« Tilbage til søgeresultaterne
Manden med Træskoene
Hver Morgen - før Fanden faar Sko paa, som man siger, lyder der udenfor min Dør tunge, taktfaste Træskotrin.
Saa véd jeg - halvt i Søvne - at nu er Klokken 6, og at det er Høkerens Karl, der logerer oppe paa Kvisten, som gaar til sit Arbejde.
Og hver Aften Klokken 10 hører vi, om vi da er hjemme, samme Lyd - nu nedenfra og opad - de tunge Trin: Høkerkarlen, der vender hjem fra sit Dagværk.
I Løbet af Dagen kan det ogsaa hænde, at vi ser et Glimt af en med et mægtigt, slagtet Svin belastet, kraftig Skikkelse, et bøjet, brunkrøllet Hoved, hvis Ansigt skjules af Dyrets Krop - saa kan det hænde, at min lille Datter siger: »Det er vores Mand der ovenpaa.« »Er det, Tulle?«
Naa - en Søndag Formiddag kommer vi ned i Gadedøren og ser det uvante Syn af et livligt Røre i vor stille Gade: mange Mennesker, en Række Char-à-bancs holdende udenfor Nabohuset.
Pyntede Mennesker, stiger op i dem,- nogle har Musikinstrumenter, nogle Faner.
Der er over ti Vogne, tæller vi, og der er nydelige unge Piger i friske, brusende, lyse Kjoler; det hele tager sig ret festligt ud i den blaa Sommerluft - og mens jeg knapper min Handske, spørger jeg en Herre, der ligesom jeg staar i Gadedøren og nyder Skuet, om det mon er en Forening og hvilken, hvorom Herren - en af Husets Beboere, tænker jeg, da ogsaa han staar og knapper Handsker - en fin, soigneret ung Mand for Resten - giver mig Underretning.
Det er en Forening, det er den og den, - og den afholder sin aarlige Skovtur.
Han ved oven i Købet, hvorhen Turen gaar og fortæller mig det. Jeg bøjer takkende Hovedet, han tager meget nydelig sin Hat af og skraar over Gaden.
Et høfligt og net ungt Menneske!
Naar man lever saa stille, som vi, kender man ikke stort til Husets Beboere; men han bor vel i Pensionatet paa 1ste Sal.
Min Datter og jeg spaserer nu ned ad Gaden.
»Mor, véd Du hvem den fine Herre var, som Du talte med?«
»Næ - véd Du det?«
»Det var Spækhøkerens Karl, Mor, ham med Træskoene Kl. 6.«
»Er Du vis paa det?«
»Ja, det er jeg« - min unge Datter har Falkeøjne - »han er rigtig pæn, naar han kommer i Tøjet, Mor, saa ligner han en rigtig Herre og lugter saamænd hverken af Fedt eller af Svin. Du troede ogsaa, at det var en Herre!«
Ganske rigtig - ja - men, fortsætter jeg i mit stille Sind, havde jeg nu vidst, at det var Spækhøkerens Karl - med Træskoene - Kl. 6 - ja, vi Mennesker er vel ikke bedre, end at jeg saa havde syntes, at han lugtede baade af Fedt og af Svin.
