« Tilbage til søgeresultaterne

Meddelelser fra den skandinaviske Sømandsmission i Calcutta

« Se emneord

Under ovenstaaende Titel har cand. theol. H. Nutzhorn, Lærer ved Askov Højskole, udsendt en lille Samling Dagbogsoptegnelser og Breve vedrørende Sømandsmissionen i Calcutta. Hensigten er at vække Inter­essen for vore Sømænds Kaar i Ud­landet og særlig da for de mange, der i aarevis færdes i oversøiske Havne uden at se og ofte ikke høre noget til deres Hjem og Slægt. Den Gerning Missionair Franks og hans Hustru har taget op mellem de skan­dinaviske Sømænd i Calcutta, er saa smuk, at den fortjener at kendes i hele vort havomflydte Land. Det forekommer os, at den bedste Maade at gøre dette Blads Læsekreds be­kendt med den er ved at aftrykke et lille Uddrag af Brevene og Opteg­nelserne; de er i sig selv Vidnesbyrd nok og give et levende Billede af Livet og Arbejdet derude.

Dagbogsoptegnelser af Fru Franks,

i Uddrag ved B. Madsen.

Den 18/6 1900. Her skal, som I jo nok ved, næsten alt Arbejde ud­føres af Tjenere, men Følgen deraf er, at Folk, som intet kender til evropæiske Forhold og Skikke, kan slet ikke forstaa, at ogsaa de, man kalder Herskab, kan selv gøre en Tjenergerning. Som et Eksempel her­paa følgende! Forleden Dag var her en Herre og en Dame, og da Klok­ken blev 6, skulde jeg som sædvanlig ud at fodre Kreaturerne, hvorfor jeg bad den fremmede Dame undskylde mig, medmindre hun hellere vilde følge med. Det gjorde hun. Men da jeg aabnede Foderkassen og udmaalte Hestens og Gedernes Foder, syntes hun at blive højlig forbauset over, at jeg ikke overlod sligt Arbeide til Tjenerne, ligesom alle andre Folk gør. Imidlertid maatte hun ind­rømme, at naar Fodringen blev over­ladt til Tjenerne, var man saa tem­melig sikker paa, at de stakkels Dyr blev snydte for Størsteparten af, hvad de trængte til, og i Stedet for at vi nu har en, pæn lille Hest, vilde vi have en Benrad. Hun kunde dog ikke forstaa, at jeg ikke holdt mig for god til sligt Arbejde, navnlig nu for Tiden i denne Varme. Især Fo­dringen af Gederne faldt hende for Brystet, da dette Arbejde hører til den laveste Kastes; men endnu værre blev det, da hun saa, at jeg ogsaa vilde malke Gederne og give Lammet Mælk. Jeg fortalte hende da, at der, hvor jeg havde hjemme, var Ar­bejdet ingenlunde en Skam for noget Menneske; men at det blev holdt for en Skam, naar et Menneske havde Evner og Kræfter til at arbejde, men ikke gjorde det, enten fordi han var doven eller indbildte sig at være for god dertil.

Ja, Forholdene er sandelig yderst forskellige paa Jorden. Om det saa er Salmerne, kan det samme gælde; thi der er Salmer, som kan synges med Glæde og god Grund der hjemme, mens man undertiden maa tage Af­stand fra deres Indhold her. Et lille Eksempel: Det var i Gaar Morges, at Franks var i Kirke, hvor der paa Tavlen var anført en Salme, der begynder med de Ord: »Sweet is the sunshine after rain« eller oversat paa Dansk: »Sødt er Solskin efter Regn«. Men her i Calcutta trænger vi rig­tignok ikke nu for Tiden til Solskin, hvorfor ogsaa mange rystede paa Hovedet i Stedet for at synge. Vi har rigtignok haft tre Dages dejlig Regn, men fik i Gaar igen brændende Solskin; ikke en Vind rørte sig, saa Varmen var næsten uudholdelig. Havde det derimod heddet i hin Salme: »Sød er Regn efter Solskin«, saa kunde vist alle sunget med af fuldt Bryst og med god Vilje.

Den 21/6 1900. Som Varmen er tagen til, maa det være strengt for Sømændene at arbejde i Jærnskibene, der er som varme Ovne. Intet Under, at mange af Skibsmandskaberne bliver syge og føres paa Hospitalerne, især fra de Skibe, hvor der tages lidet Hensyn til Folkenes Vel. Engang kom min Mand saaledes ombord paa et Skib, hvor Sømændene sad ude i den brændende Solhede og hamrede Rust af Skibets Sider. Han gik op paa Dækket, hvor Kaptejnen sad under Solsejl og røg sin Cigar, mens han af og til kvægede sig ved et Glas Islemonade og dog pustede og beklagede sig over Varmen »Ja,« svarede min Mand, »men tror De ikke, det alligevel er varmere for Deres Folk, som sidder ude i Solen og hamrer Rust af?« Det lod til at han ikke vidste, hvad Arbejde, de havde for, og han gav straks Ordre til, at de skulde kaldes ind.

Forresten synes det i den sidste Tid, at Varmen særlig har krævet Overordnede som Ofre, da der i de sidste fem Dage er død seks Skibskaptejner.

Hvilket er det bedste Raad mod Trætte?

I flere Maaneder har her ligget et Skib, hvor Besætningen er saa godt som ene Skandinaver, nemlig syv Danske, fire Nordmænd, tre Svenske og to Finner, samt to Tyskere. En Del af dem er nu afmønstrede; men det varede et Par Maareder, inden de blev det, og der har været god Tid til at drøfte forskelligt, deriblandt ogsaa det Hovedspørgsmaal, om nærværende Mission er dansk, norsk eller svensk. Hver Nations Sømand tilegner sig den, og godt er det, at de alle kan finde Glæde i, at det er deres. Det er ulige langt bedre, end hvis ingen vilde kendes ved os. Svenskerne fremføre for Rigtigheden af deres Paastand, at da det svenske Flag vajer fra Huset, maa Missionen absolut være svensk. Sagen er, at det danske og det norske Flag er opslidte, og Sejren synes uomtvistelig at kunne tilfalde Svenskerne, hvis man ikke inden ret længe tager Affære i Norge og i Danmark for at hævde deres Flags Ære ved Siden af det svenske, og derved fastholde deres uomtvistelige Ret til Meddelagtighed i Missionen for Sømændene paa den fremmede Kyst.

Den 12/9 1900. At der ogsaa blandt de indfødte er Mennesker med Hjærtet paa det rette Sted, kan føl­gende lille Tildragelse vidne om. Det var en anden indfødt, som for­talte mig det, og han lagde ikke Skjul paa sin Foragt for den, han fortalte om. Vel havde jeg før hørt, at den omtalte Mand ikke var af de klogeste Mennesker; men under hans Landsmands Meddelese til mig, fattede jeg mere og mere Agtelse for ham Han skal være rig, maaske meget rig, hvorfor hans jævn­byrdige i den Henseende helst ønskede ham i deres Lag. Det er muligt, at Manden, skønt mindre kløgtig, har en Fornemmelse af, at dér hører han ikke hjemme, og holder sig derfor til et Selskab, hvor han bedre kan begaa sig. Men netop derfor blev han af den anden betegnet som en Taabe. - Sagen er, at den saakaldte Taabe i Stedet for at tage Billet til en af de dyreste Pladser i Teatret for sig selv ene, tager han syv af sine Tjenere med sig og gaar sammen med dem paa den billigste Plads; thi siger han, jeg ser, hører og morer mig akkurat lige godt ved Skuespillet, enten jeg sidder forrest eller bagerst; men naar jeg tager mine Tjenere med, faar jeg foruden denne Mor­skab tillige mine Tjeneres Taknemme­lighed og min Glæde over deres Glæde.

Dette skulde regnes for en Taabelighed af ham. Jeg synes derimod, det er et smukt Træk af Manden, at han ogsaa vil unde sine ringere stillede Tjenere en Fornøjelse, og kan man vel dristigt slutte om ham, at hans Haand ikke vil være lukket, hvor der er virkelig Trang til Hjælp.

(Fortsættes.)

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner