Ogsaa en Julehilsen.

I Wiertz Musæum i Bryssel ses et lille Maleri, der forestiller en nydelig Gruppe af nøgne Børn, som leger omkring en gammel Kanon. Den synes nedstyrtet fra en forfalden Fæstningsmur. Det fundne Krigsredskab har bragt Børnene paa den Tanke, at lege Soldater.

Kampen føres omkring Kanonen. En af Drengene har gjort en Fange, som han søger at binde. En anden ser til med vigtig Feltherremine, medens en tredje overvælder den stakkels Fange med Stød og Slag. Det er kun Leg; men en lille Pige, som sidder paa Kanonen, tager det for Alvor og giver sig bitterlig til at græde.

"Gør Rammen større!" - skriver en af den belgiske Malers Beundrere - "gør Børnene til Voxne! - og man vil se et Billede af den virkelige Kamp. Man vil se disse smaa Lemmer, saa smidige, saa bøjelige, saa yndefulde, saa friske som unge Roser - overgivne til Behandling af det afskyelige Ødelæggelsesredskab, som ligger paa Jorden imellem dem."

"Kanonføde" - det er det Navn, som Kunstneren selv har givet sit Maleri.

Lige under dette hænger et andet: En Scene i Helvede. I Midten staar Napoleon I med den historiske, trekantede Hat og de korslagte Arme. Ildflammer slikker op ad denne uhyggelige Skikkelse. Fra alle Sider farer fortvivlede Kvinder rasende imod ham. Sønderrevne, blodige Menneskelemmer holder de op for hans skulende Blik. Det er "Kanonføden"! Saaledes ser den ud, naar Mordredskabet har tilberedt den. Rædselsfuldt er dette Billede, lige saa meget som det forrige var yndefuldt. Imellem de legende Børn laa vel Kanonen som Slangen, listig skjult i Græsset; men ingen ænsede den. Den var kun Legetøj.

Tilsyneladende har disse to Malerier intet at gøre med hinanden. I Virkeligheden hører de sammen. Det er, som om Kunstneren har villet opstille en Modsætning for i sit Sprog, Malerens alfolkelige Sprog, at indprente en alvorlig Advarsel, en almenmenneskelig Lære, en indtrængende Formaning - den samme, som i Følge det første Juleevangelium forkyndtes for Markens Hyrder ved Betlehem, da Englen, midt i den himmelske Hærskares Mangfoldighed, udraabte sin Julehilsen:

„Fred paa Jorden!”