« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Børnebøger.
Thyra Jensen: En lille Historie.
63 Sider. (Hagerups Forlag).
Hvert Aar kort før Jul, flyver en Sværm af Børnebøger ud til de mange Hjem i By og paa Land, hvor de Tusinder af Smaa med bankende Hjærte og straalende Øjne læser dem Gang efter Gang eller hører Mo´r i Mørkningstimen fortælle de vidunderlige Historier og Æventyr. Blandt Børnebøgerne i Aar vil sikkert Thyra Jensens »En lille Historie« faa mange Venner. Den ejer den første og vigtigste Betingelse for, at et Barn kan have fuld Glæde af den, nemlig, at Forfatterinden ikke en eneste Gang er gaaet uden for Barnets aandelige Horisont, men har forstaaet baade med Hensyn til Indhold og Fortællemaade at finde den rette - den lykkelige Form. Ud fra den lille Bog strømmer en Duft af Hygge og Fred, der hurtigt meddeler sig til Læseren. De smukke Illustrationer passer nøje sammen med Teksten og vidner om et ikke ringe Tegnetalent. De skyldes en Husmandsdatter fra Vestjylland, der her for første - men forhaabentlig ikke for eneste - Gang træder frem for Offentligheden.
Astrid Ehrencron-Müller: Æventyr. 131 Sider. (Hagerups Forlag).
Blot ved at læse Fortegnelsen er man paa det rene med, at Forfatterinden her giver os en Række Æventyr i den rigtige gamle Stil. Og gaar man i Lag med Indholdet, føres man da ogsaa paa Fantasiens Vinger til de vidunderligste Steder, til dansende Slotte, blandt Prinsesser, ædle Riddere og forelskede Pager. Bogens Illustrationer er ualmindelig smukke og skyldes da ogsaa G. A. Cemens. For halvstore Børn vil denne Samling Æventyr sikkert være en kærkommen Julegave.
»Alt kan vende sig til det Gode!«
Æventyr og Fortællinger af Fru Alfrida Baadsgaard. 77 Sider. (Hagerups Forlag).
Den lille Bog indeholder kun tre Fortællinger; efter Forfatterindens egen Oplysning er det Begivenheder fra tre Brødres Barndom. Underholdende og let blander Forfatterinden Virkelighed og Fantasi sammen; kun forstaar Læseren ikke, hvorledes en norsk Guts, »Bergtagelse« kan blive en dansk Drengs Oplevelse. Blandt de tre smaa Fortællinger staar den sidste, »Dødningehovedet«, langt over de to andre, saa fin og nydelig og ægte dansk, at det er en ren Fornøjelse at læse den. Den lille Bog er ypperlig illustreret af Erik Henningsen.
»Tigerkongen og andre Fortællinger for Børn« af G. 79 Sider. (Hagerups Forlag).
Alene for Titelfortællingens Skyld vil denne Bog gaa i halvstore Drenge som varmt Hvedebrød. Kan man tænke sig noget mere spændende end den unge Peer af England, der slutter Venskab med en dansk Naturforsker, og en ung, æventyrlysten Franskmand, der gaar paa en meget farlig Tigerjagt for at vinde en Brud, hvis Fader anser ham for en fattig, ung Mand, sønderrives af Kongen for alle Tigre, Bagh Rajah, lever dog op igen og faar som Belønning sin elskede Brud, der ikke har haft Anelse om, at hendes fattige Bejler var Mange-Millionær og Bærer af et af Englands fineste Navne. Som sagt, Bogen er spændende og egner sig udmærket til Julegave for Drenge. De fortrinlige, men desværre sparsomme Illustrationer skyldes Prof. Carl Thomsen.
V. A.
Mathilda Malling: Damerne paa Markby. En Historie fra September til Jul. (Det nordiske Forlag). 259 Sider.
Denne Bog bør ikke savnes paa noget Julebord. Den kan smukt sammenstilles med de harmløseste Fortællinger af Bauditz, der synes lige saa uadskillelige fra Begrebet: en dansk Juleaften, som Gaasesteg og Lugten af sveden Gran. Her drikkes Kaffe og spises duftende Bagværk, her stoppes Julepølser og købes Skøjter, her er Flirt i Maaneskin og i Kakkelovnsskær. Kys og stjaalne Favntag og sluttelig to Forlovelser og en tredje i Udsigt.
Det store Publikum bliver aldrig træt af at læse om Elskende, der faar hinanden, og der er i denne, som i Forfatterindens andre Bøger, en Sangbund af Lidenskab, stærk nok til hos de unge, ufordærvede Piger at sætte visse Strenge i salig Dirren og dog saa maadeholdende, at ingen i den ganske Kristenhed vil tage Forargelse.
Som artige, dresserede Rovdyr bevæger Hannerne sig om de forventningsfulde Hunner, snart bøjende sig med blottede Hoveder dybt over den Kvindehaand, som rækkes, snart, naar Naturen gaar over Optugtelsen, gribende med haarde Hænder om den Tilbedtes Nakke, Skulder eller Arm. Fru Malling kender sit Publikum, og Publikum skuffer hende ikke - endnu. Thi nægtes kan det ikke, at der langt ude skimtes Tegn paa Strømkæntring, at der betænkelig tit høres det inden for Menigheden: »Jeg foretrækker nu alligevel Romanen om Førstekonsulen«. - Faar den læsende Verden da aldrig nok om Napoleon? Har Fru Malling ikke skænket den tre Bind stærke Romaner om denne Heltekejser og hans Kærlighedshof? og maa man ikke gribes af Medlidenhed med denne Mand, som efter et omflakkende Æventyrliv end ikke kan faa Ro i sin Grav? - Nej, Fru Malling bør lade Napoleon hvile. Men skulde der ikke findes en anden Helt eller snarere Heltinde i Historien, som kan afgive en passende Baggrund for hendes henrivende Interiører, fine Kvindeprofiler og talentfulde Replikskifter? Thi dette er Fru Mallings stærke Side, lige saa vist som Opfindsomheden er hendes svage. Forfatterinden har haft det Held eller Uheld, som i hvert Tilfælde ofte er ominøst i Litteraturen, at debutere med et »Pletskud«. Ingen af hendes senere Bøger har truffet i Centrum, og medens andre, mindre heldige Debutanter har skudt sig op og vundet der ind, hvor hun begyndte, har hvert af hendes Skud været et Skridt længere ud mod den yderste Periferi. - »Damerne paa Markby« vil til Trods for flere Oplag og andre Veksler paa en fortidig Succes, offentlig blive stemplet som en mislykket Bog, sin Forfatter uværdig, men dette vil være en Uretfærdighed, thi den er i alle Maader ligesaa godt skrevet som Napoleonsbøgerne. Røsten er stadig Fru Mallings, men Stoffet er desværre ogsaa hendes og ikke hentet fra Hertuginden af Abrantés’ Memoirer.
J. G.
Gustav Wied: To Kroner og halvtreds og andre. (Schubothe’s Forlag).
Selv om Gustav Wied har en sjælden Evne til at ramme en Dialog paa en Prik, og selv om han er en Mester til at fremstille en Situation, saaledes, at man har den lyslevende for Blikket, saa er han ikke Mester i den Kunst at begrænse sig, og det er som bekendt en saare vanskelig Evne.
De fleste af de foreliggende Fortællinger er kendte andet Steds fra. »Skærmysler« er altfor langtrukken og »vore Foderstoffer« usmagelig.
De to første Episoder, »To Kroner og halvtreds« og »Jargon« er absolut de mest umiddelbare; man føler dem næsten oplevede, saa virkelighedstro er de, selv om Grossererens Godgørenhed kun burde komme frem den ene Gang; men i de andre Episoder træffer man Tilbøjeligheden til Jagen efter Vid, og saa bliver det fladt og flovt.
Forfatteren skulde lade sine Aandrigheder passere et Distilleringsapparat, at de tunge og plumbe bleve tilbage i Kolben, alias Papirkurven, og kun de lette og fine kom tilsyne.
Bogens Udstyrelse er sjælden elegant, Vignetterne kaade og muntre, undtagen den malplacerede over Foderstofferne.
G. S.
