« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Valgret
Mon det nu ikke snart skulde være paa Tiden, at vi Kvinder fik et Ord med i Laget, fik lidt at sige om vore egne Sager, lidt Medbestemmelsesret over vore egne Penge? Mon det ikke snart var paa Tiden, at Samfundet kom til at høste Gavn af vore Tanker, vor ejendommelige Maade at se Sagerne paa? Samfundet kan saamæn trænge til os, og vi trænger for Resten ogsaa til Samfundet. Lidt mere Interesse for, hvad der foregaar udenfor vore egne Enemærker, kunde vi nok behøve.
Paa Mandag mødes alle vaagne Kvinder i København til et stort Møde, hvor Frøken Gina Krog fra Kristiania vil tale om, hvad de norske Kvinder har opnaaet ved deres store Arbejde for denne Sag. Frk. Krog er den maalbevidste Forkæmper for norske Kvinders Ret, samtidig med, at hun er den fint dannede, intelligente Dame, der vilde være en Pryd for ethvert Lands politiske og kommunale Repræsentation. I Decbr. Maaned skal de norske Kvinder for første Gang gaa til Valg - og vælge Kvinder. Deres forskellige Valglister indeholder baade Mands- og Kvinde-Navne. Os her i Danmark vil det interressere alvorligt, hvorledes disse Valg ender; og vi vil følge deres Bestræbelser, med vaagent Øje, thi vi ved, at vi selv om kortere eller længere Tid opnaar den samme Valgret og Valgbarhed, som de nu nyder, saa vist som alt, der er Ret og Retfærdighed dog maa sejre til sidst.
Men lad os nu flokkes om Gina Krog paa Mandag. Og hvis vi kan finde nogle Modstandere af Sagen, saa lad os endelig faa dem med til Møde. Ogsaa de lunkne og ligeglade maa vi se at faa med.
Mødet er offentlig og holdes i Citys Lokaler, Mandag 11. Novbr. Kl 8.