« Tilbage til søgeresultaterne
Teaterkikkerten
(Sluttes.)
Endnu en Gang at elske - endnu en Gang at turde haabe . . . Det er dog sødt, naar man er saa ung. At begynde Livet paa ny ...
Hvor hans sidste Blik fløj fra Barnets Mund til hendes Læber - hvor hans sidste Haandkys brændte. Taarer fyldte hendes Øjne, saa hun ikke mere kunde se.
»Og naar jeg kommer igen - om et Aar?«
Kvinden, som havde staaet ved Kagekonens Bod, havde langsomt nærmet sig. Hun havde ogsaa stirret ud over Havet med sine sorte Øjne. Og saa paa den fremmede Dame med Kikkerten. Og igen paa Havet og paa Kikkerten med saadan en brændende Attraa.
»Frue,« sagde hun med en Stemme, som hun tvang til Beskedenhed, »dersom Fruen vilde være saa god at tillade « .
En lydelig Hulken afbrød Ordene; hun tøi rede sig med Haanden over det fremmedartede, gule, af Sorg fortrukne Ansigt, »dersom jeg maatte se en Gang gennem Kikkerten?« fik hun med Møje frem, idet hun med Fingeren pegede paa den saa heftig eftertragtede Genstand.
»Ja ja, saa. gerne,« svarede den unge Kone forundret og betragtede forskende den anden: det fattige brogede Shawl over de yppige Former og det lille sorte Kniplingstørklæde over de forviltrede Lokker. Hvor lidenskabelig hendes Hænder knugede sig om Kikkerten - hvor hendes Læber bævede og indsugede Taarerne, medens de pludselig aabnede sig til et saligt Smil.
Hun havde fundet ham - han som Aften efter Aften havde siddet hos hende i Kælderbeværtningen, hvor Matroserne røg, spillede og spiste deres tarvelige Mad - han, som dog var en fin Herre, hvad man straks kunde se - som hun beundrede fordi han aldrig drak sig fuld - som hun forbavsedes over, fordi han aldrig havde Skænderi og Spektakler og ikke maatte kastes ud som hendes andre Gæster. Som hjalp hende at indrette sig og at regne og ordne sig fornuftig med en Mands Forstand og et Barns Trohjertethed, som hun elskede paa en Gang som en Moder og en Elskerinde og dertil med en Slavindes ydmyge Hengivelse, for hvem hun ofrede sine Sparepenge for at fængsle den unge Lækkermund til sig ved fed Aalesuppe og god Vin.» Og som dog trods sin fine Frakke kunde el-, ske saa vildt og heftigt.
Ak - her havde hun maattet staa og stirre sig blind paa det fjerne Skib, staa saa taalmodig og hengiven i sin Skæbne her, hvor han havde forlangt, at hun skulde komme til den sidste Afskedshilsen . . . Med en lidenskabelig Bevægelse trykkede hun Kikkerten til sit Bryst og kyssede den.
Nu sagde Damen med et vemodigt Smil:
»Lad os give Kikkerten til Pigen derhenne; hun har vel ogsaa en af sine kære om Bord.«
Aandeløs, glødende rød, som hun var kommen løbende med den lunge Torvekurv paa Armen, stod hun der, hendes blaa Øjne flakkede fortvivlet ud over Vandet efter Skibet, som fjernede sig mere og mere. Hun holdt Haanden som Skærm over Øjenbrynene og knugede derpaa i trøstesløs Sorg begge de smaa røde Næver mod Øjnene og græd.
»Vilde De gerne se Deres Skat endnu en Gang?« spurgte den unge Kone. »Vent lidt, saa skal jeg stille Kikkerten for Dem.« Men Sagen var, at hun vilde selv endnu en Gang se igennem den. Den blonde Tjenestepige med den lille hvide Kappe over det glatte Haar kniksede i forlegen Tavshed. Men straks efter gav hun et barnligt Glædesskrig fra sig.
Der lænede han sig til Roret, hun saa ham lige saa tydelig, som da han den ene Morgen efter den anden ventede paa hende ved Gadehjørnet . . . Han, hvis glade Munterhed bedaarede hende, han, der ikke som de andre kom med brutale Fordringer, men omgikkes hende ømt og venligt som en Broder, indtil hun villieløs ofrede ham sit unge Legeme. Aa, den hede, lyksalige Nat i det lille, hede Tagkammer ... Aa, den kære, gode Mand . . . Om et Aar, naar han kom tilbage, skulde hun være hans egen lille Kone. Tillidsfuldt smilte hun ud i det fjerne, til de Forhaabninger, som svandt længere bort - stadig længere . . .
Kikkerten vandrede frem og tilbage mellem de tre Kvinder. Og Styrmanden paa Skonnerten saa mod Stranden paa de tre Skikkelser, som stod der saa endrægtig sammen. Hvor lydig de havde fulgt hans Opfordring. Og han smilede. Rørelsens Taarer vædede hans trofaste brune Øjne, saa han maatte tørre dem. Han holdt virkelig meget af dem alle tre - hver paa sin Maade. Og saa vendte han sig om og gik til sit Arbejde.
Som en fin, hvid Skygge, et fjernt Drømmebillede svandt Skibet bort i Synsranden. De tre Kvinder vekslede en Hilsen og gik hver til sit. Naar de atter mødtes, kendte de ikke mere hverandre.
Og Kikkerten havde ikke forraadt noget.
