« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Augusta Carit Etlar: Smugleren. Romantisk Fortælling fra forrige Aarhundrede. Hagerups Forlag. 200 Sider:
Man forstaar egentlig ikke, hvad gamle Brosbøll har tænkt sig ved at testamentere sin Hustru sit Forfatternavn med Ret til fortsat Produktion under dette, thi enten har Fruen litterære Evner, og da skulde disse vel kunne skabe hende et Navn selv, eller ogsaa har hun det ikke, og saa kan al Verdens berømte Navne ikke hjælpe hende.
Den foreliggende Bog er efter vor Mening uden litterær Værdi. Børn vil kede sig over den, Voksne le, og Apollon vil græde. - Af Fablen i Bogen kunde der godt være lavet en spændende Fortælling; men det Forsøg, Fru Carit Etlar gør herpaa, er højst mislykket. Ikke fordi Ingredienserne mangler Her er en Helt; som antages for Anfører af en Forbryderbande - endog af denne selv - og tilsidst viser sig at være den ædle Ridder uden Frygt og Dadel, men som blot har paataget sig en Vens Skyld for Vekselfalsk og Mord for at redde dennes Familie fra Ruin. Her er en i Hovedstaden fejret Skuespillerinde af vidunderlig dejligt Ydre og det reneste Hjærte, der kun længes efter at kaste sig i Armene paa den udskregne Skurk, som hun trods alt elsker - som hun oven i Købet har ladet sig vie til, men er flygtet fra paa selve Bryllupsaftenen, saa hun optræder som det interessanteste af alt - den uberørte Frue. Her er en i sammes Dejlighed forelsket Lord Seymour, - den snedige londonske Opdagelsesbetjent, Mr. Trimbury, den fordrukne Toldkrydserkaptain osv. osv.
Men, - man har en Følelse af at være paa et Dukketheater, hvor de optrædende Figurer føres frem paa Scenen af en kluntet Haand, saa deres Stillinger indbyrdes saavel som til Publikum bliver ret tilfældige, hvad der unægtelig ikke bidrager til at bevare Illusionen af det virkelige Liv.
Hertil kommer Forfatterindens guddommelige Romanstil. Hvad mener man om Sætninger som: »Marpuisen gjorde en bred, gratiøs Svingning med sin Vifte og syntes at ville lade Emnet falde«, eller: »Helen havde gennemlevet utallige af Hjærtets Kildespring, Geniernes Sejr over Livet og Dødens Sejr over Genierne«, og: »udenfor straalede Maanen lige blid, lige kold og forlenede som sædvanlig alt i Naturen den stærkeste Glans nærmest dens egen Slagskygge«.- Mon Forfatterinden véd, at Maanens egen Slagskygge kun falder paa Jorden under en Solformørkelse?
Undertiden er der end ikke Mening i Sætningerne: »Dens (Kunstens) fulde Bægre var saa ofte i hendes Roller førte til hendes Læber. Naar saa Kampen, Savnet, Lidelsen, Sejren var fremstillet og tilende (!), blev alt, hvad hun vandt, kun Skueretter - for Andre.» - Naar Forfatterinden ikke havde tilføjet: »for Andre«, vilde man jo have troet, at det var hende selv, der kun havde vundet Skueretter, o: intet virkeligt Udbytte for hende selv; men »for Andre« skulde man dog tro - da hun jo skildres som en virkelig dygtig, ja feteret Skuespillerinde - at hun havde serveret andet end Skueretter; man maa jo dog forudsætte, at disse Andre har haft den fulde Nydelse af hendes Kunst. - Et andet Sted lader Forf Lord Seymour staa i Murens Slagskygge, mens hun samtidig lader ham se paa den af Maanen belyste, dejlige Kvinde i øverste Stokværk af samme Bygning. - Dette er en fysisk Umulighed.
Men hvor beundrer vi ikke en Sætning som følgende: »Hans Træk skælvede, mens hans blege, skarpe Næse og det spidse Mundskæg syntes i dette bevægede Øjeblik en Protest mod Natur og Sandhed«. - Ikke sandt? Saa fuldstændig en Protest mod Natur og Sandhed.
Dog, hvorfor opholde sig længere ved dette »Gudernes Sprog« og disse guddommelige Scener? - Forfatterindens Minimum at komisk Sans har dog været stor nok til, at hun selv ved en passende Lejlighed lader en af Personerne sige: »Alt dette minder særdeles om en sindssvag Roman«, hvilken Udtalelse vi trods alt er for galante til at modsige. - Forfatterinden angiver selv, at Bogen er fra forrige Aarhundrede, og hun gør Ret deri, thi - den vilde være en Fornærmelse mod dette.
