« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Norries Foredrag om Boerne
Ved »Dansk Kvindesamfunds« næstsidste Klubaften holdt Fru Norrie et meget interessant Foredrag om Krigen i Sydafrika med særlig Henblik paa Kvindernes og Børnenes Stilling.
Fru Norrie gik i Foredraget ud fra, at selv om Forholdene i Sydafrika i og for sig ikke vedkom Kvindesagen, saa maatte de Former, under hvilke Krigen føres fra Englændernes Side, dog oprøre enhver tænkende Kvinde, thi siden det gamle Testamentes Dage havde man ikke set noget lignende. Der er den Ting at sige til Englændernes Undskyldning, at de ikke behandler deres egne Soldater bedre, end de behandler Boerne. Krig er nu engang Krig, men denne Undskyldning kan ikke gælde overfor de ulykkelige Kvinder og Børn. Man har sagt, at Boerne var ret uciviliserede og u-sympatetiske. Dette er urigtigt. De er gennemgaaende lige saa dannede som de engelske Mellemklasser. Kvinderne er dygtige og intelligente, de er udmærkede Husmødre og mange af dem spiller Klaver eller Orgel. Om Mændene har Mark Twain engang udtalt: »Der maa mindst syv Englændere for hver Boer«.
Mændene har Englænderne ikke kunnet faa Bugt med, derfor har de nu begyndt Krigen mod Kvinderne og Børnene, og her lader de til at skulle have større Held med sig. Indespærrede i Lejre lever de Ulykkelige under de sørgelist mulige Forhold. Hvad Staklerne særligt lider under er Mangel paa ordentlig Vandtilførsel. I en af Lejrene har de kun Vandet fra Mudderriver at drikke. Lægerne har erklæret, at Fangerne lige saa godt kunde nyde rendyrkede Bacciller. Det er dem umuligt at koge Vandet, da der hverken findes Brændsel eller Kogekar. Mel og Kød maa de spise raat.
Der er i Teltene kun ét Sengested og langtfra tilstrækkeligt med Tæpper. De fleste maa sove paa den bare Jord, der ofte er opblødt af Regn. At disse Forhold i høj Grad befordrer Dødeligheden siger sig selv. I Følge de sidste Beretninger er Dødeligheden .steget til 434 af Tusind. Blandt de levende Børn findes næppe et, som er fuldstændig rask.
Der siges, at Fangerne kommer frivillig til Lejren. Med »Frivilligheden« hænger det saaledes sammen, at Englænderne sender Bud til en eller anden Egn med den Besked, at Egnen skal ryddes. Hvor skal saa Kvinder og Børn ty hen? I Lejrene finder de dog Lidelsesfæller. Paa en Gaard blev alle Beboerne bortjagne undtagen en ung, syg Pige, der var ude af Stand til at følge med den øvrige Familie. Efter 2 ½ Maaneds Forløb vidste Moderen endnu intet om hendes syge Barns Skæbne. En anden Moder var reven bort fra fem Børn og vidste intet om, hvor de befandt sig. Om lignende Grusomheder kunde fortælles i det uendelige. En af de ulykkelige Kvinder siger: »Jeg har været ude og bedt vore Mænd give efter. De afslog det. Nu beder jeg ikke mere, nu maa vi kæmpe Kampen ud til den Bitre Ende«.
»Det kan ikke nægtes«, siger Fru Norrie, »at det engelske Folk har lagt en svær Skyld paa sine Skuldre. Det forekommer mig, at et Menneske som Miss Hobhouse, der er rejst ned til Skuepladsen for at kunne give en sandfærdig Beretning om Forholdene og dernede har gjort, hvad der stod i hendes Magt for at lindre den værste Nød, ved sit Arbejde for de Ulykkelige har reddet det engelske Folk fra den fulde Skam«.
Fru Norries Foredrag, der var baaret af den dybeste Indignation mod Englændernes Krigsførelse, gjorde et stærkt Indtryk paa Tilhørerne.
(Forsinket af Mangel paa Plads).
