« Tilbage til søgeresultaterne
Et sidste Ord
»Det er befalet mig at melde, at De kun har et Kvarter at leve i,...«.
Den gamle Mand saa op og hæftede sine trætte, graa Øjne paa den unge Officer, der i stram Holdning hilste paa militær Vis. Saa sænkede han atter Blikket uden at mæle et Ord. Kun de i hans Skød hvilende barkede Hænder med de lange, knoklede Fingre bevægede sig.. . .
Den gamle Boerfører sad, som om der ikke var sket noget særligt. Kun i hans stakkels trætte Hoved bankede og hamrede det som i Feber. Det stod for ham, som om han i de faa Minutter, han endnu havde at leve i, maatte samle Alt, hvad han havde gennemlevet, maatte leve hele sit Liv endnu en Gang.
Tankerne fore af Sted som den vilde Jagt, en underordnet Mængde af intetsigende, længst forglemte Begivenheder trængte sig frem i hans Erindring i en forvirret, broget Blanding. De drog gennem hans Hjærne med en Hastighed, der ikke tillod ham at tænke paa Døden, og ikke lod ham lægge Mærke til, hvad der foregik med ham og om ham. Sløv og ligegyldig saa han paa de engelske Soldaters Forberedelse til at sende ham i Døden. De førte ham frem foran en Mur, hvor de anbragte ham paa en Stol med Ansigtet mod Væggen.
Den Dømte hørte til de Krigere, der havde lovet at nedlægge deres Vaaben og nu atter var grebet med Vaabnet i Haand. Straffen herfor var Døden. Den gamle Johan var den ældste af dem. Han var fyldt 70 Aar. Nu havde han kun at finde sig i sin Skæbne og dø som en Mand.
Han sad sammensunken foran Muren, mere opfyldt af Følelse af sin Hjælpeløshed end af Frygt for Døden. Det var maaske bedst saaledes. Alt syntes jo nu alligevel tabt.
Men da Afgørelsen var saa nær, forekom det ham pludseligt som en Umulighed, at han saa brat skulde sendes ud af Livet. Hvor ofte havde Kuglerne ikke gennemboret hans Klæder; Tusinde af Kugler farne fløjtende forbi ham; men ingen havde fundet Vej til hans Hjærte.
Det skulde altsaa være Enden! Hvo skulde for tre Aar siden have forudsagt det? Den Gang vuggede han sit yngste Barnebarn paa sine Arme . Pludselig foer Tanken mange Aar tilbage, da han var en varmblodig Ungersvend og bejlede til Marie.
Det faldt haardt at vinde hende; men hvor havde de trofast vandret sammen gennem Livet. Med flittige Hænder havde de bygget Hjemmet, der var Midtpunktet for deres Livs Lykke. Og da Drengen kom!. . . Peter, der var falden ved Spionkop.. ; den Gamle foer med de rystende Hænder hen over Øjnene.. . Saa gik Tankerne videre. .. Det var den Gang, han greb den stærke Jørgen i Struben og nær havde kvalt ham, blot fordi han havde dræbt hans lille Hund! – Ho-ho ... Hvor mange Mennesker havde han ikke i de sidste Uger set dø! Dog havde hans Haand ikke rystet, da han lurede i Græsset med Haanden paa den spændte Hane skød paa Fjenden og saa den ene efter den anden lydløs synke til Jorden. . . . Var det i Virkeligheden ham selv, der sad her, eller var det Hele en ond Drøm? ....
Hvor havde han været Genstand for Alles Agtelse. .... Til ham kom Alle om Raad og Daad. Hans Stemme galdt mere end de Andres. ... Og dog havde han ikke været nogen studeret Mand. Han havde kun frit og aabent udtalt, hvad han tænkte og aldrig i sit Liv gjort sig skyldig i en Usandhed. Naar Beboerne i Landsbyen kom i Strid, kom de til ham, thi de vidste, at han vilde det Rigtige, og derfor troede de paa hans Ord. Havde han vel nogensinde gjort et Menneske Uret? Var det ikke hans Stolthed, at han til enhver Tid kunde lægge Haanden paa Hjærtet og sige: »Jeg har aldrig gjort Uret og aldrig tilladt en Uret at ske«! - Ja, saaledes havde han været i Fredens Dage.
Saa drog den store Krig gennem Landet. Ogsaa her gik han foran. Uforfærdet drog han af Sted for at kæmpe for Ret, Hus og Hjem og Fædreland, hvor han havde fundet sit Livs Lykke og Glæde. Var det Uret?
Han saa ned paa sine grove, stærke Hænder, der laa paa hans Knæ, lænkede sammen med en Kæde. Taarerne traadte frem i hans Øjne, Forsmædelsens og Forbitrelsens Taarer.
Han saa sig om. Overalt mødte han mørke, udeltagende Ansigter. Og dog, det var ikke grusomme, hjærtesløse Mennesker! De følte med ham, de maatte forstaa, at hans Hjærte var ved at briste af Smærte, fordi han ikke mere skulde se sin stakkels Hustru eller de arme Børn. Den ældste Søn var jo gaaet forud for ham i Døden. Det var seks Uger siden, da Faderen tavs trykkede hans Øjne til, derpaa atter greb Geværet og fortsatte Kampen til den mørke Nat. Først da kunde han lade det trætte Hoved synke ned i Hænderne og fælde bitre Taarer! Og de stakkels Faderløse, Børnebørnene ! Hvor havde den ældste Sønnesøn trykket sig op til Bedstefader, da denne lovede at bringe ham et engelsk Sværd med hjem fra Krigen- . .. Han bevægede Haanden, som om han vilde sønderrive Lænken, men lod den atter synke med et vemodigt Smil. ... Alt var forbi; han vilde blive sendt i Døden som et vildt Dyr, som en Forbryder, der bøder for sine Ugerninger. Dog havde han kun kæmpet for sin Ejendom, forsvaret sit Fædreland! .... Da alt syntes tabt, og Bladet vendte sig, da man atter, fuld af Haab greb Vaabnet, medens Begejstringen opflammede hele Landet, saa kunde han ikke fejg holde sig tilbage.
Nej, det kunde ikke være Mennesker, der herfor med koldt Blod vilde slagte ham! I deres Bryst slog dog vel og et Hjærte! Eller overskar de da foruden Medfølelse hans Livstraad; søndertraadte og nedtrampede de uden Barmhjærtighed alt, ogsaa den Mildhed og Kjærlighed, der endnu, det følte han, levede i hans Hjærte?
... Aldrig mere skulde hans Haand stryge hen over de smaa Hænder, eller skulde han tage den lille, sortøjede Sønnedatter paa sin Knæ . . . Om nogle faa Minutter vilde han være et Lig; man vilde lægge de krampagtigt foldede Hænder paa hans Bryst . . . Nej, det er ingen Mennesker!
Saa saa han for sit indre Blik den unge Officers Ansigt, et blomstrende, venligt Ansigt med to graa, godmodige Øjne. Og dog havde han kunnet bringe det over sit Hjærte at mælde ham Dødsbudskabet! Disse fine, bløde, næsten kvindelige Læber, kunde i et Par Ord fremkomme med al den Jammer, al den Elendighed, der nu fyldte den Gamles Sjæl og sammensnørede Hjærtet i hans Bryst? Begreb den unge Officer da ikke den uhørte Voldshandling, hvis Fuldbyrder han var? Har han da ikke selv et Hjem, hvor en gammel Moder maaske om nogle Dage vil begræde hans Død ? Eller har han maaske ikke taget Afsked med et ungt Væsen, der sad paa hans Skød, mens han lod sin stærke Haand glide hen over de silkebløde Lokker? Den unge Officer burde forstaa hans Smærte og have Medlidenhed med ham. Vil han virkelig give Befaling til dette Drab? Hvorfor? For efter højere Ordre kort og godt at nedskyde et Menneske som en Hund, et Menneske, der ikke har gjort ham noget Ondt, aldrig har krænket ham, ja som kunde have ham kær, være hans Ven. en Fader!
Og med hvilken Ret sender man ham i Døden?
Som et Lyn foer en Tanke gennem hans Hoved - al Resignation i hans Ansigtstræk var forsvunden - han vilde rejse sig og sønderbryde sine Lænker! Han vilde tilraabe dem, at de var Mordere, skrige dem ind i Øret: med hvilken Ret dræber I mig?
Han rettede sig i Sædet: Der gik som en Ild gennem hans Aarer, han aabnede alt Munden . . . Da lød et kort, skarpt Kommandoraab. Ordet døde paa hans Læber; gennemboret af seks Kugler sank den mægtige Skikkelse sammen.
Hans sidste Ord blev ikke udtalt; det svævede bort med hans Sjæl. Vildt og hjemløst farer det nu om paa Jorden uden at finde en Sjæl, der har Mod til at optage det og lægge det paa sine Læber.
Men en Gang vil samme Ord faa Liv i Tusinder af Hjærter og lyde fra Tusinders Læber som et eneste Raab. Saa vil det skrige ind i deres Øren, det var bestemt for. Haardt og ubønhørligt vil det kræve Svar paa Spørgsmaalet: med hvilken Ret"?
Et døende Menneskes sidste Aandepust skal blive den vaagnende Menneskeslægts første!
