« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Landet
Høstgilde.
Høsten er bragt til Ende og kommen vel i Hus, og Saaningen paa Markerne er i fuld Gang. Naar nu denne sidste travle Tid, der for Landmanden er lige saa vigtig som Høsten, idet man her lægger Grunden til næste Aars heldige eller mindre heldige Afgrøde, er endt, kommer Høstgildet, Aarets største Fest for alle Gaardens Folk og ikke mindst for Børnene. Det er en Dag, man glæder sig til fra det ene Aar til det andet, den Dag, hvor Folkene er Hædersgæster, bliver opvartede, gjort Stads af og stillet paa lige Fod med Herskabet. Længe i Forvejen bliver der i de mange smaa Hjem syet nyt, og det gamle Tøj bliver pudset op, saa baade store og smaa kan møde pænt klædte og ikke staa tilbage for de andre, og naar endelig den store Dag oprinder, spises der bogstavelig intet den Morgen for rigtig at forberede Maven paa at indtage en stærk Ladning af de gode Retter. Indbydel-sen er til Kl. 4, men allerede Kl. l begynder altid de første Gæster at vise sig til Forfærdelse for Jomfruen og Pigerne, der med højrøde Kinder fare omkring i Køkkenet og langt fra er færdige med Forberedelserne.
Til Gildet er slagtet en Ko og et Faar, og der er lavet Rulle- , Lever- og Lungepølser til Smørre-brødet. Særlig Aftenen før Festen hersker der en forvirret Travlhed i Køkkenet. Der skal laves Boller til Suppen, baade Melboller med Korender i og Kødboller; der skrælles Kartofler i Skæppevis og smøres store Stabler af »Mellemader«, d. e. Rundtenommer Sigtebrød med Ost, Kød og Pølse, som efterhaanden sættes hen i Fade og Botter, eller hvad man nu har ved Haanden, og sættes i Spisekamret for at være parat til næste Dag. Retterne er kun faa, men det er til Gengæld store Portioner, der skal beregnes, da Gæsterne er mange og møder med en vældig Appetit. Alle, der har arbejdet med i Høsten, om det saa kun er én Dag, er jo inviterede, og alle Husmændene med Koner og Børn, hvilke sidste i Reglen tæller dygtigt op.
I Borgestuen, som ser helt festlig ud med Dug paa Bordene og Væggene smykkede med Gran og Kornaks, er der dækket til Mandfolkene, medens Kvinderne og Børnene spiser i Dansesalen, der ligeledes er pyntet med Granguirlauder, Blomster og Aks, et Arrangement som Gaardens Karle gerne selv laver om Formiddagen.
Høstgildedagen er altid en Lørdag og naturligvis Fridag. Traktementet bestaar i Suppe med Boller og Gulerødder, kogt Oxekød med Peberrodsauce og Faaresteg med Sauce, Kartofler og Rødbeder til. Man spiser i dyb Taushed, man snakker ikke, man har andet og nyttigere at bruge Munden til, og det er ikke Smaating, der efterhaanden glider ned under Vesten, selv om det hører til Undtagelserne, hvad der for et Par Aar siden hændte, da den gamle Husmand spiste saa meget, at han blev syg og der maatte gaa Bud efter Lægen. Da denne spurgte ham, hvordan han dog kunde bære sig saadan ad, svarede Per Lassen:
»Jou de’ va’ Fruens Skyld, for a ku’ jo it’ vi’, te vi sku haa mier, end som vi plejer van og fo med Risengrød og Stieg, og saa oed a aal de’ a ku, men saa kom hun baag etter med en Ævelkaag, aa’ saa ku’ a it’ la’ væ’ - a oed, og a oed, aa saa bløv a syg«.
Efter Middagen, som gerne er forbi henad 6, faar man sig en lille Passiar, eller man gaar en Tur for at ryste Maden ned, mens Konerne giver Pigerne i Køkkenet en Haandsrækning med at rydde til Side.
Ungdommen begynder at blive utaalmodig - de vil danse og de gaar uden for Gaardens Port for at holde Udkig efter »Musikkerne« og der bliver Jubel da de endelig opdages ude paa Vejen, men saa skal Musikken først spise og drikke Kaffe før Dansen kan begynde. Det tager jo Tid, for de har gaaet den lange Vej fra Byen og er sultne. Men omsider føler de sig mætte nok, og Orkestret, der bestaar af 2 Spillemænd, der vexelvis trakterer Violin, Fløjte eller Horn, spiller op og hænger fra dette Tidspunkt ufortrødent i til den lyse Morgen, og de Dansende giver dem med Hensyn til Udholdenhed ikke noget efter.
En Dans varer gerne en halv Timestid, saa er der en Pause paa 5-10 Minutter, og saa kiler man paa igen. Hele Dansen danses med samme Dame, da det ikke anses for rigtig passende at sætte hende af, før Musikken stopper op. Naar hun saa er næsten segnefærdig, slippes hun løs et Sted midt paa Gulvet, og den sveddryppende Kavaler ændser hende ikke videre. Men Musikken spiller atter op, og Karlene søger sig et nyt Bytte, som de snurrer rundt med lige saa stor Alvor og Taktfasthed, uden et Smil og uden et Ord - det ser ud, som var det et Pligtarbejde langt mere end en Fornøjelse
Her paa Egnen bruges mest Vals og Polka; her danses kun faa Turdanse, og det hører til Sjeldenhederne at se en Sextur eller en Nitur, derimod er »Zweitritt«, »Flyvegal« og ærlig »Rheinlænder« meget yndede.
Og Alle danser med, baade Gamle og Unge, Mænd, Koner og Børn, og Alle danser de med samme alvorlige Ansigt, alle sveder de i stride Strømme, og Alle morer de sig storartet.
Mellem Dansene bydes der Forfriskninger, Kaffe, Mellemad og Kage og en Dram til dem, der have Lyst. Der er jo nok en og anden, som allerede sidder og sover med stiv Ryg opad Væggen, men naar Musikken holder lidt op, og Forfriskningerne bydes rundt, vaagner de dog altid, maaske af Kaffelugten der pirrer dem i Næsen, faar deres Part med og falder saa atter i Dvale, til der næste Gang bydes om.
Kl. 12 bringes Punsch og Wienerbrød ind i Dansesalen. Saa tager Højtideligheden sin Begyndelse med Herrens og Fruens Skaal, og derefter Skaaler i en Uendelighed efter Rangforordningen oppe fra ned efter og saa mange, man ellers kan finde paa - og Stemningen bliver høj.
Efter denne Akt begynder de ældre at tænke paa at komme hjem. Konerne samler deres Smaa sammen, som de forlængst have anbragt rundt omkring i Pigernes Senge og Festen er nu forbi for deres Vedkommende, hvorimod Ungdommen har lang Tid for sig endnu, de bliver ufortrødent ved lige til den lyse Morgen, da Pigerne skal afsted for at malke, hvis de da ikke, hvad der undertiden kan hænde, er blevne tvungne til at holde tidligere op af de udmattede Musikanter, der i Fortvivlelse nedlægger Vaabnene og erklærer, at nu kan de ikke holde ud længere.