« Tilbage til søgeresultaterne
Dødeligheden mellem spæde Børn og om gifte Kvinders Erhvervsarbejde
Artiklen er tagen fra det finske Blad »Daglig-Allehande«, som velvilligst er blevet tilsendt Redaktionen fra Finland.
Allerede i lang Tid har Læger, Nationaløkonomer og Filantroper sysselsat sig med den sørgelige Kendsgerning, at Dødeligheden mellem Smaabørn er saa uforholdsmæssig stor. I den sidste Tid er dette Spørgsmaal i flere af de store Kulturlande sat i Forbindelse med Spørgsmaalet om de gifte Kvinders Erhversvirksomhed. Der er nemlig dem, der mener, at den vigtigste Aarsag til ovennævnte Misforhold ligger i, at Mødrene enten i eller uden for Hjemmet giver sig af med Erhvervsvirksomhed og derfor ikke har Tid til at passe deres Børn. Denne Anskuelse er saa almindelig, at Forslag til Beskyttelses- og Forbudslovgivning angaaende Kvinders Arbejde har vakt levende Sympati, fornemmelig fordi man har troet derved at kunne drage Mødrene tilbage til deres Hjem og Børn.
For en overfladisk Betragtning synes hermed Spørgsmaalet løst paa en let og naturlig Maade. Men Erfaringen og Kendsgerningerne taler et andet Sprog. Dette fremgaar bl. a. af en for nylig offentliggjort Udtalelse af Mrs Florence Greenwood, Inspektrice i Sheffield i England.
Fru Greenwood støtter sine Slutninger paa 10,000 Besøg, som hun i de sidste 18 Maaneder har gjort i Arbejderhjem i Englands fattigste Egne, og hvorved hun særlig har studeret alt, hvad der hører hen under nævnte Spørgsmaal. Hun siger selv, at hun begyndte disse Studier, fordi hun, som alle Statistikere og Læger, forfærdedes over den Kendsgerning, at skønt Dødeligheden i al Almindelighed er i Aftagende, er den blandt Børn under et Aar endnu forfærdelig stor, nemlig 25 pCt. Dette Spørgsmaal, vedbliver hun, hører til de vanskeligste og mest indviklede; Aarsagerne kan være mange og forskellige. Men desværre har den Anskuelse rodfæstet sig, at det ovennævnte Misforhold ene og alene hidrører fra de gifte Kvinders Erhvervsvirkomhed, og at Dødeligheden mellem spæde Børn straks vilde aftage, saa snart Forbud udstedtes mod saadant Arbejde. Denne Feiltagelse hører med til dem, som det er yderst vanskeligt at rette. Saadanne Misforstaaelser er saa dybt rodfæstede i Fordomme og Uvidenhed, at de ligesom Ukrudt atter og atter spirer frem, om end det bliver paavist, at der ikke ligger Kendsgerninger til Grund for dem. Mangen Gang begaas ogsaa den Fejltagelse, at man udelukkende peger paa een Aarsag, medens denne i Virkeligheden kun er en af mange andre lige saa vigtige eller endnu vigtigere Aarsager.
Men er Mødrenes Erhvervsvirksomhed virkelig en af de vigtigste Aarsager til det nævnte Onde?
En kvindelig Fabriksinspektør, Miss Collet, siger i sin Redegørelse for Koners og unge Pigers Arbejde, at de kvindelige Arbejderes Antal paa Industriens Omraade ikke er tiltaget i nogen nævneværdig Grad i de sidste ti Aar. Endvidere, at i Fabriksbyerne, hvor naturligvis største Delen af de gifte Arbejdersker findes, er disses Tal i Aftagen. I alle Fabriksegne viser det sig, at de gifte Arbejdersker i Alderen mellem 25-30 bliver færre. Altsaa skulde man tro, at Dødeligheden blandt Smaabørn paa saadanne Steder maatte være formindsket i de sidste ti Aar. Men det fremgaar tværtimod af den officielle Statistik for Aaret 1899, at den er tiltaget i 27 af 34 Fabriksbyer, og at i Burnley - en af de Byer, hvor de kvindelige Arbejderes Tal er gaaet betydelig nedad - er den steget i en forfærdelig Grad. I 1899 døde af 1000 Børn under et Aar de 269, det vil sige 60 flere end de sidste ti Aars Middeltal. Ved et flygtigt Blik kunde man heraf drage den Slutning, at Børn faar bedre Pleje af lejede Hænder end af deres egne Mødre, Men for den, som kender Forholdene, er det klart, at den ukyndige Moder ganske vist forstaar sig lige saa lidt paa Barnepleje som den lejede Kvinde - sædvanlig en ligesaa ukyndig Nabokone - men at Misforholdet i dette Tilfælde maa have sit Udspring af andre Aarsager end Hustruens Erhvervsvirksomhed.
Ogsaa i Liverpool, Salford, Preston, Burnley og Sheffield er de gifte Arbejderskers Tal forholdsvis ikke saa stort og dog er Smaabørns Dødelighed paa alle disse Steder sørgelig stor. Eksempelvis kan her nævnes, at medens der i Aaret 1898 i England og Wales af 1000 spæde Børn døde 161, var Tallet i Sheffield 195. Ja i Chesterfield, en lille By paa 25,000 Indbyggere i et agerdyrkende Distrikt, hvor Kvinderne som Regel aldrig gaar ud paa Arbejde, var Dødsfaldene mellem spæde Børn 228 af 1,000.
Allerede disse Tal vidner om, at Mødrenes Erhvervsvirksomhed ikke i denne Sag spiller en saa vigtig Rolle, som man hidtil har troet. Dette bekræftes af flere Lægers Udtalelser. Ved et Lægemøde fornylig nævnede Doktor Pilkerton fra Preston som de vigtigste Aarsager til den store Dødelighed blandt Børn: »Uvidenhed om de simpleste hygiejniske Love, indgroede Fordomme og Uvaner med Hensyn til Børneplejen, samt slette sanitære Forhold i Byerne, navnlig i og omkring Arbejderboligerne.« Da man spurgte ham, hvilken af disse Grunde han ansaa for den vigtigste, svarede han, at de efter hans Mening i lige høj Grad medvirkede til det sørgelige Resultat. I den sidste statistiske Meddelelse fra Sheffield udtaler Byens højeste sanitære Myndighed, at det er højst sandsynligt, »at blandt de 2422 Børn under et Aar, som døde her i 1899 var der henved 1000 friske, sunde Børn, som maatte bøde med Livet for Forældrenes Uvidenhed og Ligegyldighed.« Af samme Mening er Sundhedsinspektøren i Chesterfield og Dr. Jones i Liverpool. Sidstnævnte siger: »Halvdelen af de Børn, som dør, dør, fordi de ikke faar hensigtsmæssig Pleje i de første Maaneder af deres Liv. Dette kommer af den almindelige Uvidenhed saavel om Sundhedspleje i Almindelighed som om spæde Børns Pleje i Særdeleshed. Den eneste Hjælp mod dette Onde er Oplysning; jeg har ingen Tro til noget som helst andet Middel.«
I 1894 udtalte Dr. Sargent ved en Sundhedskongres i Liverpool, at de i England saa hyppig forekommende altfor tidlige Ægteskaber var en af Grundene til Smaabørns store Dødelighed. Men han fastholdt tillige, at endnu større Onder vilde fremkomme, dersom det blev de gifte Kvinder forbudt at arbejde i Fabrikkerne. Han paastod endogsaa at have erfaret, at de Kvinder, som ikke havde Arbejde udenfor Hjemmet, ingenlunde derfor passede deres Børn bedre. Dr. Arbidge bemærkede, at Moderens Arbejdsløshed medførte Nedgang i Familiens Indtægter, hvoraf Følgen blev Savn og Mangel. Hvis Helbred lider herunder? Mon ikke Moderens og Barnets? Andre Talere fremhævede, at Sagen ikke kom an paa hvad Slags Arbejde Moderen sysselsatte sig med, thi en ukyndig Moder kan ikke pleje sit Barn godt, om hun saa har aldrig saa megen Tid.
Fru Greenwood siger, at hun mange Steder blandt Mødrene har fundet den utroligste Uvidenhed og Skødesløshed. Børn, der kun er nogle Uger gamle, opfødes med Brød og Vand, Grød, Tvebakker og Kiks, Sagosuppe, udblødt Knækkebrød, Te eller Tyggemad. Mangen Gang vilde Moderen helt kunne ernære sit Barn ved at amme det; men efter gammel Uskik giver hun det alligevel en Tilsætning af ovennævnte, for dets Natur saa lidet skikkede, Fødemidler, »fordi spæde Børn jo ikke leve af Modermælken alene.« En anden Fordom gør, at Mødrene aldrig »blander Mælken«, d. v. s. dersom en Moder af Sygelighed eller af andre Grunde ikke har Mælk nok til sit Barn, giver hun det ikke Komælk som Tilsætning, men Grød, Vand og Brød eller lignende.
Det er ogsaa umuligt at overtyde Kvinderne om det skadelige i at tage et Barn op af Vuggen, hvor det har ligget i sine varme Puder, og tage det paa Armen lige saa tyndklædt, som det er, ofte med bart Hoved, bare Arme og Fødder, og staa med det paa Armene i Trækken i en Forstue, i en Dør eller en Port paa en kold, blæsende Dag for at sladre med en Nabokone. Utallige Børn dør af Sygdomme i Aandedrætsorganerne eller Lungerne, som er paadraget dem paa denne Maade, og det er, vel at mærke, de arbejdsløse Mødre, som sladrer mest. »Jeg mindes særlig et Par Tilfælde,« siger Fru Greenwood; »en Kvinde, der af 18 Børn havde mistet de 17, og en anden, som af 16 Børn kun havde 6 tilbage; af disse seks kunde de tre ikke gaa, fordi deres Ben var blevne svækkede formedelst Vanrøgt. En gammel Kvinde sagde, at hun havde haft saa mange Børn og begravet saa mange, at hun ikke længer kunde huske Tal paa dem. Ingen af disse Mødre havde haft Arbejde uden for Hjemmet. Aarsagen til de høje Dødelighedsprocenter blandt spæde Børn er nemlig ingenlunde altid Fattigdom. Jeg gjorde en Gang Optegnelser om alle Familierne en Gade igennem, hvor Mændene uden Undtagelse var vellønnede Haandværkere i forskellige Fag, hvis Koner aldrig var gaaet ud paa Arbejde. Af tyve Kvinder havde kun een ikke mistet noget Barn. Ni havde set over de halve af deres Børn dø, seks mindre end Halvdelen, og fire netop Halvdelen. En Kvinde paa 62 Aar var Oldemoder. Hun havde af 15 Børn begravet de ti. Da jeg saa hende, stod hun paa Gaden en raakold Novemberdag med sin ti Maaneder gamle Datterdattersøn paa Armen. Drengen havde bart Hoved og bare Arme, rystede og var blaa af Kulde; men hans Oldemoder stod og passiarede med Nabokonen uden at have lært det allermindste af sine tidligere Erfaringer paa Børneplejens Omraade Paa Grundlag af de Iagttagelser, jeg har gjort, tør jeg dristig paastaa, at mere end Halvdelen af de spæde Børn, som dør i mit Distrikt, mister Livet som Følge af taabelige gamle Vaner, der er indpræntet Mødrene af Slægtninge og Naboersker.«
De fleste, som anbefaler Forbudslove mod Kvindearbejde, tænker kun paa Spørgsmaalets negative Side. De hævder, at det bør ved Lov forbydes de gifte Kvinder at arbejde for Betaling, og hermed mener de, at Barneplejen som med et Trylleslag skal forbedres og Dødeligheden blandt Børnene aftage. »Det vilde være interessant,« siger Fru Greenwood, »om disse Mennesker vilde komme med positive, praktiske Forslag. Siden de nu en Gang tror, at Loven kan hjælpe herpaa, hvorfor da ikke tage Skridtet helt ud og forlange, at uduelige Mødre skal sættes bag Laas og Lukke, saa de ikke kan sladre med Naboerskerne og drikke paa Knejperne? Bør alle Mødre udelukkes fra alt Erhvervsarbejde? Hvis ikke, hvilke Mødre skal det da forbydes? Og hvilke Erhvervsomraader skal lukkes for dem?«
Herpaa vil rimeligvis mange svare, at de gifte Kvinder først og fremmest bør ophøre at arbejde paa Fabrikker og Værksteder. Vi vil her ikke dvæle ved det uretfærdige Indgreb i den personlige Frihed, som en saadan Lov vilde gøre, men blot henvise til, at den, som ovenfor er udviklet, næppe vilde formindske Dødeligheden blandt Børnene. Men dens Virkninger vilde i økonomisk og social Henseende blive ulykkebringende for de arbejdende Kvinder. Et saadant Lovforbud vilde faa den umiddelbare Virkning, at Kvinder ikke længere blev anvendte i en Mængde vellønnede Industrigrene. Arbejdsgiverne vilde betænke sig paa at oplære unge Piger til en Gerning, som de vilde nødes til at give Slip paa, saa snart de indtraadte i Ægteskab, ofte naar de havde opnaaet nogen Færdighed deri. Kvinderne selv vilde heller ikke give sig ind paa Veje, som vilde lukkes for dem, naar de giftede sig. Allerede nu vælger Kvinder fortrinsvis de Erhverv, de kan blive ved med som gifte og som Enker. Ofte siger Mødrene til mig: »Jeg kunde nok lide at lade min Datter tage ud at tjene; men hun har bedre af at lære et Haandværk, thi hun kan blive ved dermed, baade hvis hun gifter sig og hvis hun skulde sidde som Enke med Børn at forsørge. Tjener hun som Pige, saa har hun senere ikke andet end Vaskebaljen at ty til.« (Fortsættes.)
