« Tilbage til søgeresultaterne
Eftersommer
Paa Skrænten, hvor en Flok unge Træer kaster Skygge henover Græsset, ligger Duggen som et graaligt Spind, men lavere nede hvor Solen skinner, blinker og glimrer det som Diamantstøv. Herfra er der Udsigt over Mosen med Elletrunter, Vandpytter og længst ude Søen.
Staa der øverst oppe paa Skrænten en af disse klare Senhøstdage, naar Himlen er høj og blaa, Luften varm og dog saa let. Skoven med de brunlige Toppe begrænser Udsigten. Til højre de afhøstede Marker og Landsbyens enkelte Villaer, der som en Forpostkæde ligger ved Hovedlandevejen med de susende Popler som Vagt. Bag dig, strækkende sig helt fra højre til venstre, ligger den lille By med sin røde Kirke, der knejser højt over de lave Huse.
Der vokser forskellige Træsorter paa den Skrænt, og alle begynder de nu at farves; paa Kastanien hænger de fleste af Bladene brune og visne, og Elmen begynder at tabe sine, der er fint lysegule, naar de falder til Jorden.
Et lille Træ skinner blodrødt, en Vildvinsranke, som helt har omslynget det, er klatret op i dets Top, hvorfra den sender en Regn af røde Blade mod Jorden og vækker en svag Forestilling om »indian-summer«. Men Pilen, der i Vaar var den første paa Skandsen med sine uldne Vanter, staar graa, sejg og uforandret, den viger ikke saa let - den har ikke overanstrængt sig ved overdaadig Farvepragt, hverken spildt Kræfter paa at prange med saftigt grønt, blodrødt eller bronce, derfor holder den ogsaa længere ud. Og der er Naaletræer, ganske smaa bitte, Solen bager paa Grenene der er driv-vaade af Dug, og de udsender en stærk Duft, der letter Aandedrættet og faar den trangbrystede Brødkone ved Vejkanten til at trække Vejret dybt for at indaande den og faa friske Kræfter til at trave videre fra Gaard til Gaard med sine Kurve.
Lavt nede paa Skrænten er en Have med Blomster, der spiller i alle Regnbuens Farver. Solsikker, der var gule for en Uge siden, staar ranke som Soldater, og Georginerne knejser med kompakte Rosetter i alle Kulører. Den mørkerøde Pensdemum, de gule Pyrethrum med hvide Blomster, lilla Asters og skinnende Cinnia vælter i vild Forvirring ned mod Agurkebedet, hvor en fed, gulgrøn Asie ligger og soler sig paa et Potteskaar for ikke at tage Skade af den fugtige Jord. Langs Stakiltet er Staudebede, og en Hyldebusk ved Laagen drysser modne sorte Bær ned i Kæmpeskaale af Rhabarberblade.
Et Skadepar - snart sjældne Fugle - kommer flyvende, sætter sig paa en Tue, vipper med Halerne og ser sig om med smaa mørke Øjne. En Luftning bærer et Spindelvæv afsted, Øjet følger det. Hvor vil det dale ned, hvor vil det fæste sig? Luften er opfyldt af fine, lange Traade, der føres hen mod Træerne, hænger paa Grene og Blade, ned mod de lange Græsstraa, hvorfra de vajer som Vimpler, mod din Hat, din Kjole og spinder dig ind som en Puppe. Det er flyvende Sommer, den kommer først, naar Sommeren er fløjet bort.
Fra Mosen høres Lyd af Kniven, der skærer gennem Rørene, ellers er alt tyst.
Der er Ro og Stilhed over Efteraaret, Foraaret og Sommeren, Knopsætningens og Blomstringens Tid er fuld af Gæring og Uro; Ingen har Tid at nyde Nuet for at stræbe mod Fremtiden, mod Opfyldelsen af Haabet og Begærlighed efter at høste, hvad der er saaet. Nu efter Høst er Kampen forbi. Knopper, hvortil der var sat store Forhaabninger, er visnet bort allerede som spæde, dræbte af en kold Nat andre blomstrede, men blev knækket, og nogle baade blomstrede og satte Frugt, men Stormen rev dem af, før de var modne - for tidligt - for tidligt. Millioner af Haab og Spirer er gaaede til Grunde for Tiden, men i den ødsle Natur var Millioner tilbage, der har opfyldt Bestemmelsen og baaret Frugt, de nu er indhøstet.
Der er Jubeltoner i Naturen over al den Velsignelse, der er sanket i Lade, men de sagte Sukke over vakte Forhaabninger, der brast, har Livet ikke Stunder til at laane Øre.
