Hvilken Forskel.
Hvilken Forskel er der ikke imellem det nuværende Samfund, i hvilket Masser af Mennesker maa arbejde for at skabe Rigdomme til nogle faa, og derfor kun besværligt kan forskaffe sig selv den knappe Føde, medens andre endog maa sulte eller lide anden Nød, fordi man forhindrer dem i at arbejde ved at forholde dem Arbejdsmidlerne - og saa et Samfund, i hvilket enhver gerne vil arbejde i Bevidstheden om: at hver enkelt gør et Stykke Samfundsarbejde for at tilfredsstille Samfundets Behov, og at samtidig med den enkelte alle andre altsaa ogsaa arbejder for samme Maal, og derved ogsaa for at tilfredsstille den enkeltes Behov.
Tænk, naar det blev en Trang hos alle og enhver at tilfredsstille enhver Trang i Samfundet, saa at der slet ikke maatte være eller kunde være nogen anden Trang, fordi al Trang blev afhjulpen ved et fælles Arbejde, der var hver Mands Lyst, hvorimod ét Menneskes utilfredsstillede Trang vilde være alles Lidelse.
Tænk, et sligt Arbejdes Frugtbarhed og Velsignelse! Tænk, hvorledes Arbejdet vilde blive Menneskets Æressag, hvorledes Samfundets Vel vilde være en Samvittighedssag for hver enkelt, hvorimod Nød og Elendighed hver Mands Skam!
Tænk paa den nuværende saakaldte Gudstjeneste, og sammenlign den i Tankerne med Gudstjenesten i et sligt nyfødt Samfund, hvor Arbejdsdragten var Menneskenes Festdragt, og Arbejdspladsen det Sted, hvorhen Menneskene ilede for at tjene Gud.
Hvor adlet vilde ikke hver Følelse være i Mennesket, hvor ophøjet Gudsfrygten, hvor lutret Tanken, hvor levende Ansvaret, hvor paatrængende nødvendig Pligten, hvor udadeligt Livet, fordi det vilde være et Liv i Gud, der ikke dør.
En levende Tro paa, at et sligt Samfundslivs Gennemførelse ene og alene afhænger af Menneskenes alvorlige Bestræbelse og deres fri Villies Udvikling til at ville berede sine Efterkommere et sligt Samfund at leve i, er naturligvis Betingelse for dets Virkeliggørelse. Men saa vist som der nu i Aartusinder har været troet, hvad end ikke den menneskelige Tanke kan tænke, saa vist er det dumt og forrædderisk baade mod Gud og Mennesker ikke at ville beskæftige sin Tanke med det, som burde ligge den nærmest at tænke paa.
Og saa vist som det tros, at alt er muligt for Gud, saa vist kan et sligt Samfund opbygges ved Guds Hjælp uden Rigmænds Hjælp, saafremt Menneskene vil opbygge Samfundet til Guds Ære.
Derfor: ikke at tro paa Muligheden af et Samfund, i hvilket Arbejdet er Menneskets Glæde og det glædeligste Arbejde er: at hindre Nød og Lidelse ved sit Arbejde, det er: ikke at tro Gud: det er Gudsbespottelse af de troendes Gud, og det er Gudsfornægtelse af det guddommelige i Mennesket, altsaa af Gudsmennesket; det er frivillig Opgivelse af Gud og Kristus og Frelsen; det er ugudeligt, fordi det er det evige Livs Undsigelse; det er umenneskeligt, og derfor til Menneskets Fornedrelse.
Saa fryde sig hver Menneskesjæl, at den sande Frelse ë: Frelsen fra den Sindelagets Urenhed, der forskylder Nød og Elendighed i Samfundet ikke er fjærnere, end at endog Menneskets Tanker kan rumme Overbevisningen om, at ethvert Menneske i sig har Ævnen til at arbejde med paa Menneskehedens - altsaa ogsaa sin egen - Frelse, og at Gud hjælper hver den, der søger Guds Hjælp for at hjælpes til Deltagelse i dette Arbejde og til at sprede Troen paa denne Frelses Mulighed.
Styrket ved denne Tro, vækkes det Haab, der kalder til Live i Mennesket det Liv, der skal virkeliggøres i Verden for at være det evige Liv til alle Jordens Slægters Velsignelse.
Hvilken Forskel paa det nuværende Liv i Troen paa det evige Liv i Himlen, hvorom der prækes, og saa et Liv i Troen paa det evige Liv, der skal virkeliggøres her paa Jorden.
