« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Karin Michaëlis: Birkedommeren. Roman. (Brødr. Salmonsens Forlag. 205 Sider).
Det er ikke ualmindeligt, at Lyrikerne tillader sig digteriske Sprogfriheder. Det er for Rimets eller for Verseføddernes Skyld, siger Lægfolk og bøjer sig i Tro for Kendsgerningen. Af Prosaværker forlanger man derimod, og har man vel ogsaa Ret til at forlange, at de skal være skrevne i et stilistisk upaaklageligt Sprog. Vort Landsmaals Mangel paa Syntax har ofte fristet unge Forfattere til i deres Bøger at benytte søgte Udtryk og en egen Stil, men sjælden er der budt Publikum et saa frygteligt Kaudervælsk som det, Fru Michaëlis serverer i sin ny Roman: Birkedommeren.
Forfatterinden, som i sine tidligere Bøger: »Højt Spil« og »Fattige i Aanden« skrev et ejendommeligt, men sundt og korrekt Dansk, har i Birkedommeren krampagtigt forvredet, tvundet og knyttet baade Ord og Sætninger og indskudt overflødige og udeladt nødvendige Ord og Bogstaver. Ofte bliver Meningen derved tvivlsom, saaledes, naar hun om Preben siger, at han »var kun ædru om Søndagen, og da søgte han Guds Hus og Jytte Malene, der regerede ham med stor Fromhed.« Forf. skriver, at han søgte Guds Hus og Jytte Malene, men hun mener, at han og Jytte Malene søgte Guds Hus. Et andetsted staar der: »Men aldrig faldt Mørket paa, før han som Tigger stod for Døren og spurgte, om hun endnu bar Vrede. Og aldrig skød hun Slaaen fra, før Runow tog hende i sine Arme og slap hende ikke igen.« Skriver man her: »Men aldrig saasnart var Mørket faldet paa - og aldrig saasnart havde hun skudt Slaaen fra, før Runow tog hende i sine Arme«, bliver Meningen en anden; men man faar utvivlsomt det frem, som Forfatterinden vilde sige.
Fru Michaëlis har ikke skrevet sin Bog uden grnndige Forstudier og er for begavet til, at man blot et Øjeblik kan tro, at hun vil bilde os ind, at Bogen er skreven paa gammel Dansk. Men hvad er da Meningen? Har Forfatterinden saa liden Tillid til sine egne Evner, at hun maa gribe til Jinguistiske Jonglørkunststykker for at imponere Læseren ?
Hvis Birkedommeren var et talentløst Produkt, i hvilket Forfatterindens barokke Udtryksmaade var det mest iøjnefaldende, vilde Sagen knap være Omtale værd, men der ligger Fare deri, at Sproget er radbrækket med Kunst. Det er melodiøst velklingende, Læseren beruses og hypnotiseres deraf, som et Menneske kan betages af et fremmed Tungemaal, hvis Ordlyd han ikke forstaar. Der er Stemning i de frygtelige Billeder, som Forfatterinden opruller for Læserens Blik, en paatrængende rædselsfuld og gruopvækkende Stemning. Men hun lader ogsaa Menneskene ernære sig snart af Rotter, saa af sotfaldne, selvdøde Kreaturer, eller Masken i Svinenes Trug; hendes Hunde æde skidne Aadsler og raadden Fisk, Børn lege med Dødningehoveder, og Kvinder bærer korslagte Dødningefingre paa det blotte Bryst. Personerne er tegnede med respektindgydende Mesterskab. Omend kun skitserede ere Skikkelser som Jakob og Simen faste i Formen. Der er Farve og Liv over Tvillingsøstrene fra Lime gaard. Men om Hovedpersonerne Runow og Barnet uden Navn, uden Land, uden Alder, som Dødssejleren fører til ham i hans Ensomheds Fortvivlelse, er der et Skær af Poesi, en Duft af Roser, som man skulde synes uforenelig med den Stank af levret Blod og kvælende Sod, som der ellers staar af Bogen. Og dog træder de ingenlunde ud af Rammen. Birkedommeren vil utvivlsomt skaffe Fru Michaëlis et Navn i vort Lands Litteratur. Som alle Berømtheder vil hun finde varme Beundrere, men vi haaber ingen Efterlignere. Forfatterinden selv maa vist indrømme, at det vilde være frygteligt at faa en hel Litteratur i dette eller lignende hjemmelavet Sprog.
