« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
C. Th. Zahle: Den danske Husmand. Gyldendalske Boghandel. 122 Sider.
Naar vi tillader os at gøre »Kvinden og Samfundet« s Læsere opmærksomme paa denne lille, interessante Bog, søge vi Berettigelsen hertil i den Parallel, som Kampen for Husmandsstandens Frigørelse i saa godt som hele forrige Aarhundrede og Arbejdet for »Kvindesagen« i vore Dage frembyder, og vi lærer af den, at det ikke nytter at vente med Hænderne i Skødet paa den Guldalder, som skal komme; thi udefra kommer en Forbedring af et Samfundslags, saa lidt som et enkelt Menneskes Forhold meget sjældent. Vil man opnaa noget her i Verden, maa man lægge sig i Selen, stille sine Krav og med de til ens Raadighed værende Midler af al Magt arbejde mod sit Maal. Og, er det en Stands Interesser, det gælder, vil det jo som Regel være enkelte oplyste og fremsynede indenfor Standen, som vækker denne til Handling. Saaledes ogsaa indenfor den danske Husmandsstand.
Medens denne i Tiden før Bondestandens Frigørelse havde været forholdsvis velstillet og haft taalelige Livsvilkaar, væsentligst fordi Hoveriet hvilede fortrinsvis paa Gaardmændene (paa Hartkornet), søgte Herremændene nu at skaffe sig Erstatning for de mistede Hoveribønder i Husmændene. Og de kunde saa meget lettere gøre dette, som det blev mere og mere Skik og Brug - til Trods for Lov og Ret, - at Godsejerne lejede de til Godserne hørende Huse ud i Stedet for at give dem i Fæste, som Loven bød. Da Lejemaalet imidlertid kunde opsiges, medens Fæstet ifølge Lov skulde være paa Livstid, blev Lejehusmændene anderledes underkastede Godsejernes Vilkaarlighed og maatte finde sig i meget, som Fæsteren ikke behøvede. Tilmed skulde Lejen ikke betales i Penge men i personligt Arbejde, og saaledes blev Husmændene »Ugedagsmænd«. Herremændene havde dermed skaffet sig nye Hovbønder Ved Forordningen af 30. Jan. 1807 ordnedes dette Forhold ved Lov, og der sattes strænge Straffe for Husmændenes Forsyndelser.
Disse Forhold blev ikke bedre - snarere værre i Løbet af de næste 30 Aar. Da var det omkring 1840, at Fæstehusmand Peder Hansen af Lundby begyndte sin energiske Agitation blandt Husmændene i Sydsjælland. Han samlede Husmændene fra ni Herregaarde til fælles Optræden og overrakte paa deres Vegne Distriktets Stænderdeputerede, Stænderforsamlingens Præsident, Dr. theol. Clausen, et Andragende om Afskaffelse af Pligtarbejde og Hustugten. Clausen støttede Husmændene.
Men det varede endnu længe, inden Sagen vandt frem, og Godsejernes Stædighed er egentlig først brudt i de sidste Aar af det 19de Aarhundrede, saa at der nu synes at skulle oprinde bedre Tider for den betrængte Husmandsstand.
Det er om denne lange, sejge, til Tider ret dramatiske Kamp, den foreliggende Bog i en livfuld Skildring giver os Oplysning; og navnlig knytter Interessen sig om den fattige Fæstehusmand Peder Hansens djærve og intelligente, dels mundtlige, dels skriftlige (i Almuevennen o. fl. St.) Agitation i Præstø, Holbæk og Sorø Amter. Man ser heraf, hvilket sejgt Tag, der ofte skal til for at hale en Sag frem i Dagen, og man opildnes til ikke at give tabt paa Halvvejen.
Maatte Kvindebevægelsens Ledere lære af den fattige Husmand at holde sit Tag, - men tillige, at vække sine Kønsfæller til samlet Optræden og energisk Enkeltarbejde for de Rettigheder og Pligter - thi ogsaa Pligten er en Ret, saa sandt som kun den sporer vore Evner til fuld Udfoldelse, - som bør være uadskillelige fra ethvert menneskeligt Væsen, hvad enten det bærer Kappe eller Kaabe. J. L.
Fred. Tolstrup: Solvang. Glimt af Livet i en dansk Præstegaard. Karl Schønbergs Forlag. 263 Sider. Den Beskrivelse, Forfatteren giver af det Liv, der af et nygift Præstepar fra Brudeskamlen gennem en Menneskealder føres i Solvang Præstegaard, viser en saa ideel Livsførelse, at vi ved Læsningen uvilkaarlig føler, hvor lykkeligt for Hjemmene og opløftende for Menighederne det vilde være, om Livet i alle Danmarks Præstegaarde var saa gjennemtrængt som her af den Lære, Præsterne skulde forkynde og forklare.
Der er meget fint og smukt tænkt i denne Fortælling, kun forstaar vi ikke, at Forfatteren kalder den - Glimt af Livet i en Præstegaard - Lynglimt er det i hvert Fald ikke, intet belyses glimtvis i denne Bog, der i særlig Grad lider af langtrukken, udtværet Bredde.
Paa 265 Sider udmales dette meget fredelige Hjemliv, der aldrig brydes af store, stærke Følelser; hvor ingen Lidenskab vækker Storm og rasende Bølgeslag, ingen voldsomme Naturer brydes, men hvor alle, baade Forældrene, deres otte Børn, Plejebørn og Gjæster, kort sagt, enhver der søger ind under Solvang Præstegaards Tag, let og hurtigt lærer at føre Livet i Gudsfrygt efter udpræget grundtvigiansk Tilsnit, hvor langt fra Religionen de end tidligere har levet.
Fortællingen opruller Billedet af et idealt Hjemliv, som det er fredeligt og godt at leve, lærerigt for Ungdommen som et følge værdigt Exempel, men det er ikke interessant, det holder ikke Læseren i Aande. Bogen skæmmes desuden af og til af en sentimental, stundom endog helt forskruet Maner. En ældre Herre beskrives f. Ex. saaledes: »En middelhøj Mand med et Par graa Øjne, der oftest syntes sorte, fordi man ikke saa dem selv, men kun de mørke, buskede Bryn, der hang udover dem og skyggede, ligesom Tjørnekrat paa en Brink kan skygge over Lyset i et Fjorddyb. Panden lignede - for den der kan forestille sig en saadan Lighed (det vilde være forbavsende om flere end Forfatteren kan det) - det øverste af en Tempelhvælving, stillet ned paa Jorden. Den skulde aabenbart have været høj og lys, men en eller anden Fejltagelse (af Vorherre?) havde fra Begyndelsen af gjort den lav og mørk; det saa næsten ud, som om den i Fødselstimen samtidig havde faaet Tryk og Modtryk« o. s. v.
Trods disse Bogens Svagheder synes der dog at være Evner tilstede, som kunde udvikles, naar Forfatteren, eller her vistnok Forfatterinden faar iagttaget Livet skarpere og levet sig mere ind i det.
