« Tilbage til søgeresultaterne
(M. M.) eller rettere K. K
De saakaldte »Muntre Musikanter«s Besøg for en Maanedstid siden anslog her i Byen saa varme og renttonende Strænge, at det vel ogsaa kan have sin Interesse at vide, om de har givet Genlyd og fundet Sangbund blandt Finnerne selv.
Man har velvilligst overladt Redaktionen følgende :
Helsingfors, d. 10. Septbr. Köpenhamnskören i kväll församlad till festligt lag. Luften fylld af minnen från Danmark. Mycket skall tiden utplåna, - ett icke, och det är dessa minnen. De skola lefva. Ett hjärtligt tack och en varm hälsning från de tusen sjöars land.
Helsingfors, d. 18. Sept.
Nu endelig finder jeg Lejlighed til at udtrykke de taknemlige Følelser, som jeg har baaret paa lige siden, jeg vendte hjem til mit kære Fosterland. Thi det er først og fremmest Taknemlighed, man føler, naar man saaledes som en af K. K., (i København hedder vi jo nu engang altid M. M.), lader Minderne fra de evigt uforglemmelige Dage i Danmark passere Revue for det indre Øje. Taknemlighed til hele det danske Folk, som overalt modtog os Sangere med aabne Arme, men først og fremmest til Københavnerne og blandt dem specielt til de, som slog Dørene i deres Hjem op paa vid Gab for at modtage os og berede os den Hygge, som kun findes i Hjemmet. Dette var i Sandhed meget. Ti som Sangerbroderen Wennerberg en Gang i en Tale sagde: »Hjemmets Arne er et helligt Sted«.
Til de faa Lykkelige, som under Besøget i København fik Lov at varme sig ved denne Arne, hørte ogsaa jeg. Fuldstændig ukendt, følte jeg mig dog i Eders hyggelige Hjem saa vel, som jeg kun har følt mig som Barn i mit eget Hjem, og det vil sige meget, thi jeg bar haft et i Ordets dybeste Betydning godt Hjem, som jeg ligesaa lidt nogensinde vil glemme som Deres.
Københavnsdagene er desværre forbi - ils sont passées ces jours de féte! Forbi er ogsaa den Dag, vi besøgte Helsingør, hvor det gode danske Folks Gæstfrihed naaede sit Højdepunkt og rørte os alle til Taarer. Skønne, lyse, glade og Uforglemmelige Dage. Jeg behøver vel ikke at tilføje, at Minderne fra København er de bedste, vi har bragt med os, ja de er saa overvældende, at Minderne fra Stockholm totalt fordunkles af dem. Som Bevis paa, hvorledes Danmark har indvirket paa os, kan jeg meddele, at vi paa Tilbagevejen og endnu herhjemme som oftest »snaker dansk«, og raaber Hurra paa dansk Maner o. s. v. Vi ere med et Ord alle under Indflydelse af Danmark og faar ikke Ro, før vi ses igen, og som jeg haaber i Finland.
Modtag nu, De og Deres Frue, som saa gæstfrit modtog mig i Deres Hjem, en Tak fra mit inderste Hjerte for de »minnesrike« Dage, jeg tilbragte der, og vær vis paa, at jeg ofte med Glæde vil erindre Dem.
