« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebreve fra Mexico
(Sluttet).
I Las Palmas havde vi en Gang indrettet os paa at bo i et Hotel og spise i et andet efter en Bekendts Raad. Det blev ganske til vor Tilfredshed, men ikke til Værtens i det Hotel, hvor vi spiste. Han var en pudsig, halv fordrukken Fremtoning, som udtrykte sin Misfornøjelse med vort Arrangement, da vi kom der til Middag; ved at sige: »at vi behøvede ikke at komme igen for at faa Aftensmad«. Hans Hævn var saa komisk, at man ikke kunde blive vred, men da vi dog fandt vi skyldte vor Værdighed noget, rejste vi os med den Bemærkning, »at saa vilde vi ogsaa spise til Middag et andet Sted«, - Men det skulde vi ikke have gjort; for det viste sig, at et saadant andet Sted slet ikke eksisterede; saa han fik sin Hævn alligevel.
I Las Palmas faar vi Heste og Fører og rider ud til Landsbyen Guerrero paa Tamuin Flodens Bred. Her er det svært at finde et Opholdssted; efter megen Søgen finder man et Værelse at sove i; Gulvet er stampet Ler, Væggene er dannede af Stænger, sammenbundne med Slyngplanter, og Revnerne tættede med Ler, undtagen den øverste Fjerdedel, hvor Revnerne mellem Stængerne er ladet aabne, formodentlig for at give rigelig Ventilation. Taget er lavet af et næsten alentykt Lag af Palmeblade og rager et Par Alen ud over Væggene. Vinduer findes naturligvis ikke. Alle Husene i Landsbyen ere byggede paa samme Vis, med Undtagelse af nogle, hvor de lodrette Stænger, der danner Væggene, staa langt fra hverandre, og Revnerne ere uklinede, saa at man om Aftenen, naar Hyt-
terne er oplyste, kan se alt, hvad der gaar for sig derinde.
Maaltiderne indtages i Fondaen, et stort Værelse, hvor der baade soves, koges og spises. En Morgen, da vi kommer til Frokost, sover endnu et Par Medlemmer af Familien paa deres jammerlige Leje; Konen i Huset maler Majs paa Mataten, hendes lille Søn spadserer omkring splitternøgen, og, som for at fuldstændiggøre Idyllen, søger en Gris efter at have væltet sig i Snavset at gnubbe sig paa vore Ben, medens vi venter paa vore varme Majskager. Foruden disse bestaa Maaltiderne af Bønner, Æg, Kartofler, kogt tørret Kød og Kaffe.
Her i Omegnen findes flere Dyr og Kalkuner; men vi gennem strejfer Skovene flere Dage i Træk uden at se det mindste til dem, saa vi nøjes med at skyde Pappegøjer, naar de om Aftenen skrigende flyve til deres Sovesteder i de høje Træer, efter at have tilbragt Dagen med Udplyndring af de nærliggende Majsmarker.
En Aften er der Dans i det fri til Tonerne af en Violin; men det gaar tamt til; langt livligere er en mexikansk Dans i det sydlige Kalifornien for Eksempel. Mest Opsigt vækker en ung Fyr, der paa høje Stylter tripper til Takten af Musikken.
Befolkningen her, som paa de fleste Steder af Mexico, lever et roligt, tilfreds Liv med faa Fornødenheden og endnu mindre Arbejde; har de en Plet Land, behøver de kun med en tilspidset Kæp at danne Huller i Jorden, hvori de lade Majskornene falde, og efter at have lukket Hullerne med Foden, tilbringer de største Delen af deres Tid, medens de venter paa Høsten, i et tilfreds Driverliv; kun maa de en Gang eller to, medens Majsen er i Vækst, nedhugge de største Ukrudtsplanter. Appelsiner og Bananer vokser ogsaa her uden at dyrkes og bærer frodigt. Paa vore Vandringer i Skoven fylde vi Lommerne med vilde Citroner, med hvilke Jorden paa enkelte Steder formelig er gul.
Befolkningen her plages ikke meget af Sygdomme; kun har de ret ofte Malaria, hvilket hovedsagelig skyldes deres usunde Levevis; de synes f. Eks. altid at udvælge den mest snavsede Vandpyt til Drikkested. Moderne Lægemidler hjælper nu meget til at helbrede Malarien selv i de fjerneste Egne. En Indianerfamilie i en usund Dal, fortælles der os, havde stadig bedet til deres Madonnabillede om Fritagelse for Malaria, men blev desuagtet ikke af med deres »calenturas« (Febergysninger). Saa fik de en Gang fat i nogle Flasker Patent Febermikstur og snart var hele Familien sund og frisk; hvorpaa de tog Madonnabilledet ned og satte de tomme Flasker op i Stedet. »Disse har hjulpet os mest,« sagde de.
Fra Las Palmas fortsætter vi Rejsen til Tampico, en livlig Havneby med omtrent 15,000 Mennesker. Byen og Havnen ligger ikke umiddelbart ved den mexikanske Havbugt, men nogle Mil op ad Panuco Floden, der er uddybet, saa at Skibene kan lægge til ved Værftet og losse deres Fragt i Jærnbanevognene. Tampico har regelmæssig Dampskibsforbindelse med Evropa og de forenede Stater. Vandene omkring Tampico er fulde af Fisk, deriblandt mange velsmagende, f. Eks. »Huan-chinangoen«. Banen er forlænget ned til Strandbredden, hvor vi tilbringer en Eftermiddag med at vandre langs Kysten paa det af Bølgerne fastpakkede og endnu ikke tørrede Sand. Konkylier er der en Mængde af, nogle af dem meget smukke; et Sted ligger der en ilanddreven Skildpadde, den er omtrent fire Fod lang og vel en tre Fod bred. Pelikanerne sidde langs med Vandkanten og ere saa tamme, at man kan komme tæt op til dem; thi ingen efterstræber deres Liv. Da vi er komne langt fra Stationen og den almindelige Turistvej, lægge vi Tøjet paa en ilanddreven Stamme og tager os en god Svømmetur i det stærkt salte Vand; men vi vover os ikke for langt ud; thi mer end én badende er her bleven ædt af Hajerne, naar han var svømmet over den Linie, hvor Bølgerne begynder at brydes paa Havbunden.
Fra Tampico tage vi direkte tilbage til San Luis Potosi, hvorfra Rejsen fortsætte mod Syd.
