« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Gader og Stræder
Enhver Københavner kender »Jomfru Tidsfordriv«, om ikke personlig saa dog af Omtale, thi hvad den halvtossede Stakkel ikke var populær før, naaede hun at blive, da hendes Dobbeltgænger for et Par Aar siden traadte en sirlig Dans over Knippelsbro med »Scheibelein« ude i Cirkus. Tidligere levede hun i Skyggen; men det Aar oprandt en mere glimrende Æra for hende, - hun blev næsten berømt.
Saavidt kender de fleste hende, men jeg gad dog vidst om det er faldet i ret manges Lod, at beundre hendes musikalske Anlæg og Elskværdighed, saaledes som det hændte mig en Dag, da min Vej faldt forbi Instrumenthandleren i Nikolajgade ligefor Slagterboderne.
I Butiksvinduet var den Dag opstillet et mekanisk Legetøj, forestillende 2 Katte, der danser, det vil
sige skiftevis letter paa det ene og det andet Ben, medens en Kat - eller maaske var det en Hund - gnider paa sin Fiol dertil.
Det var hverken særlig nyt eller aandrigt; men saadan et Spilleværk kan have en næsten hypnotisk Indflydelse, man standser og staar tankeløst og gloer paa det.
Allerbedst som jeg har travlt med at se, og Kattene med at danse, hører jeg en Stemme ved Siden af mig: »Naa, du lille graa, Kan Du passe Takten!« Det var »Jomfru Tidsfordriv«, der betragtede Spilleværket med udelt Beundring i Blik og Miner.
»Er de ikke søde de smaa Dyr, nej se hvor han kan danse, den lille med det blaa Baand om Halsen. ---- Naa, naa, kom nu ikke ud af Takten med sit ene lille Ben.«
Hun nikkede til mig og til et Par Drenge, der som sædvanlig var i Stakkelens Kølvand, hævede sin Finger og slog Takt samtidigt med at hun begyndte at nynne.
»Ja, det passer, hør nu engang: Der er et yndigt Land, - - - aa nu holdt de op, men det er ganske bestemt den, de danser efter. - Nej, hvor den lille Mis der er sød. - Saa nu begynder de igen.«
Hun tog atter fat og sang med en ret velklingende Stemme: »Der er et yndigt Land, det staar med brede Bøge,« o. s, v. -
Stadig slog hun Takt og holdt Blikket ufravendt fæstet paa Spilleværket, medens hun af og til indskød en Bemærkning eller Opmuntring til den lille graa Mis, hvis Mekanisme ikke virkede helt takt-fast.
Den stakkels Tosses Ansigt var saa glædesstraalende, at jeg formelig selv blev glad over at se derpaa. Først da hun havde endt det første Vers og paa Strofen: det er Frejas Sa-a-l, ja det er Fra-a-i-as Sal havde anbragt nogle ganske uforlignelige Triller, vendte jeg mig om og opdagede at »Tidsfordriv«s Sang havde begejstret langt flere Tilhørere end mig, der nu stod indesluttet af mindst et Dusin Mennesker. Jeg var færdig at briste i Latter ved den Scene, jeg saa for mig: En Slagter-
dreng lod som om han spillede Violin paa et tomt Trug, og et Par Drenge var de dansende Katte. Endnu et Øjeblik og de øvrige Drenge blandt Tilskuerne havde sluttet sig til dem og efterabede med største Alvor den mekaniske Kattedans.
Det saa uhyre komisk ud, jeg kunde ikke bare mig for at udstøde nogle halvkvalte Kluk. - Det var ikke min Mening at afbryde »Jomfruen« i hendes musikalske Præstation, særlig ikke ved at le af hende. Jeg blev derfor ked af, at hun lod sig forstyrre og ligeledes vendte sig om.
Havde jeg troet, hun lod sig afbryde, saa tog jeg fejl, hun smilede huldt og tog atter fat, vendt mod de dansende Drenge. Hun forstærkede Stemmen og slog Takt med hele den højre Arm. Hun tog sig næsten ud som en Orkesterdirigent, ikke just som en nystivet og nystrøget, men med det samme salige og opløftede Udtryk.
Ingen nænnede at forstyrre hende, alt gik roligt til. Først da »Tidsfordriv« med meget Eftertryk kvad: her hvile deres Bene, - kunde Slagterdrengen ikke dye sig længer, slap »Fiolen« og rettede et udfordrende Spørgsmaal til den salige Dirigent, om det var gamle Ky’ben, for saa passede de jo møjet godt, for de la’e paa Bordene inde i »Maven«.
Dermed var der lukket op for Latterslusen, der blandet med Vittigheder flød saa rigelig, at den ganske overdøvede Sangen.
Saa kom Betjenten og splittede Skaren, der hurtigt forsvandt i alle Retninger, kun »Tidsfordriv« og jeg slog Følge et Par Skridt ned ad Lille Kongensgade. Jeg halvflov, medens hun smilende betroede mig, at Folk desværre ikke havde rigtig Kærlighed til den bedre Musik, og at »Frederiksen (formodentlig Betjenten) heller aldrig taaler noget af den Slags, ikke engang en lille Dreng der synger i en Gaard og faar 2 Øre for det af en Kokkepige«.
