« Tilbage til søgeresultaterne
Bestemmes Giftermaal i Himlen?
(Fra Svensk).
Det var Skiftetid
»Bakke-Mor« gik omkring i Byen med en vigtig Mine og med sin graa Strikkestrømpe i Hænderne.
Hun syntes især at have meget at gøre paa Østergaard, hvor hun til Stadighed stak sin røde Næsetip ind ad Døren - til stor Ærgrelse for Husmoderen.
Bakke-Mor var nemlig godt kendt for at gaa omkring i Gaardene og lokke Tjenestefolkene bort ved at stille dem bedre Pladser og større Løn i Udsigt andre Steder.
Selv havde hun maaske Udsigt til en lille Provision, dersom Forretningen lykkedes, eller i hvert Fald til et halvt Dusin Kopper Kaffe, hvad der var hendes svage - eller stærke - Side, ligesom man tager det.
Hun havde ogsaa en anden lille Haandtering. Hun gav sig svært af med at stifte Giftermaal. Mangen Ungmø havde ved hendes Omsorg faaet sig en Mand, - om det var en god eller daarlig havde nok ikke haft saa meget at sige.
Nu var der paa Østergaard en dygtig Pige, som trolig havde tjent der i otte Aar, - hvad der efter Nutidsforhold jo siger en hel Del! Det var derfor ikke saa underligt, at den gode Husmoder saa med Misfornøjelse paa ethvert Forsøg paa at berøve hende Lotte.
Hendes onde Anelser med Hensyn til Bakke-Mors Besøg bekræftede sig. Og det viste sig endda, at der var en Mand med i Spillet. Det var den gamle Fisker Westberg fra Odden, som nylig var bleven Enkemand.
- Og Westberg var da heller ingen ueffen Frier, det vilde Bakke-Mor gøre sin Saligheds Ed paa. Han var saa skikkelig en Fisker som nogen, og hans Hus var saa godt som nyt, - der var bare et Par Ruder i Stykker i Gavlen, men det var da ikke noget at gøre Ophævelser over. Og Koen stod ikke mere end sine ni Uger gold, og Faaret havde Tvilling-Lam hvert Aar og dertil saa megen Uld hvert Foraar, saa den snart ikke var til at veje. Det var saa prægtigt altsammen, og godt var det jo dog at faa sit eget Hus og en fordringsløs Mand, - det maatte hun, Bakke-Mor vel vide, som havde begravet to hæderlige Mænd i den sorte Jord.
Bakke-Mor tørrede sine Øjne med den graa Uldstrømpe. Lotte hørte opmærksomt efter, skønt hun saa ud, som om Talen slet ikke vedkom hende, for at lade sig mærke med noget, hørte ikke til god Tone, forstaar sig.
- »Saadan en gammel Stabejs«, henkastede hun. »Jeg kunde da nok faa en bedre!«
»Aa Lotte skal ikke prale; han gaar i sit seksogtres. - Det er jo da ingen Alder for et Mandfolk«.
Lotte havde hørt, at Koen var saa mager.
Nej, det var saagu’ Snak. Den var saa fed, at den skinnede.
Og Taget paa Huset var utæt!
- Aa, hvor, Folk dog kunde hitte paa, men om nu saa var, saa havde Westberg vel saa meget paa Kistebunden, at han kunde faa Tagpap, om han vilde!
Nej, Lotte var alligevel ikke opsat paa det. Hendes Husmoder havde nu lagt paa Lønnen til næste Aar og det baade med Uld og Linned.
- Pyh! Bakke-Mor blæste ad Lønnen, som var den bare Luft! Westberg havde nok baade at ligge og sidde paa i sit Hus, - og med den Forklaring lavede hun sig til at tage Afsked, sikker paa, at Slaget var vundet. Fæstningen skulde nok kapitulere.
Og det gjorde den.
Til Husmoderens store Bedrøvelse besluttede Lotte at gifte sig.
Westberg iførte sig sine Søndagsklæder med rødt Kravetørklæde og nye Fedtlæders Støvler og gik som lykkelig Fæstemand til Præstegaarden. for at bestille Lysning.
Det maatte nu ikke være saadan hovedkulds. Sæd og Skik fordrede, at han fremførte sit Ærinde ad Omveje. Præsten - en ung Mand, købstadfødt og ny paa Stedet - bød paa Tobak og forsøgte at komme til Sagen.
Westberg synede Piben, blæste i Pibehovedet, spyttede ordentlig i Kakkelovnskrogen og stoppede endelig Piben. Saa kom det store Øjeblik. Røgen steg mod Loftet, og Fiskeren fremførte sit Ærinde.
- »Ja saa, Westberg tænker paa Giftermaal?«
- »Ja; min Gamle døde i Vinters, og siden har jeg haft en Kælling i Huset, men hun ødsler alting bort til Kaffe«.
(Fortsættes.)