« Tilbage til søgeresultaterne
Bestemmes Giftermaal i Himlen?
(Fra Svensk).
(Fortsat.)
- Det var forkert af hende, mente Præsten. Jasaa! Og det er Lotte i Østergaard, der er Bruden! Præsten bladede i Kirkebogen - Charlotte Emerentia Karlsdatter, født 1876, rigtigt.
»Det er en ung Hustru, Westberg tænker paa at hjemføre!« Præsten kastede et hastigt Biik paa Fiskerens brune, furede Ansigt med det stride, graa Kindskæg og de smaa lurende Øjne. - Han var egentlig ikke nogen »dejlig« Brudgom!
Westberg tog Piben af Munden og strøg sig om Hagen.
»Ja, naar man selv begynder at blive gammel, saa-------Lotte er jo et rigtig rask Arbejdsmenneske, og hun er dygtig til at ro; der er stort Fiske paa Østergaard baade Foraar og Høst«.
»Jasaa, men Westberg synes vel ogsaa godt om sin Fæstemø?« formodede den unge, ideelt anlagte Præst.
»Jo, hun er om sig, maa Pastoren vide; hun har ikke mindre end seks Kjoler, og de er saa gode som nye, allesammen«, - og Westberg løftede triumferende Hovedet med et Blink i det ene Øje, der kunde betyde saa meget som saa: Jeg er lige saa klog, som jeg er gammel.
Præsten bed sig i Læben, maaske for at skjule et Smil, maaske fordi han intet Svar havde paa Fiskerens Argument. Westberg fik sin Sag i Orden og gik.
Oppe i Østergaards Storstue sidder Lotte og karter, saa Uldtotterne flyver. Husmoderen spinder, saa Rokkehjulet hviner, og henne paa Bænken ved Døren har Bakke-Mor taget Plads. Hendes Hovedklæde er trukket tilbage fra det rødlige Haar, og Næsetippen brænder som sædvanligt blussende rød, mens Hænderne uafbrudt sysler med Strikkepindene.
»Saa her skal være LysningsKalas paa Søndag,« læsper hun honningsødt; »Lotte vil have sit eget Hjem? Ja, det var vel saadan beskikket! Vorherre har sine egne Veje med hver og én - ak ja«, og hun sukker dybt.
»Bland ikke Guds Navn ind i det, Din egen Lumskhed har spundet sammen«, siger Husmoderen vredt.
Bakke-Mor vender sine Øjne mod Loftet.
»Ih Gud Fader bevare mig, hvad skulde vel saadan en skrøbelig gammel Kone som jeg kunne udrette i saa vigtige Ting!«
»Ja, det ved hun jo bedst selv«, mener Husmoderen, og Rokkehjulet snurrer som en arrig Brems.
Lotte tier. I Stilhed sidder hun og tænker paa sit Bohave. Der var noget, der var skrøbeligt, og noget maatte jo skaffes nyt, - og saa sagde Folk jo nok, at Westberg var en gnaven gammel En. - Naa, hun var vel Menneske for at kunne holde ud med ham, og hans Stue var jo i Grunden ganske pæn.
Da Præsten om Aftenen tændte sin Lampe, tænkte han paa den gamle Fisker og hans Udkaarne, som han om Søndagen skulde lyse for fra sin Prædikestol. Det var ogsaa et Giftermaal!
Ingen Illusioner, ikke engang et lille Glimt af Poesi, bare den nøgne, krasse Virkelighed. Seks Kjoler og et dygtigt Arbejdsmenneske paa den ene Side og en gammel Mandsling med en Stue paa den anden.
Var det Livsvilkaarene, eller var det Opdragelsen, der gjorde, at Folk blev saadanne?
Et saadant fattigt Liv.
En saadan glædeløs Fremtid.
Det var dog nok ikke Vorherres Mening med os, - og alligevel vover Menneskene at sige, at »det er saadan beskikket«, - at det er Vorherre, der »saadan lægger Tingene tilrette«.
