« Tilbage til søgeresultaterne
Lehnsmandens Hus
Fru Redaktør! Tillad mig i Anledning af de Par Indvendinger, som Deres ærede Blad har fremført mod mit Skuespil »Lehnsmandens Hus«, at svare følgende: Jeg ved fuldt vel at værdsætte en god Tidstone i et historisk Stykke, ja, har selv i min Afhandling »Om dansk-historisk Skuespil« paavist mange »Kulturfejl« hos vore Digtere, lige ned til Ting som Kalkuner i Christiansens »Broder Rus« og »Juletræ« i Strindbergs »Gildets Hemmelighed.« Derfor burde jeg selv vogte mig. Af de tre Anker, Bladet fremfører, mener jeg nu ogsaaat kunne paavise, at kun den ene er berettiget.
1. Ved en Videnskabsmands Gennemlæsning af mit Manuskript er jeg allerede den Gang bleven gjort opmærksom paa, at Leverrimene først opkom 100 Aar senere. Men jeg sagde med Goethe: »Lad Bæstiet blive staaende!« idet jeg mente, at det vilde more de unge. Efter den ærede Anmelders Udtalelse havde jeg altsaa gjort bedre i at fjerne Fejlen, da den kan forvirre Læsernes historiske Begreber.
2. Det hvide Sukker , mener jeg derimod ikke gør noget. 1529 kaldtes Hans Tavsen af Kongen til København, altsaa omtrent ved det Tidspunkt maa »Lehnsmandens Hus« foregaa.1545, c. 16 Aar senere, ved vi - efter Troels Lund - at Kristian den 3. lod hente 8 Pd. Strøsukker fra Leipzig.
Ved samme Konges Hof, han regerede jo fra 1533 til 1559 - brugtes aarlig 1100 Pd Sukker. Ved Aarhundredets Midte ved vi, at en dansk Adelsmand brugte 114 Pd Sukker i tre Aar. 1560 døde Gustav Vasa; det maa altsaa være før den Tid, at han advarer sine Døtre mod at »forslemme Maven med frosne Nødder, Sukker og andet Shavl.« - Af alt dette ved vi altsaa sikkert, at Sukker brugtes i Norden 15-20 Aar efter den Tid, Skuespillet foregaar; men derfor kan der jo godt paa samme Tid være forskrevet noget, hvorom vi ingen Oplysning har faaet, særlig til et lækkermundet Kloster. Naar det sikre ligger saa nær Tiden, og det hele godt kan have fundet Sted, er det vist unødig at gøre Ophævelse derover. Hvad Sukkerets Farve vedrører, da siger Troels Lund: »Den almindeligste Form var hvidt Sukker i Toppe« - altsaa ikke mørkt Sukker, som den ærede Anmelder mener.
3. Det er mærkeligt, at Ordet »Adbyrd« er fremmed for Anmelderen, thi dette burde være fremhævet med Ros og ikke med Dadel; det er nemlig et godt gammelt Ord, som Sprogrensere er glade ved. Hans Dahls, Hjælpeordbog, som alle, der skriver om gammelt Sprog, naturligvis ejer, siger herom: Adbyrd-Gebærde, Opførsel, Maade at bære sig ad paa i Miner Lader. Paa Oldnordisk hedder det atburd, paa Svensk atbørd, almindelig i gammelt dansk. (Videnskabernes Selskabs Ordbog). Efter lang Hvile blev det opfrisket af H. C. Ørsted, som skriver om det. »Adbyrd, et godt, gammelt Ord, som man har ladet forældes og fortrænges af det ravtyske Ord Gebærde.« I »Rejse i Dalarne« skriver ogsaa Barfod: »at ikke den mest høviske Kvinde skulde have hørt et Ord eller set en Lade eller Adbyrd, hun kunde tage Forargelse af«. Jævnf. »bære sig ad«, »Jernbyrd.«
Maa jeg til Slut udtale en Tak for den ellers saa venlige Anbefaling for min Bog.
Ærbødigst
