« Tilbage til søgeresultaterne
Efteraarsbillede fra Aarhus
-- Fra Skoven gik min Vej til Kirkegaarden, som ligger saa smukt, højt over By og Hav. Der var saa fredeligt stille Søndag Eftermiddag. De levende kunde næsten misunde de døde denne dejlige Plads; man kan i al Fald ikke lade være at beklage dem, som maa sove der under Grønsværen uden at kunne se op til at det skønne, som omgiver dem.
Og de levende, som gaar deroppe, sysler dog bestandig med at pynte op for dem og fremelske de mange, herlige Blomster.
Thi - er det ikke forunderligt! - ingen Steder blomstrer Roserne og alle de øvrige Blomster som her i Dødens Have - Roser saa store, duftende, som var det midt i Sommerens Herlighed. Man glemmer et Øjeblik, at det er Efteraar, men husker det snart igen ved at se Sørgepil, Lind og Ask drysse deres Blades Guld ned over Gravene. Luften er fugtig og fuld af Duft fra levende Blomster og døende Blade, blandet med den søde Duft fra Æblerosens Hæk, der i sin Favn gemmer de modne, røde Hyben.
Jeg kommer til en Del af Kirkegaarden, som for største Delen synes glemt. Den ligner en forunderlig grøn Mark med større og mindre Huller, dét ene ved Siden af det andet. Det er Ligustrum-Hækkene udenom Gravene, der er blevne saa tætte, at der næsten ingen Aabning er imellem dem. Jeg ser en Grav, i hvis Midte der netop er Plads til et Rosentræ med en eneste smuk Rose, og maa tænke paa, at efterhaanden som Gravene voksede til, saa voksede vel ogsaa Glemselen og Ligegyldigheden i deres Hjærter, som engang grædende stod ved denne Grav. Sorgen og Savnets Blomster kvaltes. Dog ej bestandig »Gemt er ikke glemt.« Mindet vil vaagne, bane sig Vej og blomstre paa ny ligesom den ensomme Rose.
Der er Fred og Stilhed her i Dødens Have; intet paa dens Overflade fortæller om udstridte Kampe - Kampe for den Tilværelse, der er saa kort, og som vi dog alle maa slippe tilsidst.
»Elsket og savnet« læser jeg rundt omkring. - Ja, var her blot lidt mere af den ægte Kærlighed, der varer ud over Livet!
- Min Vej gaar nu tilbage til Byen, over Knudrisbakken, hvor Udsigten i klart Vejr kan være saa prægtig. Men en pludselig Taage havde lagt sit uigennemtrængelige Slør over alt.
Himmel og Hav gaar i et, Mols skjules helt, og Marselisborg Skov anes næppe bag Taagedækket. Molen dukker op som en Ø. Ingen skarpe Konturer mere; kun Fyrets røde Øje stirrer ud og meddeler den nærmest omgivende Taage et rødligt Skær. Træerne paa Knudrisbanken staar med tyndt, mangefarvet Løv.
Nu skulde blot Solen komme frem, hvor vilde de da skinne som Guld og Bronce! Eller sæt, at Vinden tog fat med umilde Hænder. Ak, da vilde den sidste Rest vel lydløst falde!
Men Taagen ruger over alt, slører hver en Genstand, og Mørket slutter nu Forbund med den. Lygter tændes; Musik lyder fra Havnepladsen.
Saa farvel Fred og Stilhed! Farvel alt det, som ligger bagved Taagens og Drømmenes Land.«
Endnu et Blik tilbage til svunden
Sommer,
til Efteraar og Minders Vaar
og til de stille Grave –
saa ud af Taagesløret!- Hjem
til Liv og Virken; fremad, frem
før Vintrens Kulde kommer!
