« Tilbage til søgeresultaterne

En dyrekøbt Lykke

Af: Jeanne Marni, Agnes Thomsen

« Se emneord

Af

Jeanne Marni,

autoriseret Oversættelse ved Agnes Thomsen.

Det er i Cannes, en Dag i Slut­ningen af Februar, stærk Blæst.

Fru Despierres, en høj, statelig, slank Dame med et temmelig tæt Kniplingsslør for Ansigtet, er stanset foran Ben-Simons Antikvitetshandel i Antibesgade.

Hun betragter en Ring i Louis XIV Stil, som er udstillet i Vinduet, en enorm stor Saphir, indfattet i en ciseleret Ring af en Blanding af Guld og Sølv.

Hun skal lige til at gaa ind i Butiken, da en Herre, der i nogle Øjeblikke har iagttaget hende, uden at hun har lagt Mærke dertil, gaar hen imod hende og hilser ærbødigt.

Fru Despierres, bliver rød og straks derpaa bleg. - Hvad! er det virke­lig Dem? Dem! (Hun betænker sig et Øjeblik, saa rækker hun ham Haanden.) Hvorledes . . . hvorledes har De det?

Herren. - Tak, godt!

Han synes ligesaa forvirret som hun. Det er en ældre Mand, men med et ungdommeligt, kraftigt Ud­seende og med gode, trofaste, sørg­modige Øjne.

Fru Despierres, beskytter sig med sin Parasol mod et hæftigt Vindstød. - Det er dog en afskyelig Blæst!

Herren. - Og tilmed saa isnende kold. Der er meget mildere i Paris

Fru Despierres. - Kommer De lige fra Paris ?

Herren. - Ja.  Jeg kom i Morges.

Fru Despierres, med et Anstrøg af Uro i Stemmen. - Agter De ... at slaa Dem ned her i Cannes?

Herren. - Aldeles ikke! Jeg skal bo en fem, seks Dage hos Daiglouts. Jeg er en af Forloverne for Deres Datter.

Fru Despierres. - Saa, skal Va­lentine da have Bryllup?

Herren. - Naa, det vidste De ikke?

Fru Despierres. - Jeg kommer ikke mere sammen med Daiglouts . . . Hun gør vel et udmærket Parti?

Herren. -  Udmærket er maaske for meget sagt, men et meget godt Parti; de passer rigtig godt sam­men ...

Fru Despierres, farer sammen og skotter ængsteligt hen til Herren; saa gaar hun et Par Skridt frem for at gaa ind i Butiken.

Herren, (tager hende ved Armen for at holde hende tilbage). -Vent! vent dog et Øjeblik endnu, hører De!

Fru Despierres. - Jeg skal blot sige et Par Ord til Ben-Simon. Jeg vil have, han skal sende mig den Ring dér hjem. (Hun peger paa Ringen). Synes De ikke, den er køn?

Herren. - Den er ikke saa gal, hvis den virkelig er gammel. Men jeg synes, den er altfor stor til Deres lille Haand.

Fru Despierres. - Aa, mine Hæn­der er blevne meget sværere.

Hun gaar ind i Butiken for at gøre en Bestilling, og kommer et Øjeblik efter ud igen.

Herren, lægger Mærke til, at Fru Despierres ser sig om med et raadvildt Blik. - Skal De hjem nu?

Fru Despierres. - Ja, hvad er Klokken? Jeg tager hjem med fire, seks og tyve Toget . . . For De ved vel nok, at jeg ikke boer her i Cannes ?

Herren. - Ja, jeg ved, De har en Villa i Nærheden af St. Raphael. Naar man kører der forbi, kan man se den fra Toget. Den ligger i en lille Mimoselund. (Med en lidt bit­ter Betoning.) De har det vidst yn­digt dér ....

Fru Despierres, (forlegen). - Der er lidt ensomt.

Herren, ser paa sit Uhr. - Klok­ken er kun fem Minutter over halv fire. Maa jeg have Lov til at følge Dem til Stationen?

Fru Despierres. - Gerne .... skønt, hvis vi mødte nogen, der kendte os, saa ...

Herren. - I den Blæst er der ingen, der gaar ud ... Og selv om vi mødte nogen, der kendte os, hvad saa?

Fru Despierres. - Saa vilde de le ad os. Det er lidt komisk at se os sammen . . .

Herren. -   Komisk?    Det   synes jeg ikke. Men hvad der vilde være latterligt, det var, om jeg gik forbi Dem, der i femten Aar var min el­skede, højt agtede Hustru, som om De var mig en Fremmed.

Fru Despierres, blidt. - Ja, De har Ret, min Ven.

De gaar i Tavshed hen til Banegaarden, der ligger tæt derved. Vente­salen, de kommer ind i, er tom.

Fru Despierres, tager en Stol og sætter sig med Ryggen mod Vinduet, Herren tager Plads ved Siden af hende.

Herren, næsten sagte. - Claire!

Fru Despierres. - Ja.

Herren. - Træk Deres Slør op.

Fru Despierres. - Vil De have, at ....

Herren. - Jeg vilde saa gerne se Deres Ansigt, og det kan jeg ikke bag det tætte Slør.

Fru Despierres. - Aa, jeg har forandret mig meget!

Hun trækker langsomt Sløret op. Hun har et overordentlig kønt An­sigt, der, set paa Afstand, kan gøre Indtryk af at være ungt endnu, men naar man ser det tæt ved, røber den dybe Rynke mellem Øjenbry­nene, de opsvulmede Øjenlaag og især, især! Ansigtsmusklernes stærke Spænding, der synes med Anspæn­delse af al deres Viliestyrke at fast­holde Trækkenes rene Linier, at hun er langt over de fyrre og stærkt nær­mer sig de halvtreds.

Herren, oprigtig. - Hvor er De dog smuk! De er stadig den samme!

Fru Despierres, hastigt. - Er det sandt?

Herren. - Det sværger jeg.

Fru Despierres., med sørgmodig Stemme. - Jeg vilde intet hellere end tro Dem, min Ven, men jeg ved, det ikke er sandt. Det er Deres Øjne, der, ligesom Deres trofaste Hjærte, stadig er de samme, de ser mig, som jeg var i gamle Dage, da De elskede mig. Se dog rigtig paa mig. Jeg er malet hvid og rød . . . jeg er sminket som en Skuespiller­inde paa Scenen . . . Der er intet sandt og oprigtigt mere bag den Maske!

Hun stryger sig hurtigt med Haanden henover Ansigtet og vender Hovedet bort.

Herren. - Claire! Hvorfor siger De alt det? Jeg sværger, hører De? jeg sværger, at De er endnu lige smuk! Men hvad jeg søger og ikke mere finder, det er Deres glade, straalende Blik . . . Aa Gud! Skulde mit Offer være bragt forgæves? At jeg indviligede i skilles fra Dem, at give Dem Deres Frihed igen . . . naa ja, i at De ægtede Despierres, det var, fordi De mente, at De kun kunde blive lykkelig med ham - med ham alene .... Er De maaske ikke lykkelig?

Fru Despierres. - Tal sagtere! (Han har virkelig ladet sig henrive af sin Bevægelse til at tale noget højere, og der er kommet flere Rej­sende ind i Ventesalen.) Tal sagtere! Lykkelig? Jo, vær De blot rolig, jeg er lykkelig? Jo, denne vanvittige, denne afsindige Handling at gifte mig med en Mand paa tredive, er virkelig lykkedes hidtil .... Min Mand lader til at elske mig; jeg tror, han elsker mig, men ....

Herren. - Men hvad?  . . .

Fru Despierres. - Aa, min Ven! Har De aldrig drømt, at De bar i Deres Arme et Barn, De elskede over alt, men som var saa tungt, at De sank i Knæ under dets Vægt? Ved hvert Skridt, De maatte gøre fremad, følte De, trods den fortvivlede Kraft, hvormed De knugede det til Deres Hjærte, at Taget løsnedes, at det var ved at glide fra Dem, at falde til Jorden, hvor det vilde knuses. Saa­ledes bærer jeg min Lykke, i den evige Angst for at miste den, hvad Øjeblik det skal være; thi denne Lykke, der er abnorm, næsten util­børlig, kan ikke, bør ikke vare ved, det er jeg saa sikker, saa usvigelig sikker paa! . . . Og saa vover jeg ikke at nyde Nuet, forstaar De det? fordi jeg i Rædsel venter Timen, der maa komme!

Herren. - De kender ikke Dem selv; De hører til den Slags Kvinder, man aldrig bliver træt af! Men De ser jo selv, at jeg, Deres gamle Mand, jeg kan ikke uden Bevægelse se Dem igen! . . .

Fru Despierres, fortsætter uden at høre, hvad han siger. -- Aa, der som De vidste, dersom De vidste! Jeg giver Afkald paa at gaa ud sammen med ham .... jeg er altfor bange for, at et tilfældigt Møde skal give Stof til Sammenligninger. Og alle de Bøger og Aviser, der fortæller om ældre Kvinder og spotter dem, dem gemmer jeg, river itu, brænder . . .Forleden Dag vilde han læse en Artikel af Paul Adam, hvori der tales om gamle Yndigheder og al­drende Koketterier . . . jeg bad og besvor ham om ikke at læse den . . . Han gav smilende efter .... Aa, det Smil! Alt hvad jeg gætter i det Smil, hvori alle andre kun vilde se Kærlighed! »Vær Du bare rolig, Du ser endnu ganske godt ud, jeg kan endnu væe Dig bekendt!« - Se det betyder det. Men for at han kan være mig bekendt endnu, hvor maa jeg ikke passe paa, med hvil­ken altid vaagen og vidtdreven Omhu maa jeg ikke tage vare paa mig selv. Kan De huske, hvilken Syvsover jeg var i gamle Dage, hvor jeg holdt af  at ligge længe om Morgenen? Nu har jeg ingen Ro paa mig! Klokken fem hver Morgen er jeg oppe, jeg tager kolde Bade, jeg sminker, par­fumerer, krøller mig, for at min Mand, naar han vaagner, kan glæde sig over min Skønhed og Friskhed ... Og saadan gaar det med alt! ... For Eksempel forleden Dag . . .

I dette Øjeblik rives Døren til Perronen op, og en Portør raaber ind i Ventesalen: Toget til Mar-seille! Fru Despierres rejser sig, træk­ker Sløret ned over Ansigtet og gaar, fulgt af Herren, ud paa Perronen og hen til en Kupe. Han hjælper hende op, hun sætter sig tilrette ved Døren og rækker ham. Haanden til Afsked.

Fru Despierres. - Naa, Farvel da Georges!

Herren. - Farvel, Claire!

To store Taarer løber ned ad Kinderne paa ham.

Fru Despierres. - Græder De? Det gør jeg ikke? Det ødelægger Øjnene, ellers .... (Hun bøjer sig ud imod ham og siger sagte, ganske sagte) Du er lykkelig, Du, at Du kan være gammel!

Hun vinker med Haanden til Farvel og læner sig saa hurtigt til­bage i sin Krog. Toget sætter sig i Bevægelse; han forlader langsomt Banegaarden og gaar bort mellem blomstrende Haver om hvide Villaer. Bag Esterets bløde Højdedrag er Solen ved at gaa ned. Havet ligger stille, Vinden er taget af, og i det blide, melankolske Tusmørke dør Dagen bort.....

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner