Dagligdags Tanker.
Under denne Titel er syv Foredrag af Johanne Futterup udkommen paa G. E. C. Gads Forlag. Med den beskedne Titel har Forfatteren sikret sig mod Læsernes Fordringsfuldhed; det er imidlertid ikke ganske "dagligdags" at finde saa smukke og ædle Tanker som disse Foredrag; der er en Finhed og Omhu i Skildringer af de Værker og Personer, hun omtaler, der ikke er almindelig. Mangt et filosofisk Guldkorn vil Læseren finde, og det dybe, poetiske Blik, hvormed Forfatterinden ser paa Livet, kaster sine Solstraaler over "Dagligdags Tanker".
Dog lider Sproget lidt af den gammeldags Skrivemaade alt for mange Ord. Selv om disse er smukke og stemningsfulde Udtryk trætter de dog Læserne. I vor travle Tid maa Foredragsholdere og Forfattere lære at fatte sig i Korthed, om de vil høres.
Foredragene er tilegnede den norske Kvinde, til hvem Forfatteren i Indledningen holder en lille Lovtale.
Hvor Foredragene er holdte, omtaler J. F. ikke, de er af meget forskelligt Indhold, men røber alle en selvstændig Opfattelse af de literære Æmner, hun behandler. Hun taler mildt og forstaaende overfor Menneskelivet, og især synes hun at have megen Kendskab til Kvinden. I et af Foredragene har hun imidlertid lagt al Blidhed til Side, det er i "Kong Midas". Gunnar Hejberg levner hun ikke megen Ære for denne hans "overfladiske Behandling af Stykkets Personer og Livsanskuelser", som hun mener er mere interessant, ikke ved det, han giver, men ved det, han røber ikke at vide Besked om. Men Johanne Futterups Bog er alligevel en Bog, som Kvindesagens Venner bør købe, ti det er ikke "dagligdags", at Kvinder naar en saa alsidig Udvikling, som hendes Foredrag bærer Vidnesbyrd om.