« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Uge til Uge
(10.- 16. Novbr.)
Indrepolitisk Oversigt. *)
*) Under denne Overskrift vil Bladet hver Uge indeholde en Artikel.
Det store og betydningsfulde Lovforslag om Menighedsraad blev endelig efter mange - næsten for mange - Dages Forhandling i Folketinget henvist til et Udvalg paa 15 Medlemmer, som ogsaa nærmere skal drøfte de mindre kirkelige Forslag - om Kirkernes Brug, Udvidelse af Valgmenighedsloven samt om Kirkernes Bestyrelse - der er knyttede til Hovedloven.
Det Indtryk, man beholder tilbage af den indgaaende, til Tider meget livlige Forhandling, er dette, at det nuværende Regeringsflertal snarest gaar videre end Ministeren i Ønsket om Sognemenighedernes Ret og Magt. Selvfølgelig er Forslagets Vedtagelse - med nogle Ændringer - sikret i Folketinget. Og det kan næppe antages, at Landstinget vil drive sin Modstand til Yderlighed. En Programsag som denne kan Regeringen jo umuligt lade falde.
At Fanespørgsmaalet maa have en anden Løsning end den nuværende, hvor Præsternes Forgodtbefindende er eneraadig, synes paatrængende nødvendigt. Det er mærkeligt, at den røde Fane kan sætte saa ondt Blod hos mangen københavnsk Præst, dobbelt mærkeligt, naar Guttenberg med Bibelen i Haanden er afbildet derpaa. Disse forargelige og pinlige Optrin paa vore Kirkegaarde burde ikke kunne finde Sted.
Om Prinsesse-Medgiften stod selvfølgelig en lille, livlig Fægtning mellem Socialdemokraterne (Borgbjerg) og Førsteministeren, der varmt anbefalede Forslaget. Her mærkedes »Systemskiftet« straks. Hvor sandt det end er, at Prinsesserne, som Hr. Borgbjerg bemærkede, er »Landets rigeste Pigebørn« (!!), saa de egentlig ingen Nød lider, saa er det ikke mindre vist, at vi nu én Gang har Kongedømmet, og at dermed følger visse Forpligtelser, - og, last not least, at det ikke blot er en Opmærksomhed mod Kongehuset, man tilsigter, men at man tillige vil understrege Forskellen mellem Tiden før og efter den 23. Juli 1901, hvilket turde være politisk klogt. Nu vil imidlertid en almindelig Lov om saadant Udstyr være paa sin Plads.
Krigsministeren forlangte sine fem Millioner Kr. til 128 ny Kanoner, og faar dem utvivlsomt. Han satte sin Stilling ind derpaa. Der har vi igen Skiftet. Og alene det, at det gamle Skyts, efter hvad Ministeren selv oplyser, er saa skrøbeligt, at det er farligt for Betjeningsmandskabet, er Grund nok (2. Behdl. uden Udvalg) til Nyanskaffelsen. - Det ny kgl. Bibliotheks Bygning trænger til nogen Forandring, hvorved Pladsen bliver større (2. Beh. u. Udv.).
Af et Par Folketingsmænd er anmeldt Forslag til Beslutning om en Folkeforsikring (Invaliditets- og Alderdomsforsikring), et Forslag, der maa modtages med Interesse.
Et Lovforslag om Husmændenes Testamentationsret o: deres Ret til, ligesom Gaardmændene, at testamentere deres Ejendom til en enkelt af Børnene med Forbigaaelse af de andre - virker nærmest lidt snurrigt, naar det skal gælde for en Hjælp, man vil bringe Husmændene. Gaardmændene bruger vist næppe nogen Sinde mere den Ret, og den burde snarere ophæves og Ligestillingen mellem dem og Husmændene saaledes hidføres. - Forslaget gik straks til 2. Behandling og Udvalg.