Kvinderne og Drikkeriet
(Taler, holdte ved Nordisk Kvindesagsmøde).
a. Frk. Emilie Rathou.
Vil man have Besked om en Tids eller et Steds sædelige eller usædelige Tilstand, skal man blot give Agt paa Kvinden. "Som Kvinden er, saaledes er Samfundet", siger en tysk Historieskriver, og det med Rette; thi Kvinden sætter utvivlsomt sit Stempel paa det hele paa Samfundet uagtet hun endnu ikke har Ret til at deltage i Lovgivningsarbejdet.
"Hvad stort sker, sker tyst", siger et gammelt Ordsprog, og dette kan med fuld Ret anvendes paa Kvindens store, men i det tyste (stille) gjorte Arbejde, baade i det godes og i det ondes Tjeneste.
Nuvel, Kvinden har saaledes Magt i vis Forstand, og det er først denne sin Indflydelse i det godes Tjeneste, som hun skal søge at gøre gældende saa meget som muligt.
Et Felt, som er særdeles passende for Kvinden, og et Felt, paa hvilket hun kan udrette meget, er Afholdenhedens og Sædelighedens Felt, det er Arbejdet for Folkets Befrielse fra Lidelsernes og Lastens dybe Dyb.
Hvorfor bør Kvinden deltage i Arbejdet for Afholdssagen? Jo, fordi - hun lider mest ved Drukkenskaben, thi hun er den som kan forstaa alle de Taarer, som Kvinden har udgydt, og alle de Suk, hun har opsendt for Drukkenskabens Skyld. Manden lider visselig ogsaa, men for ham, som er iblandt glade Drikkebrødre, gaar Tiden hurtig hen. Kvinden derimod, naar hun sidder der hjemme, maaske omgiven af en Skare sultne smaa, og med Angst venter sin drukne Mand hjem, for hende gaar Tiden ikke saa hurtigt. (Nogle Skildringer om, hvorledes drukne Mænd bærer sig ad)
For det andet: Bør Kvinden deltage i Arbejdet for Afholdssagen for at hun derved mere direkte skal kunne arbejde paa Folkets Løftelse i sædelig Henseende. Man taler vidt og bredt, baade i Diskussioner og enkelte Samtaler, baade i Literaturen og Pressen, om, hvad der er Grundaarsagen til den sig alt mere og mere udbredende Letsindighed; ved alle Tilfælde glemmer man dog, at de berusende Drikke her spiller Hovedrollen. Undersøger man, hvilke Mænd det er, som besøge de prostituerede Kvinder, saa finde vi, at det i de fleste Tilfælde er drukne Mænd; det er vist meget sjældent, at en anstændig ædru Mand gaar saa vidt, at han gaar ud paa Gaden og købslaar med en Kvinde paa samme Maade som om et Dyr.
Hvem lider mest ved Letsindigheden: Kvinden, hun brændemærkes, men Manden gaar fri.
Han, den stærke, lægger ud sine djævelske Planer for at fange et stakkels uvidende, uskyldigt Væsen. Følgerne af den Handling spørges saa ikke meget efter; thi Samfundet lægger jo ikke nogen større Pligter paa ham; Kvinden maa staa til Ansvar for det alt sammen. Og hvor mange af vore Drikkebrødre er der ikke, som rent ud anser sig for at have Privilegium paa at skænde og forføre Arbejdernes Døtre, den ene efter den anden.
Kan en Mand, som har skrevet Afholdenhed, Sædelighed og Kristendom ikke blot paa sin Pande men i sit Hjærte, handle saa usselt? Nej, og tusend Gange nej!
Drukkenskaben bidrager mere, end mange tror, til Letsindighed. Vi paastaa ikke, at med det samme Folkene blive afholdne al Letsindighed skulde udryddes, men vi tro, at meget af det skulde udryddes.
For det tredje: Skal Kvinden kunne opfostre sædelige Mænd og Kvinder, maa hun selv begynde med det bedste Exempel; thi Handling taler mere end Ord.
At holde lange og smukke Moralprædikener hjælper lidt eller intet, om Handling ej er med. Saaledes for Børnenes Skyld bør Kvinden stille sig paa Absolutisternes Side. (Dette blev helt nøje udviklet).
For det fjerde: Er Afholdssagen en Banebryder for Kvindens Frigørelse fra Slaveri og Undertrykkelse.
Afholdsforeningerne og de forskellige Good Templar-Foreninger ere frisindede Forsamlinger, hvis Medlemmer har skrevet Ligestillelse mellem Mand og Kvinde paa sin Fane. I en Good Templar-Loge har Kvinden lige saa meget at sige som Manden, hun har Stemmeret der lige saa vel som Manden, hun kan der beklæde hvilket som helst Embede og arbejde paa samme Maade som Manden.
Skal Virksomheden for Afholdssagen gaa fremad med Lyst og Fart, maa ogsaa Kvinden være med at tilføje Bevægelsen og Arbejdet sine Følelser.
Indenfor Afholdsmændenes Geledder har vi Tusendtal af Mænd, som ønske at frigøre Kvinderne fra den tusendaarige Fortrykthed; men da disse stakkels frihedselskende Mænd ikke selv er fri, kan de ikke frigøre os Kvinder. I Sverig er det blot et Tidsspørgsmaal, naar der skal blive almindelig Stemmeret; naar den Dag gryr, komme sikkert mange Afholdsvenner at vække Nationer, radikale Nationer, som har Kvindens Frigørelse som Maal. Naar saaledes vi Kvinder har alt at vinde men intet at tabe af vor Deltagelse i Afholdenhedsarbejdet, bør vel først og fremmest Fremskridtskvinderne skrive total Afholdenhed paa deres Fane. Det er rent ud sagt upassende for en Fremskridtskvinde at bruge Spirituosa og derved understøtte denne Last, som har afstedkommet saa megen Forbandelse. Disse falske Emancipationsbestræbelser, at Kvinderne, naar de skal være rigtig frigjorte, skal være ligesom Manden i alt, skal vi tage os i Agt for; thi det er netop disse, som gør, at saa mangen tænkende Mand udtaler sig imod vor Frigørelse. Søge vi at forskaffe os Rettigheder, bør vi ogsaa tænke paa, at dermed følger Ansvar.
Vil man gøre Krav paa Navnet Fremskridtskvinde, maa man være vaagen for alle Nutidens sociale Spørgsmaal og, saa meget man formaar, søge at omfatte dem alle, samt ikke blot stride for Fordommenes Bortfjærnelse, nej, man maa ogsaa selv tage fat med at undertrykke Lasten og tage det bort, som gør, at alle Fremskridt gaar saa langsomt.
Strid, så heter dagens lösen,
Så det ständigt hetat har,
Ständigt herskare på jorden
Fri den någonsin ej var.
Striden varar, kampen säker
Ända intill grafvens port.
Kämpa derför gamla, unga,
Så har Eder fäder gjort.
Kämpa tappert, kämpa modigt,
Ja, med virkligt hjeltemod,
Ej i dessa usla strider,
Der man gjuter bröders blod.
Nej, stick svärdet uti skidan,
Svärdets man förgas med svärd,
Du för högra mått bör kämpa,
Der din kraft är mera värd.
Det Maal, der bør kæmpes for, det er Folkenes Frigørelse fra Fordom og Last, Lidelse og Nød.
b. Fru Selmer.
Ærede Forsamling!
Naar det tidligere fra dette Sted er blevet sagt, at Kvindesagen var langt tilbage her i Landet, viser dette sig ogsaa tydelig, naar man ser hen til den danske Kvindes ringe Deltagelse i Afholdsbevægelsen. I de Lande og da særlig Amerika , hvor Kvindesagen er videst fremskreden, har Kvinden udrettet overordentlig meget for Afholdssagen; ud af den ringe, æventyrlige Begyndelse med de amerikanske Kvinders Korstog til Værtshusene 1874 er der fremvoxet en stor, mægtig Kvindeafholdsforening over hele Verden. Naar til disse store Resultater af de amerikanske Kvinders Arbejde kommer, at Afholdsbevægelsen, der gaar ud paa at hæmme og afskaffe Drikkeriet og Drukkenskaben, tillige aarlig redder mange ulykkelige, der ellers vilde være redningsløst fortabte baade for Familie og Samfund, maa det ogsaa om denne ædle Sag kunne siges, at det er en Kærlighedsgærning, og paa dette Omraade er vel Kvinden som Regel et Hestehoved forud for Manden.
Som den forrige ærede Taler udtalte, er der meget at sige om Afholdsbevægelsen. Jeg vil kun forsøge paa at pege paa Kvindens Betydning for Afholdssagen og Afholdssagens Betydning for Kvinden.
Først maa hun støtte den ved sit Exempel. Frk. Rathou anførte, at i Sverig havde Drikkeskikken i de senere Aar været i Tiltagende blandt Kvinderne. Det samme gælder desværre for Danmarks Vedkommende. Naar Damer i min Barndom og grønne Ungdom kom sammen, nøjedes de som oftest med Te, Kaffe, Chokolade og lignende, nu stilles der ufravigelig "en halv Bajer" ved hver Dames Kuvert, og Kvinderne bidrage lige saa fuldt som Manden til at vedligeholde den ulyksalige Drikkeskik eller rettere sagt Uskik. Den unge Kvinde frister ofte ved sit Exempel eller ved en ligefrem Tilskyndelse den unge Mand til at nyde de berusende Drikke, hvoraf nogle taale store Mængder, andre derimod kun meget lidt, uden at hun betænker de sørgelige Følger, som en saa farlig Nydelse kan drage efter sig. Mon ikke nogen af de tilstedeværende Kvinder kunde føle Lyst til at virke ved sit Exempel?
Naar Kvinden er Moder, hvor vigtigt er det da ikke for Børnene væsentlig Sønnerne at se, at der kan trives Glæde og gode Forhold i Hjemmet, uden at de berusende Drikke nødvendigvis skulle til for at virke løftende ved enhver festlig Lejlighed, saaledes som det desværre oftest er Tilfældet her hjemme. Vi har et gammelt Ord, der siger, at Ungdom og Visdom følges ikke ad, og saa vil endda fornuftige Forældre tro, at deres unge Sønner, der er vante til at se Drikkeriet sat til Højbords i deres eget Hjem, vil være i Stand til at modstaa de Fristelser, som daarlige Kammerater vil bringe dem i ved den samme ulyksalige Drikkeskik.
Og hvis Kvinden er saa ulykkelig at være gift med en mere eller mindre forfalden Mand, er der da noget andet og bedre for hende at gøre end at forsøge at faa ham til at slutte sig til et afholdende Selskab? og gør han selv dette, da uden Betænkning følge ham. Vi, der er Medlemmer af Afholdsforeningen, se desværre ofte sørgelige Exempler paa, hvorledes Hustruen, der med Glæde ser Manden slutte sig til os, fordi det kniber, men selv holder sig tilbage, senere hen, naar hun mener, nu er Manden reddet fra den fordærvelige Last, faar ham til at forlade den Forening, hvortil han har sluttet sig, for i de 99 af 100 Tilfælde at falde tilbage, og han er da meget sværere at redde end før, hyppig er det ikke længere muligt.
Endelig vil Kvinden, hvis hun ellers har Evner dertil, kunne agitere for Afholdssagens Udbredelse saa godt som nogen Mand. Det er netop paa et tidligere Tidspunkt i denne Forsamling blevet fremhævet, at Kvinden ofte bedre kan overbevise og overtale end Manden. Nuvel, saa vil de Kvinder, der har Gaver dertil, og som intet andet og nærmere forsømmer derved, i Afholdssagens Fremme finde en stor og ædel Opgave at øve deres Kræfter paa. Vi har jo iblandt os et Exempel herpaa i den forrige Taler, som berejser visse Dele af Sverig paa Good Templar-Ordenens Vegne som Udsending og Foredragsholder for denne.
Jeg haaber nu kortelig, som det her maatte ske, at have belyst Kvindens Betydning for Afholdssagen; jeg vil nu tillige fremhæve, at Afholdssagen ogsaa har Betydning for Kvinden.
Ligesom Manden er Kvinden nemlig bedst tjent med at være afholdende. Denne Paastand er ikke et Paafund af Afholdssagens Venner, men Resultatet af mange dygtige Videnskabsmænds væsentlig engelske Lægers Erfaringer, og hvor naturligt er det ikke, naar man ved, at Alkohol aldrig gaar over i det menneskelige Legeme som en Bestanddel af dette, men altid vedbliver at være en fremmed Tilvæxt, som, naar det ikke hurtig udskilles, volder Vanskeligheder og Ulykker. Og utvivlsomt vilde det være en Fordel, om enhver diegivende Moder vilde være totalafholdende, baade for hende selv men især for hendes Barn, der ulykkeligvis let med den Næring, Moderen selv giver det, indsuger en Tilbøjelighed for Brugen af stærke Drikke, som Erfaringen har vist er vanskelig, undertiden umulig at overvinde.
Tillige er det jo netop i denne Forsamling paa sin Plads at fremhæve, hvorledes Afholdsforeningerne stiller Manden og Kvinden fuldstændig ens, og hvorledes Kvinderne ved at arbejde i Good Templar-Logerne sættes ind i Forretninger og Forretningsgang, som hun ellers ikke let vil kunne faa Lejlighed til; men dette er saa udførlig blevet fremdraget af Frk. Rathou, saa jeg
ved at komme ind derpaa, som jeg havde tænkt mig, vilde gøre mig skyldig i en Gentagelse.
Nu vil jeg kun til Slutning indtrængende anmode enhver Kvinde i denne Forsamling om ikke at lade det, der er talt i denne Sag, gaa ind ad det ene Øre og ud ad det andet, men nøje betænke, om det ikke var værd at bringe dette lille personlige Offer at virke ved et totalafholdende Exempel. At der er en Nødstilstand med Hensyn til Drikkeri i vort Land, kan saare let alle blive enige om, gid da ingen vil holde sig tilbage i den Tanke, at hun alene intet kan udrette. Vi er alle Medlemmer af det Samfund, der trænger til at reformeres, nuvel, lad os enhver i sin Kreds vise Vej til at udføre en bedre Tingenes Orden. Skulde det ikke være en værdig Opgave for den fremadskridende Kvinde.