« Tilbage til søgeresultaterne
De norske Kvinder ved Valgurnen
»Saa har jeg da været med at stemme for første Gang«, skriver Gina Krog i et privat Brev, »det var festligt!«
Ja, festligt maa det føles. Det var alt andet end festligt saa mangen Gang at sidde hjemme, naar Mændene gik til Valg, der hvor Landets Velfærd dog for en stor Del afgøres, hvor Nutidens Historie i væsentlig Grad skrives. I den lægger dog ogsaa vi Kvinder hvad vi ejer af Evner, Varme, Liv! Det er ikke virkelig festligt at lukkes ude fra de alvorlige Raadslagninger og saa bagefter komme med, naar der festes, ligesom Børnene kommer med til Desserten! Endnu mindre er det udviklende. Og som Landets Kvinde, saa Fremtidens Slægt. Det er paa Tide, at Kvinden bliver fuldmyndig Frue ogsaa i Danmarks Rige.
Men nu har altsaa de norske Kvinder stemt og er bleven valgt, nogle af dem ogsaa. En mandlig Indsender til »Nylænde« fortæller om Stemmegivningen i Bodø: »Adstadige gamle højremænd kom trippende op med sine fruer. Med lyse, smilende åsyn skred de op over salen, og med smil fjernede de sig fra valgurnen. Smaaflokke af unge damer kom uden herrefølge, smilende over sin egen ubevandrethed i valgmysterierne, men gjørende sin pligt«.
Her som de fleste Steder var omtrent en Tredjedel af de afgivne Stemmer Kvinders. Og da kun en Tredjedel af de i Mandtallet indførte stemmeberettigede er Kvinder, har altsaa Deltagelsen været lige stor fra begge Køn. Ogsaa i det forberedende Arbejde har Kvinderne været ivrige. Kvindeforeningerne, som i Norge er endnu talrigere end hos os, har henvendt sig til saagodtsom alle Partiorganisationer og faaet dem til at optage Kvinder i Valgkomitéerne, disse har da som oftest sat i det mindste enkelte Kvinder paa deres Valglister. Flinkest har Socialisterne været i det mindste ved Stemmegivningen. De har i Kristiania af 14 Repræsentanter to kvindelige, Højre har af 48 to, Venstre af 16 - ikke en eneste Kvinde!
Dette overraskende Resultat forklares af Gina Krog som følger; »Kvindehadet er ikke fra idag eller igaar. Inden Kristiania venstre har i længere tid grupper af kvindehadere været i travl virksomhed, som undergraver dets sundhed og truer det med total opløsning. I den tid, som kommer, vil det stadig fordummes og afmattes og sættes agter ud, hvis det ikke befrier sig fra eller faar uskadeliggjort disse giftige Organisationer«. Samtidig siger det, at Kristiania Kvinder har været ivrigere ved Valgene end andre Byers.
Nogen selvstændig Liste har saa vidt vides kun Kvindestemmeretsforeningen i Kristiania og Bergen opstillet. I Spidsen for denne upolitiske Bevægelse gik nogle af de blandt os bedst kendte Kvinder, og vi maa derfor ofre den nogen Opmærksomhed.
Man synes deroppe at være bleven træt af »det endeløse Slagsmaal om Maden og Magten«. Foreningens Formand, den dygtige Anna Holsen begrunder det Standpunkt, man efter megen Forhandling og Overvejelse er kommet til i det eneste Blad, som har sluttet sig til Bevægelsen, nemlig Verdens Gang (15. Novbr.). Efter hendes Mening er Partidannelsens Tid egentlig forbi. Partierne bestaar kun af Førere og første Masser. Et Vælgerfolk af Personligheder maa hos en Repræsentant kun spørge om Personlighed og saa overlade vedkommende i det givne Øjeblik at tage Stilling til Sagerne. I det historiske Øjeblik, da Kvinderne træder ind i Vælgernes Flok, sømmer det sig for dem at gaa deres egen Vej i Stedet for at træde i Partipolitikernes udtraadte Sko Man vil spørge, om det da ikke netop er Meningen, at Mand og Kvinde skal arbejde sammen. Jo vel skal de det; den Liste, Foreningen har opstillet, bestod af 42 »Personligheder«, hvoraf kun 12 kvindelige. At de 42 blev Anna Holsen og Ragna Nielsen valgte ind i Kommunalforsamlingen, mens Anna Rogstad blev Suppleant.
Standpunktet synes os angribeligt; det er ikke blot en »upolitisk« Liste, man har opstillet, men - hvad der udtrykkelig betones - et programløst Program. Ønsker man en saglig Forhandlig, hvilket lader sig høre i en kommunal Forsamling, maa man dog vel spørge ikke blot om Personlighed i al Almindelighed, men om en Sagkundskab, der saa nogenlunde forud anviser Standpunktet.
Man kunde derfor bedre forstaa, om alle Kvindeforeninger, uanset deres politiske Sympatier, havde forenet sig om en Liste, bestaaende af Saadanne Mænd og Kvinder, som de vidste med Kraft vilde fremme de Sager, der synes dem vanskøttede under det udelukkende mandlige Regimente, saasom Omsorgen for forsømte Børn, Renlighed, Ædruelighed, Skolereformer o. a. lgn. Vi skal ikke her forfølge Spørgsmaalet videre, men kunde ønske at se det taget op til Forhandling ogsaa hos os.
Resultatet af de norske Valg kan sammenfattes saaledes, at Kvinderne har vist en høj Grad af Iver og Interesse, som Stemmegivere, men ikke i noget stort Antal er bleven valgt ind i Kommunalforsamlingen Som Grunde hertil anføres f. Eks. fra Drammen: Mændenes Uvilje mod Kvinder i det offentlige Liv og Kvindernes Splittelse i Partier. Selv Højrekvinderne beklager der, at man har ladet en af Venstres kvindelige Repræsentanter, Fru Betty Kjeldsberg falde. Det kan derfor vel hænde, at man næste Gang vil vælge en noget anden Taktik. Men glædeligt har det været at følge de norske Kvinder under deres ærlige og intelligente Arbejde; vi maa yde dem vor varmeste Tak derfor og sende de valgte vore bedste Ønsker for det Hverv, de nu har taget op.