« Tilbage til søgeresultaterne
Elisabeth Cady Stanton
(Fortsat.)
Haardt presset fra alle Kanter hævede jeg derfor min Forlovelse efter Maaneders Uvished og Fortvivlelse, men derpaa besluttede jeg mig igen pludselig til at forny den, da Mr. Stanton stod i Begreb med at rejse til England som Delegeret til Antislaverimødet. Jeg kunde ikke tænke mig, at Verdenshavet skulde skille os ad, og den 10. Maj 1840 gjorde jeg det skæbnesvangre Skridt uden at have truffet ringeste Forberedelse til Brylluppet eller til Rejsen. Det holdt haardt at faa den skotske Præst, der viede os, til at udelade Ordet »adlyde« af Vielsesformularen, men da jeg haardnakket holdt fast ved, at jeg ikke vilde adlyde én, med hvem jeg havde i Sinde at leve paa lige Fod, gav han dog efter, men hævnede sig ved til Gengæld at holde os paa Pinebænken med en Bøn og Tale der varede i over en Time.
Da jeg var kommen vel om Bord, følte jeg, at et Afsnit af mit Liv var forbi, og mine Tanker vendte sig nu mod, hvad der laa nærmest foran mig. James Birney, Antislavepartiets Kandidat til Præsidentværdigheden, var vor Medrejsende til England. Han og min Mand interesserede sig begge for min abolitionistiske Opdragelse, de gav mig Bøger at læse herom, og mens vi Dag efter Dag gik op og ned af Dækket sammen, var dette Spørgsmaal Hovedemnet for vore Samtaler.
Der var netop opstaaet en Splittelse blandt de amerikanske Abolitionister, og begge Retninger havde sendt Delegerede. Da de var ligelig repræsenterede i det Hotel, hvor vi boede, blev jeg bekendt med hele Striden., Den væsentligste Grund til Spittelsen var Kvindespørgsmaalet, og da den Garrisonianske Gren holdt paa Kvindernes Ret til at tale og stemme paa Møderne, var min hele Sympati hos dem, skønt Mr. Stanton og Mr Berney hørte til de »politiske« Abolitionister. For mig var ingen Sag saa vigtig som Kvindernes Emancipation i politisk, religiøs og social Henseende. Og det slog mig som noget mærkeligt, at Abolitionisterne, der saa skarpt følte Slavernes Uret, var saa ligegyldige overfor deres egne Mødres, Hustruers og Søstres Stilling, som efter Common Law var en lignende som Slavernes.
Her i London traf jeg for første Gang paa Kvinder, der troede paa Kønnenes Ligeberettigelse, og som ikke var ortodox religiøse. Bekendtskabet med Lucretia Mott, som var frisindet baade i religiøs og politisk Henseende, aabnede en ny Verden af Tanker for mig. Jeg benyttede enhver Lejlighed til at være sammen med hende, og det gjorde et stærkt Indtryk paa mig at høre Kvinder af høj Intelligens og Dannelse frit diskutere alle de Spørgsmaal, som jeg i Aaringer, opfyldte af Tvivl, uklart har tænkt over selv.
Hovedformaalet med vor Rejse i England var at deltage i Antislaverimødet i London, som begyndte den 12. Juni 1840 i Frimurernes Hal. Delegerede fra alle civiliserede Landes Antislaveriforeninger var indbudte, men alligevel blev alle de kvindelige Delegerede afviste. Sagen blev ivrigt debatteret en hel Dag igennem, og min Mand gav et veltalende Indlæg til Fordel for Kvinderne. Efter Mødet hørte man fra alle Sider sige: »Det er snart paa Tiden at forlange mere Frihed for Kvinderne«, og da Mrs. Mott og jeg Arm i Arm gik hjem sammen, idet vi diskuterede Dagens Hændelser, besluttede vi, at vi, saasnart vi kom hjem, vilde holde et Møde og danne en Forening for Kvindernes Rettigheder.
(Fortsættes.)
