« Tilbage til søgeresultaterne
Det engelske Overhus og Kvinderne
I Anledning af, at det engelske Overhus med totredjedels Majoritet har nægtet at gengive Kvinderne den Valgbarhed til Londons Byraad, som blev dem berøvet for to Aar siden, da Londons kommunale Forhold blev omordnede, kommer Ugebladet »The Clarion« bl. a. med følgende Bemærkninger:
»Det eneste forbavsende ved denne Afgørelse er, at en Tredjedel af de Lorder, der var tilstede ved Afstemningen, viste Intelligens nok til at stemme paa den rigtige Side.
Lordernes Uvidenhed har under denne Sag været saa iøjnefaldende, at selv Skolepiger ler ad den. Saaledes erklærede Hertugen af Northumberland, at da Londons County Council (Amtsraad) havde vist sig uvillig til at give Kvinder Adgang, var det heller ikke ønskeligt at lade dem faa Sæde i de lokale Raad. Sandheden er imidlertid, at Londons County Council langt fra at være uvillig har været meget ivrig for at sikre sig Kvinders Tjeneste. Det valgte strax Miss Cons til Raadmand med 58 Stemmer mod 22 og Londons Skatteydere indvalgte i Raadet Miss Cobden og Lady Sandhurst. Sidstnævntes Modkandidat førte Proces, idet han erklærede en Kvindes Valg for ulovligt; han vandt Sagen og derefter trak ogsaa de andre Kvinder sig tilbage. Men siden da har The County Council tre Gange ansøgt Parlamentet om at gøre Kvinder valgbare.
Lord James af Hereford, som gjorde sit for at faa den stakkels lille Lov slaaet ihjel, advarede sine Medlorder mod at tillade Kvinder at komme ind i Londons Byraad; for saa vilde de ikke standse, før de var Medlemmer af hvert eneste kommunalt Raad hele Landet over. Nej naturligvis vil de ikke det. De vil ikke standse, før de en Dag faar indtaget deres Plads i Overhuset og lukket lidt frisk Luft ind i den støvede, mugne gamle Rede. James af Hereford og de Øvrige Lorder skulde huske paa, at Kvinder tidligere har haft Ret til at sidde i Overhuset. Hvis de kendte deres Historie, vilde de vide, at i Kong Edvard d 3djes Tid fik ikke mindre end 10 kvindelige Peers Indkaldelse til Overhuset, og under Henrik d. 3dje og Edvard d. 1ste blev 4 Abbedisser indkaldte til Parlamentet.
»Tænk« udbrød en af Lorderne forfærdet under Forhandlingerne om Loven »hvis vi tillader Kvinder at komme ind i Raadene, vil de ogsaa forlange at blive Raadmænd og Borgmestre.« Ja naturligvis vil de det, og det vil der heller ikke være noget nyt i.
Der har allerede været en kvindelig Raadmand i Londons County Council. I det 17de Aarh. var en Kvinde Sheriff i Cumberland. Henrik d. 7des Moder var Fredsdommer og saa fremdeles.
Hvis de nuværende Lorder opdrager deres Sønner i lige saa stor Uvidenhed om engelsk Historie som den, de selv lever i, saa vil de sandsynligvis i kommende Tider, naar Erindringen om Dronning Victorias Regering er begyndt at visne, højtidelig erklære i Overhuset, at hvis man giver Kvinder flere Rettigheder, vil de også forlange at sidde paa Englands Trone!
Vi trænger haardt til Kvinder i vore kommunale Raad. Den kommunale Styrelse er simpelthen Samfundets Husholdning. Dens første Pligt er at holde alt rent og sundt, og sørge for, at Husholdningsartiklerne er gode., billige og sunde. Kvinder kan lige saa godt som Mænd behandle Spørgsmaal om offentlig Sundhed, Arbejderboliger, Bade- og Vaskeanstalter, Folkebiblioteker, Mælkeforsyning, og Forfalskning af Næringsmidler; for hvert eneste af dem berører i særlig Grad Kvinderne, der har Omsorgen for Hjem og Børn under sig. Ingen bestrider nu til Dags en Kvindes Ret til at være Medlem af Fattigstyrelsen, og vi paastaar, at de tiltrænges akkurat lige saa meget i Sundhedsvæsenet. En meget vigtig Grund til, at Kvinder tiltrænges i de kommunale Raad er, at de ikke saaledes som mange af de mandlige Medlemmer er interesserede Parter i Egenskab af Jordejere, Ejere af usunde Fattigkvarterer, Entreprenører o. s. v.
Naar Kvinder faar Sæde i alle kommunale Raad, hvad de snart vil faa til Trods for Lorderne, vil vi faa renere Byer, lavere Børnedødelighed, mere Glæde og Skønhed i det kommunale Liv og en bedre, højere Moral.«