket og begyndte dernæst at drille mig med at tale om dets fremtidige Ejer: »Hvis du nu engang bliver gift med mig,« sagde Henry Bayard, »saa vil det blive mit, jeg kan lukke det inde, saa du aldrig kan bære det uden min Tilladelse. Jeg kan endogsaa bytte det bort for en Kasse Cigarer, saa du kan komme til at se det gaa op i Røg.« Disse stadige Drillerier fra Studenterne og de triste Klager fra Kvinderne gjorde stærkt Indtryk paa mig. Naar fra Tid til anden min Opmærksomhed blev draget hen paa disse Love, satte jeg et Blyantsmærke ved dem, og da jeg blev mere og mere overbevist om Nødvendigheden af at gøre noget mod disse uretfærdige Bestemmelser, besluttede jeg at benytte den første Lejlighed, naar jeg var alene paa Kontoret, til at skære dem ud af Bøgerne, idet jeg mente, at Lovene udgik fra min Faders Kontor. Imidlertid blev denne Plan aldrig udført, thi gamle Flora Campbell, hvem jeg betroede, hvorledes jeg vilde bære mig ad for at raade Bod paa mit ulykkelige Køns Forurettelser, lod min Fader vide, hvad jeg havde i Sinde, og uden at lade mig mærke, at han havde faaet Nys om min Hemmelighed, forklarede han mig en Aften, hvorledes Lovene blev til. Han fortalte mig om det store Antal Jurister og Bogsamlinger, der var i alle Staterne, og selv om hans Bibliotek skulde brænde op, vilde det ingen Forskel gøre i Kvindernes Stilling. »Naar du er bleven voksen,« sagde han, »og kan holde en Tale, saa kan du rejse til Albany *) og og tale til den lovgivende Forsamling og fortælle om, hvad du har set i dette Kontor, om disse skotske Kvinders Sorg, fordi man har frataget dem deres Arv og gjort dem afhængige af deres Sønner, og dersom du saa kan overtale dem til at give nye Love, saa vil de gamle blive et dødt Bogstav.«
*) Albany og ikke Ny York er Regeringssædet for Ny York. O. A.
Saaledes blev mit Livs fremtidige Formaal forespejlet mig og min Gerning tydelig fremdraget for mig af den, som senere saa med mest Uvilje paa min offentlige Virksomhed.
Indtil jeg var 16 Aar gammel, var jeg en flittig Elev i Johnstown Akademi. Men skønt jeg var den eneste Pige i de højere Klasser for Mathematik og Sprog, saa legede Drengene og Pigerne dog frit sammen. Naar vi rutschede ned paa vore Slæder eller sloges med Snebolde, var der ingen Personsanseelse. Ganske vist bar Drengene Skolebøgerne og trak Slæden op ad Bakke for den af Pigerne, de syntes bedst om, men Lighed var ellers Basis for vort Samvær. Alligevel tror jeg, at Drengene gjorde ikke deres Snebolde slet saa haarde, naar de kastede dem paa Pigerne, og at de ikke vaskede Pigernes Ansigter med samme Voldsomhed, som de anvendte overfor hinanden. Og dersom en af Drengene blev altfor raa eller benyttede sig af, at en Pige var mindre end han, tog hans Kammerater fat paa ham Der var en uskreven Lov og en offentlig Mening i vor Skoleverden, som gjorde, at vi kunde læse og lege sammen i den største Frihed og Samdrægtighed.
Fra Akademiet gik mine Kammerater til Union College i Shenectady. Da nu de, som jeg havde læst sammen med i 5 Aar, kom for at sige Farvel til mig, og jeg følte den Skranke, der hindrede mig i at følge med dem, kendte min Forbitrelse og min Krænkelse ingen Grænser. Jeg husker, hvor stolte og flotte Drengene saa ud i deres nye Klæder, da de sprang op i den gamle Diligence og kørte afsted, og hvor ensom jeg følte mig, da de var borte, og jeg intet havde at tage mig til, for der var ingen Plan lagt for min Fremtid, og jeg følte skarpere end nogensinde Ydmygelsen ved denne Adskillelse.
Min Tid var nu optaget af at ride, spille Skak og disputere med de juridiske Studenter om Kvindernes Rettigheder. Der var altid noget i det daglige Livs Hændelser eller i de Bøger, vi læste, der kunde skaffe nyt Stof til vore Disputer. De læste Udtalelser for mig af de engelske Klassikere, der vare ligesaa ydmygende som Lovene. De morede sig med at læse Citater for mig af Shakespeare, særlig af »Trold kan tæmmes«, i sig selv en beundringsværdig Satire over Englands gamle Com-mon Law. Jeg hadede Petruchio, som om han var en levende Mand. Med Salvelse citerede Bayard Kvindens berømte Svar til Adam hos Milton: »Gud er din Lov, som du er min!« Ogsaa Bibelen blev efterforsket, og det forekom mig virkelig, at enhver Bog lærte mig om Mandens guddommelig indstiftede Overhøjhed; men jeg bøjede mig aldrig for dette populære Kætteri. -
Mrs. Willard Seminarium i Troy var i min Ungdom den mest ansete og fashionable Skole,*) og i Vinteren 1832 befandt jeg mig med omtrent 100 andre unge Piger som en ivrig Deltager i dette Instituts Glæder og Sorger.
*) Mrs. Willard var den første, der gjorde sig til Talsmand for Kvindernes højere Uddannelse. I 1819 oprettede hun en Skole for unge Piger, der ved Guvernørens Interesse for Sagen fik Statsunderstøttelse. Da hun vilde indføre Botanik, Kemi, Matematik og andre ukvindelige Fag i Skolen, kunde hun ingen Lærere finde, der vilde undervise deri. Ved Professor Eatons Hjælp satte hun sig da selv efterhaanden ind i de forskellige Fag for at undervise i dem. Da hun i 1829 afholdt Eksamen i Matematik, vakte det stor Forargelse og hendes Skole blev gjort til Genstand for Latter. O. A.
Da det i Familjeraadet var bleven bestemt, at jeg skulde sendes dertil, modtog jeg Meddelelsen herom med blandede Følelser. Jeg havde fæstet min Hu til Union College. En Skole uden de Drenge, der havde været til saa megen Opmuntring for mig baade ved min Læsning og ved min Leg, forekom mig kedelig og interesseløs. Det store Hus, Samlivet med alle de unge Piger, alt det nye, jeg forefandt, gjorde dog Livet behageligere, end jeg havde forestillet mig det. Ganske vist savnede jeg Drengene, med hvem jeg var vokset op, men da Drenge nu blev en Sjældenhed, var der en ny Tiltrækning i nu og da at se dem. Da jeg havde været der en kort Tid, blev der engang raabt: »Se ud af Vinduet!« Jeg løb til med de øvrige og ventede at se et eller andet Vidunder fra Barnums Musæum. »Se de Drenge,« raabte en. »Ikke andet end Drenge,« sagde jeg, »dem har jeg da set hele mit Liv.« - Naar vi besøgte Familierne i Byen, gjorde vi Bekendtskab med deres Sønner, og da alt Samkvem med dem var strengt forbudt, forøgede dette Interessen ved at se dem. Det var dem forbudt at besøge os eller skrive til os, hvis de ikke var Brødre eller Fættere, og vi havde derfor altid et stort Antal Slægtninge iblandt dem.
(Fortsættes.)
