« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Studenterhjemmets Julebog 1901. (Kr. 1.50.) Julestjernen 1901, redigeret af H. J. F. C. Mathiesen.
Vi er nu midt i Julehæfternes Tid. Omtrent hver 3dje Dag udkommer der et, og de er saa forskellige, at man med Sandhed kan sige: »Der er nok for enhver Smag«. De to her nævnte har begge en religiøs Karakter.
Det første er udgivet af den »Kristelige Studenterforening«, den yngste, men ikke den mindst virksomme af de tre store Studenterforeninger. At denne Forening lige saa vel optager Kvinder som Mænd, viser, at den ingenlunde hører til Bagstræverne; hvad mere er: det er den eneste Studenterforening, hvis Bestyrelse bestaar baade af Mænd og Kvinder. Den har i flere Aar udgivet et lille, praktisk Hæfte med Raad og Anvisninger for Studerende; men i Aar fremtræder den for første Gang med et mere litterært Værk. »Julebogens« karakteristiske Omslag er tegnet af en Dame, Margr. Tuxen-Meyer, men af Bidragene er kun ét af en kvindelig Haand, Fru Eva Moltesens lille »Dagbogsblad«. Forfatterinden er finsk af Fødsel, men gift i Danmark, og hele Hæftet har et afgjort almenskandinavisk Præg. De poetiske Bidrag er ikke betydelige, derimod er der flere af de prosaiske, som vil læses med Interesse. Saaledes det længste, en tankevægtig Imødegaaelse af Høffdings Filosofi fra et kristeligt Synspunkt, skreven af en dansk Mand ved et indisk Universitet. Ogsaa Overbibliotekar Langes Skildring af Kairo-Universitetet, El-Azhar, er særdeles læseværdig. Især bør dog Dr. phil. Karl Fries’s Skildring af »den kristliga studentrørelsen« læses af enhver, der vil vide noget om en af vor Tids mærkeligste Ungdomsbevægelser. - Naar man lukker den smukt udstyrede Bog, kan man dog ikke andet end tænke lidt over det ringe Maal af praktisk Kristendom, den indeholder. At missionere blandt Kinas og Japans Studenter er jo meget smukt, men har de kristeligt vakte Studenter ikke Opgaver herhjemme i vort lille Fædreland? De engelske Kristne glemmer aldrig, at »Charity begins at home«; mon vi danske ikke havde godt af at lære lidt af dem i den Henseende!
»Julestjernen« er et anseligt og meget smukt udstyret Hæfte. Det nydelige Omslag er af Brendekilde, og naar man aabner det, finder man det ene Billede efter det andet af vore bedste Kunstnere: H. Nic. Hansen, Fr Schwartz, V. Tornøe, samt Gengivelser af bekendte Billeder, f. Eks. af Olrik; endelig som særligt Følgeblad en fint udført Gengivelse af Dorphs »Kristus og Nikodemus«. Ser man bort fra de monumentale Julehæfter som »Juleroser« o. lign., vil man næppe finde noget smukkere end »Julestjernen«, og det er saa meget mere at glæde sig over, som Hæftet ellers aabenbart stammer fra Indre-Missions-Retningen, der ikke plejer at anses for vel stemt mod verdslig Kunst. De litterære Bidrag er ikke saa ubetinget tiltalende som Billederne, om der end er baade smukke og gode Ting deriblandt, en fortræffelig Skildring af Ansgars Ungdom (af Biskop Fr. Nielsen, et nydeligt Digt af Jac. Paulli og en køn Fortælling af »I«. (Cornelius Levetzow.) Men ved et Stykke som Vilh. Bechs »De rette Ungdomsdrømme«, skrevet med den ejendommelige, kraftige og klare Stil, som udmærkede den afdøde Høvding, kan man dog ikke andet end ryste lidt paa Hovedet. Er Josefs Ungdomsdrømme virkelig at anbefale Ungdommen som de rette Drømme? Og endnu mere forbeholden maa man stille sig overfor Pastor A. Fibigers lille Stykke »Om Musik», med dets skarpe Skel mellem den hellige og den verdslige Musik, og dets Forsikring om, at »al den blot verdslige Musik naa’r aldrig ud over denne Tilværelse . . . thi den er Døgnets og Syndens Barn«. Saa sikker er Forf., at han med fremhævede Typer erklærer: »Denne verdslige Musik skal afskaffes og forgaa«, hvad han kan bevise af, at Joh. Aabenb 18, 22 udtrykkelig siger det. Men vi andre spørger forbavset: Hvordan læser dog den Mand sin Bibel? Thi vi faar lige det modsatte ud af det anførte Bibelord: til Straf for Babylons Synd, skal alt, hvad der er skønt og godt, menneskeligt, berøves den, det er for godt til »den store Skøge«, det hører Gud til, saa vist som al Jorden og dens Fylde er Herrens.
Særlig haard er Forf. ved Dansemusiken, og ved dem, som hvirvles sanseløse afsted, bestandig æggede, bestandig vildere og vildere, berusede og forførte af den fejende, larmende Musik!«
Hvor der dog kan gives et forskelligt Syn paa Tingene!
Der var en Gang et Ægtepar. Den ene dansede af alle Kræfter, hvirvledes sansesløst afsted, bestandig vildere og vildere, ja blottede sig tilsidst »som de løse Folk ublu blotter sig«. Den anden Ægtefælle forargedes derover i sit Hjærte. Men Gud Herren tog Parti for den dansende Ægtefælle, for Kong David, og den dydig forargede Hustru, Mikal, Sauls Datter, straffedes med en forsmædelig Straf. Saa kan der da ogsaa danses for Herrens Aasyn, og der kan ogsaa danses i tugt og Ære, og den gamle Gud, Kong Davids og Luthers Gud, lever vel endnu og er vist ikke altid af samme Mening som Hr. A. Fibiger. Læs derfor kun Pastor Fibigers Artikel, I Unge, og læg Jer især hans Slutningsord paa Hjærte: »det er ikke sandt ... at Kristendommen er kunstfjendsk; tværtimod!« Men glem ikke, at naar det skal afgøres, hvad der er ondt og godt i Kunsten, da er det ikke noget Menneskes Ord, men Eders egen Samvittighed, I skal adlyde!
Carl Koch: Goethes Faust, Indledning og Forklaring. (Schønberg. Pris Kr. 3.25).
Det er en anden Aands Vingeslag, der suser gennem Pastor Kochs Bog om »Faust«. Goethe var utvivlsomt et af denne Verdens Børn, han hørte mere hjemme i »Babylon« end i det himmelske Jerusalem. Alligevel er det underligt, hvor Menneskene, Slægt efter Slægt, har beundret og elsket hans Værk. Er det nu kun Syndens og Kødets Lyst, der er Skyld heri? Næppe! Naar vi beundrer Guds Storhed i det mindste Blad, der sidder paa en Nælde, skulde vi da ikke ligesaa vel beundre den i de Storværker, som Genierne har frembragt? Har vi ikke ogsaa her Lov til at sige, at al Jordens Fylde er Herrens?
Nok er det, Pastor Koch har i den foreliggende Bog givet os et Hjælpemiddel til at læse og forstaa Goethes Hovedværk, den ikke just let tilgængelige »Faust«. Vi har en fortræffelig dansk Oversættelse af »Faust«, og der findes en Rigdom af Anmærkninger og Oplysninger, men hvad denne Bog giver, er Tankegangen, Udviklingen i det hele. Det er jo nemlig ikke altid saa let at finde den - Goethes Værk er blevet til i Løbet af et halvt Aarhundrede - men under C. Kochs kyndige Vejledning ser man, hvorledes det ene Lag lægges over det andet, til hele deri mægtige Bygning staar der, klar og fast i sin Sammenhæng trods alt. - Pastor Kochs Bog er smuk og klar, saa man ikke føler sig tynget af det grundige, langvarige Arbejde, der maa være gaaet forud; saa meget mere maa man være ham taknemmelig. Det er en smuk og god, en saare nyttig Bog, han har givet os, og den vil forhaabentlig blive Anledning til, at en større Kreds end før søger til Goethes Mesterværk.
Senior.
Børnebøger. Fra Hagerups Forlag er udsendt 5. Hefte af »Børnevennens Bibliotek«, der indeholder Johanne Spyris : »Heidi faar Brug for, hvad hun har lært«. Bogen, der egentlig er en Fortsættelse af den tidligere udkomne »Heidi«, er oversat og udarbejdet som særskilt Bog af Frk Augusta Fenger. Det er ypperlig Læsning for Smaapiger.
Paa samme Forlag er udkommen »Børnevennen« 1901«. Den indeholder en Mængde gode Fortællinger, historiske Skildringer, Æventyr, Gaader, Legeanvisninger, kort sagt, alt, hvad der paa en sund og udviklende Maade kan underholde Børn, baade Drenge og Piger.
Ligeledes fra Hagerups Forlag er udkommen: »Ridder Skjalm«, Fortællinger for Ungdommen af Louise Baumann. Forfatterinden, der tidligere har udgivet: »Før Ole Lukøje kommer«, forstaar at fortælle muntert og naturligt, saa baade Voksne og Børn kan have Fornøjelse af at læse den lille Bog.
En af de sikre Træffere blandt Børnenes Julehæfter er »Grankogler«, der redigeres af Frk. Augusta Fenger og Hr. Otto Høpfner. Det er vid underligt, hvad der her bydes for en Pris af 25 Øre Medarbejdere som V. Høm, Erik Henningsen, Børge Jansen, Axel og Louis Moe - for ikke at tale om Poul Steffensen, der har leveret det nydelige Omslagsbillede - har hver for sig bidraget
til et yderst fornøjeligt Resultat. Læseren vil især more sig over den kvikt fortalte Historie: »Krageungen«, hvortil Vilh. Fischer har tegnet fem fortræffelige Illustrationer
Fra Lehmann & Stage har vi desuden faaet tilsendt til Anmeldelse to Børnebøger: Dikken Zwilgmeyers »Frøken Lybæks Pensionatskole« og Helene Lassens »Fra Barneverdenen«. Disse hver for sig kvikke og underholdende Smaabøger vil næppe her i Danmark have nogen stor Succes, idet Sproget nemlig er saa fuldt af ravnorske Vendinger, som danske Børn vil have svært ved at forstaa. I Norge hører de derimod hjemme, og der er ingen Tvivl om, at norske Børn vil have stor Glæde af at læse dem.
V. A.