« Tilbage til søgeresultaterne
Aktuelt Spørgsmaal
Et Folk, der ikke vil dø.
Hvilken Kvinde følger vel ikke med den dybeste Medlidenhed og Beundring Boerernes heltemodige Kamp for at bevare deres Land? De Beskrivelser, Bladene fra Tid til anden bringer om det ulykkelige Folks Lidelser, opvækker overalt den inderligste Sympathi. Med bankende Hjærte læser man om de utrolige Lidelser og Savn, de stakkels Kvinder og Børn er underkastede i Teltlejren, hvor de lever tilbagetrængte og indespærrede som Dyr. Sult og Nød dræber dem i Tusindvis, borte fra Faderen og Forsørgeren, der maaske selv ligger døende paa Slagmarken.
En engelsk Sygeplejerske, Miss Hobhouse, der af en Kommitté, bestaaende af engelske Kvinder, er sendt til Syd-Afrika, dels for at bringe de Ulykkelige den mest paatrængende nødvendige Hjælp, dels for at hjemsende en Beretning om Tilstanden paa Stedet, giver en rystende Skildring af de stakkels Flygtninges, eller rettere Fangers Skæbne. Miss Hobhouse skriver bl. a.:
»I de klokkeformede Telte er Kvinder og Børn sammenstuvede - fra seks til ti Personer - i Telte, der ikke indeholder 500 Kubikfod Luft. Det er let at tænke sig, hvilken Atmosfære der hersker i disse Telte om Natten. Kommer man om Dagen ude fra den stegende Solvarme og gaar ind i Teltet, faar man Kvælningsfornemmelser. Solens Straaler brænder tværs igennem det tynde Lærred, og utallige Spyfluer gør det næsten umuligt at være i Teltet. Ikke en Stol, ikke et Bord findes her, men forøvrigt vilde der heller ikke være Plads til disse Genstande. I et af Teltene findes en Trækasse, der er stillet op paa den ene Ende og gør Tjeneste som Madskab. Det er hele Møblementet. I dette Telt lever en Fru B.’s fem Børn (af hvilke de tre er halvvoksne) og en ung Kafferpige. Naar det regner, gaar Vandet tværs gennem Lærredet eller strømmer ind fra neden og opbløder Jorden, hvor Staklerne ligger uden Tæpper, kun iførte pjaltede, utilstrækkelige Klæder.
Fru P. har seks Børn i Aldre fra femten til to Aar. Hun er brutalt skilt fra dem og véd ikke, hvor de befinder sig. Hendes Mand holdes fangen i Bloemfontein, men det er ham forbudt at se sin Hustru. Hun venter sin Nedkomst om tre Uger. Hun sover paa den bare opblødte Jord. Hendes Lemmer er fuldstændig stive.
Et frygteligt Onde er Natteduggen, der gaar gennem Teltets Lærred og gennembløder alt. Om Morgenen tørrer Staklerne deres drivvaade Pjalter i Solen. Af Levnedsmidler er Dagens Ration: ½ Pd. Kød (med Fedt og Ben iberegnet), 2 Unzer Kaffe, 3/4 Pd. Mel, 2 Unzer Sukker, ½ Unze Salt, ½ Daase condenseret Mælk. Det er alt. Ofte er Kødet opædt af Maddiker. I nogen Tid fik de af og til Kartofler. 7 Kartofler til 7 Mennesker. Det er nu ophørt.
»At sluge Millioner af Tyfus-Baciller eller drikke Vand fra Lejren ved Bloemfontein er ganske det samme,« siger Lægerne. Det er næsten en Umulighed at faa kogt Vand, da Brændsel ikke er til at opdrive.
Med Hensyn til Klæder mangler man alt. De Faa, der ejer et enkelt Klædningsstykke, kan ikke faa det vasket, da Sæbe ikke findes i Lejren.
Naar jeg fortæller Dem, at vi foruden en Mæslinge-Epidemi har 70 Tilfælde af Tyfus, mangfoldige Tilfælde af Lungebetændelse, Halsbetændelse o. s. v., vil De kunne gøre Dem en Forestilling om det Arbejde, der paahviler den eneste Sygeplejerske.
Der er talrige Tilfælde, hvor Familier er fuldstændigt adsplittede uden at vide hverandres Opholdssted.
Under disse frygtelige Forhold dør Børnene som Fluer. En Fru M. har seks Børn i Lejren, alle syge. Hun venter det syvende Barn. Hendes Mand er tagen til Fange.«
Disse Meddelelser er kun et ringe Uddrag af de Rædsler, Miss Hobhouse skildrer. Man har Vanskelighed ved at tro, at et Folk nogensinde kan rejse sig efter at have gennemgaaet saa haarde Prøvelser; men man har endnu større Vanskelighed ved at tro, at vi lever i det tyvende Aarhundrede - Humanitetens Aarhundrede.
