« Tilbage til søgeresultaterne
Fællesundervisning for begge Køn
Et fransk Blad skriver: Hovedskylden for de unge Pigers Snerpethed og Sentimentalitet maa søges i de tvende Køns fuldstændige Afsluttethed. Overalt, hvor en fælles Opdragelse finder Sted, har man kunnet konstatere en grundig gensidig Indflydelse baade paa Drenge og Piger. Pigerne bliver under det stadige Samkvem med Drengene mere alvorlige og modigere, medens Drengene lærer at lægge Baand paa den medfødte Vildhed og lægger sig efter mere selskabelige Former. Man behøver her slet ikke at søge langt borte; man har let ved at lægge Mærke til, at unge Mennesker, der har Søstre, har langt større Agtelse for og mere Forstaaelse af, hvad der skyldes Kvinden, end de, der er voksede op uden saadan Indflydelse. Der gives egentlig kun to Indvendinger, der kan rejses mod Principet om Fællesundervisningen af de to Køn: det sædelige og det intellektuelle Spørgsmaal. Kan der i sædelig Henseende opstaa Fare ved den stadige Samværen mellem Drenge og Piger? Viser det sig, at den højere Uddannelse, Drengene faar i Gymnasier og Realskoler, ikke egner sig for unge Piger, der just ikke vil studere ?
Det sædelige Spørgsmaal lader sig let affærdige. I Virkeligheden forholder det sig saaledes, at Sanseligheden fremmes ved Adskillelse af de to Køn, men derimod betydelig dæmpes ved den stadige Omgang og Tilnærmelse. Et Barn, der lever i stadig Omgang med det andet Køn, vil i
Tankerne beskæftige sig mindre med det; fornemlig vil Kønnene ved det uafladelig Samkvem bedre lære hinanden at kende. Som Læger og Pædagoger enstemmig bekræfter, udvikler de sædelige Udskejelser sig netop mest under den absolute Adskillelse af Kønnene, fortrinsvis i Drenge- og Pige-Pensionaterne. Angaaende selve Undervisningen er al Fare, naar Læreren ellers besidder den nødvendige Duelighed, aldeles udelukket. Dette viser sig ved de lærde Højskoler, hvor saa mange kildne Materier frembyder sig, at der her aldeles ikke er nogen Fare for Moralitet og Sædelighed. Naar undtages, at den fælles Undervisning hos os er noget usædvanlig, saa har denne Reform ellers intet »Usædeligt« ved sig. I Familierne er jo dog Opdragelsen fælles! -
Langt Alvorligere er det andet Spørgsmaal, om Gymnasialdannelsen i det Hele egner sig for den Ungdom af begge Køn, Talen her er om. Dette maa besvares med et bestemt Nej. Vi kommer bestandig længere bort fra den Opfattelse, at Latinskolerne ene er Sædet for den højeste Dannelse, og at denne kun skulde kunne opnaas paa et rent filologisk Grundlag. Her vil under alle Omstændigheder alle Reformer være ufrugtbare, indtil Latinskolerne udstøder det store Procenttal og alle de Disciple, der ikke egner sig for en klassisk humanistisk Uddannelse. De højere Kvindeskoler har ingen Interesse i Latin, Græsk og Mathematik. For dem ligger Realsagen langt nærmere. I hvert Fald burde de unge Kvinder i de velhavende Klasser allerede i Skolen meddeles nogen Forstaaelse af de sociale Spørgsmaal og derved blive vakte til Eftertanke angaaende Livet og Erhvervsforholdene i de fattige Samfundslag. De maa under alle Omstændigheder forberedes til selv at kunne søge et Erhverv, dersom det senere i Livet viser sig nødvendigt for dem. Vi siger, hvis det viser sig nødvendigt, thi den Konkurrence, som de arbejdende Kvinder paa alle Omraader lider under af velhavende Kvinder, der paatager sig at undervise eller sælger deres Haandarbejder, skal her paa ingen Maade tages Ordet for.
