« Tilbage til søgeresultaterne
Mod Vinter
Det er Vinter nu.
Al Sommerens Pragt
er til Hvile lagt,
gjemt er hver Blomst under Mulde.
Stormen med Vælde fløj over Jord,
Sneen brat i dens Fodspor foer,
stivned Alt med sin Kulde.
Det er Vinter nu.
Det er som en Drøm
at tænke paa Vaarens Dage.
Da Himlen var blaa, da Lærkerne
sang,
da Leens Hvin over Engen klang.
Ak! Mindet kun er tilbage.
Det myldrende Liv
paa Jord og i Luft,
i Krat og bag Siv.
Hvor blev de utallige Munde,
der alle sang deres Skabers Lov,
paa Mark og i Luft,
paa Jord og i Skov
og over blaanende. Sunde.
Vi fatter det ej,
formaar ej at granske Fremtidens Vej
og standse de skiftende Tider.
Naturens lig, saa blev vore Kaar
ved Vinter og Vaar,
mens frem vi ad Livsstrømmen glider.
Som Dagene gaar, saa glider Livsstrømmen
fra smilende Vaar,
og Sommerens solvarme Dage,
til Høsten med Storme og vexlende
Kaar,
tilsidst er kun Vintren tilbage.
Men Vaaren, som svandt,
en Krands af Minder dog først os
bandt,
som ej Livsstrømmen bortskyller,
og Sommeren gav os i Eje en Skat,
der tages frem i Vinterens Nat.
Naar Mørket os tæt indhyller.
I mørkeste Kvæld
tindrer dog Stjærnernes straalende
Væld,
oplyser den Ensommes Veje.
Vel den, som derved kan finde Trøst
og vandre i Natten med Haab i Bryst
og Vaarens Minder i Eje
