« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Landet

« Se emneord

Landsbyens Skole.

Kl 7 begynder Skolen; længe før ind­finder en Del af Børnene sig, det er dem af ældste Klasse, som undervises fra 7-10; temmelig tavse sniger de sig omkring og leder i det visne Løv efter nedfalden Frugt, som efter Loven skal bringes ind til Skole­mesteren; men Loven er som bekendt til for at brydes.

Disse Børn, som kommer først, er de lykkelige, der endnu er Børn. Lige ved 7 Tiden komme Nogle ilende, det er dem, der afbryder en, allerede Kl. 4-5 begyndt, an­svarsfuld Gærning i Mark og Stald, for at ile til Videnskabens Tempel en stakket Stund, for saa igen at tage fat paa det jord­bundne, men samfundsbevarende Arbejde, det Arbejde, det fattige danske Landbrug ikke kan undvære.

Nu kommer de i Skole, disse Drenge, thi Mulkten er 25 Øre første Gang, Hus­bonden lader dem forsømme Undervisningen, og Mulkten stiger. Tidligere, da der betaltes 6 Øre om Dagen i Mulkt, var det en altfor fristende billig Arbejdskraft, og Forsømmelserne var mange. Nogle af disse Drenge er fra selve Sognet og fæstede ud, andre er fra København, fra ulykkelige opløste Hjem, eller Forældreløse, der af Magistraten er an­bragt hos en Gaardejer, der tager den Nytte, han kan, af Drengen mod at lade ham søge Skole og Præst.

Man hører vel sjældent, at et saadant Barn behandles slet, men som Regel kan det vel siges, at Børnene behandles med en Ligegyldighed, som ikke undlader at sætte Spor for hele Livet.

Kl. 7 kaldes Børnene ind, og Skole­mesteren overtager Opdragelsen og gør det, som han nu engang har Evne til.

Først synges der, saa regnes der, medens Hjærnen er nogenlunde klar, saa synges atter en halv Timestid. Al den Sang! I Klassen er der to Piger, som maaske, hvis deres Livsbane maatte forme sig saaledes, kunde drive det til at optræde i et Telt paa en Markedsplads langt udenfor København, skønt maaske ogsaa indenfor Byens Grænser, hvis deres øvrige Fremtræden egnede sig dertil. Stemme er jo paa det Felt ikke af størst Betydning.

For deres Skyld synger hele Klassen - hvis man ellers kan kalde det Sang - ja lærer at kende og synge efter Noder; hertil bruges en halv Timestid daglig af den knapt tilmaalte Tid; dette fordres af Avtoriteterne, og for at en Lærer ikke skal anvende denne Tid til en efter hans Mening nyttigere Under­visning, er der sat en Inspektør, der farer Landet rundt, til at vaage over, at Loven sker Fyldest; han er musikalsk, og hvilke Lidelser er denne Mand ikke udsat for; men det betales forhaabentlig godt. Hvis Sangen - og vel navnlig Kundskaberne i Nodelæsning - ikke staar paa Højde med hans Ønsker, skrives der en Anmærkning i Lærerens Embedsprotokol, som saa vandrer til Ministeriet og vender tilbage med en for­svarlig Næse til den forsømmelige Skole­mester.

Saa er der Religionsundervisning, Bibel, Katekismus og Salme, Salme, Katekismus og Bibel om igen og om igen; her vaager Bisp, Provst og Præst over, at intet forsømmes, Bispen dog kun hvert tiende Aar, ak ja, kun ét er fornødent.

Saa er der Skrivning og Dansk, lidt Geo­grafi og de vigtigste Slagterier i den danske Historie - færdig! Jo, det er sandt, Gymnastiken, naar Kl. er 10 (efter knap 2 ¾  Times Undervisning, et Kvarter bruges til Frokosthvil) er Pigerne fri; de undervises ikke i Gymnastik, derimod mødes Drengene fra ældste Klasse med Drengene fra yngste, som undervises fra 11 til 2 og i Timen fra 10 - 11 gymnastiseres der.

Ogsaa over Gymnastiken vaager en In­spektør. En høj Militær bestrider denne an­svarsfulde Post som et Tillæg til Pensionen. Han maa ogsaa glæde sig, thi fryde et mili­tært Øje maa det at se disse Armbevægelser og Benstillinger, disse Spring med Træsko­bærende Fødder. Loven hjemler ikke Lære­ren Ret til at fordre, at Børnene anskaffer Gymnastiksko, og falder en Dreng for Fristelsen til at smide Træskoene og arbejde videre paa sin Fuldkommengørelse som Springer og Klatrer paa Hosesokker ligger det i Lærerens egen Interesse at forpurre en slig letsindig Omgang med Strømper, thi han véd af Erfaring, at Moderen eller Værgen ikke er sen til at drage ham til Ansvar for deraf flydende Huller.

Enkelte Lærere findes vel, som har Glæde af denne Time og forstaar at bibringe Bør­nene den samme Glæde; men den ældre Generation af Lærere er bleven gjort aldeles konfus med Hensyn til Gymnastik ved de vekslende Ministeriers bindstærke Lærebøger i denne Videnskab. Nogle af disse Lære­bøger er saa indviklede og uforstaaelige for Ikke-Fagmænd, at de har nødvendiggjort Ud-

sendelsen af lige saa bindstærke Forkla­ringer.

Læreren har at føre en Dagbog over de Øvelser, han lader Børnene udføre hver Dag en Dagbog, som man maa haabe bringer de af Ministeriets Embedsmænd, hvis Pligt det er at granske den, et højt Begreb om Gymnastikens Standpunkt her til Lands.

Men Studier i Marken er nu engang bedre end Teori, og ved at se den Gymna­stik, der drives i mange Skoler, giver man uvilkaarligt den Lærer Ret, som brugte den til Skolen hørende Gymnastikplads til at dyrke Kartofler paa. Om han lod Børnene hyppe Kartoflerne, vides ikke.

Efter denne Time er det Kommunens yngste Medlemmers Tur til at æde af Kund­skabens Træ, ogsaa de Smaa synger sig for en stor Del til deres Kundskaber; ellers gaar Tiden med at stave, skrive paa Tavle og lære Bibelhistorie, efter en, som det siges, efter deres Opfattelsesevne afpasset Form.

Kl. 2 synges den sidste Salme, og tram­pende og jublende hjemvender Børnene til Privatlivet.

Saaledes gaar Dagen om Sommeren; i Vinterhalvaaret udelades Gymnastiken aldeles.

Skolen begynder da  Kl. 8;   fra  8 til 11 for de ældste Børn og fra 11-2 for de Yngstes Vedkommende. Læreren kan saa be­gynde den anden Del af sin Gærning - sin Gærning som Landmand eller Havemand, hvilken af disse tvende Bierhverv, der nu har fanget den største Del af hans Interesse.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner