« Tilbage til søgeresultaterne
Annie Besant
Der er vel intet Blad, som har større Anledning til at bringe et Billede af den Kvinde, hvis Navn staar over disse Linier, end netop »Kvinden og Samfundet« thi næppe ret mange af vor Tids Kvinder har udført et større og mere betydningsfuldt Arbejde for hele det store menneskelige Samfund end netop Annie Besant. Dette vil imidlertid kun kunne vurderes og forstaas fuldt ud af de Faa, der kender Annie Besants eminente Virksomhed ikke alene som Englands berømteste, mest uselviske og opofrende kvindelige Forkæmper for alle politiske og sociale Reformer, der havde til Maal at forbedre de Kaar, i hvilke Samfundets Stedbørn lever, men som ogsaa har fulgt og studeret hendes endnu mere omfattende Virksomhed som aandelig Leder af det over hele Verden udbredte »Teosofiske Samfund«; thi ligesom Teosofien ikke nærmest bør betragtes som en Nutidens, men mere som en Fremtidens Religion og Videnskab, saaledes vil det ogsaa være Fremtiden forbeholdt - i al Fald hvad det store Flertal angaar - at forstaa og værdsætte Annie Besants Livsværk. Hendes Livsopgave - saaledes som den gennem de mange Overgangsstadier omsider har formet sig for hendes bestandig fremadstræbende, sandhedssøgende Aand - er i faa Ord hverken mere eller mindre end denne: Paa den ene Side at bringe »den gamle Visdom« - den Visdom, som ligger skjult under alle Verdensreligioner saavelsom under de store Kulturers oprindelige Videnskab - frem i en saadan Form, at den saakaldte civiliserede Del af Verden, Evropa og Amerika, kunde forstaa og modtage den - hvis den ønskede det; paa den anden Side: at danne en Skole (»Central Hindu College«) i Indien, som kunde blive det Grundlag, paa hvilket Indiens gamle Kultur efter Aartusinders Forfald atter kan vækkes til nyt Liv.
Af hendes stærkt bevægede Livs mange Kampe - et Liv, som kunde afgive Stof til en meget spændende Roman - skal jeg her, paa Grund af den stærkt begrænsede Plads, kun give et Rids med faa Streger.
Hun fødtes i London 1847. Hendes Fader, der tilhørte en gammel adelig Familie i Devonshire, var en lærd og meget sprogkyndig Læge ved Navn Wood. Hendes Moders Familienavn var Morris ; hun nedstammede fra en gammel, adelig irsk Slægt. Hun havde i det hele en sjælden sorgfri og lykkelig Barndom og Ungdom, skærmet og værnet om i alle Retninger. Skønt Faderen døde, da Annie kun var 5 Aar gammel uden at efterlade sin Familie Formue, lykkedes det dog Moderen, som var en sjælden viljestærk, ædelt tænkende, øm og opofrende Kvinde, Genstand for Annies varmeste Kærlighed, at give Børnene en udmærket Opdragelse. Det havde været Faderens Ønske, at den ældste Søn skulde forberedes til Universitetet, og ved at flytte til den lille By Harrow - hvor der var en ypperlig Skole - og ved at optage Skoledisciple som Kostgængere i sit Hjem dannede Mrs. Wood sig en Eksistens. I nogle Aar blev Annie opdraget her sammen med sine Brødre; hun var ligesaa ivrig til Cricket og al Slags Sport som til at læse; hendes Tanker syslede paa dette Tidspunkt mest med Miltons »Det tabte Paradis« - særligt med Satans Monologer. Helt tilfældigt - som man plejer at sige - saa Miss Marryat - en Søster til den berømte Romanforfatter - den lille Annie, og følte sig saa tiltalt af det livlige, opvakte Barn, at hun tilbød at tage hende til sig og bekoste hendes Opdragelse. Miss Marryat følte sig skabt til at være Opdragerinde og Lærerinde, og hun havde det Held at eje baade Hjærte, Forstand, grundige, udstrakte Kundskaber og tilstrækkelig Formue til at kunne tage flere Børn til sig og give dem et Hjem, indtil deres Uddannelse var afsluttet. Hun boede i en lille By i Devonshire i en meget skøn Egn, og hendes Opdragelse var vel egnet til at udvikle »en sund Sjæl i et sundt Legeme«, idet Studierne vekslede med Legemsøvelser og lange Spasereture. Ved Konfirmationsalderen afsluttedes Børnenes Uddannelse med længere Ophold i Paris og Tyskland for at fuldstændiggøre deres solide Kundskaber i Fransk, Tysk og Musik. Annie Besant siger i sin Autobiografi: »Ord kan ikke udtrykke, hvor meget jeg har Miss Marryat at takke for, ikke blot for de Kundskaber, hun bibragte mig, men i Særdeleshed for den Kærlighed til Viden, som har fulgt mig hele Livet siden, og bestandig været mig en Spore til forsatte Studier.«
Den lille varmt- og dybtfølende Annie var en meget religiøs Natur, og da Miss Marryat var i høj Grad ortodoks, en alvorlig Pietist og en udpræget Karakter, var det naturligt, at hun satte et stærkt Præg paa den bløde Barnesjæl, hun omfattede med saa megen Kærlighed. Her paa dette Punkt havde Miss Marryat sin store Begrænsning; men alles Øjne er jo ikke aabne til at se den samme Ting til samme Tid, og det bør sikkert ses som et Gode, at Annie Besant ogsaa fik Lejlighed til personlig at gennemleve denne Form af religiøs Overbevisning. Ved Konfirmationsalderen - 1865 - var den unge Pige dybt greben af den religiøse Vækkelse, som satte England i Bevægelse netop paa dette Tidspunkt; dog begyndte nu Tvivlens Aand - tiltrods for de ensidige Omgivelser og Paavirkninger hun levede i - at røre sig i hende. I Paaskeugen 1866 vilde hun forsøge at gøre et sammenlignende Uddrag af de fire Evangeliers Fremstilling af Lidelseshistorien for deraf at danne et sammenhængende Hele; hun opdagede da til sin Forfærdelse de mange Uoverensstemmelser- men fuld af Angst og Anger over sin Vantro, som hun var, førte dette kun til, at hun kastede Pennen og paalagde sig selv Faste og Bod. Dengang fik hendes kraftige Vilje Bugt med hendes logiske ,og kritiske Sans; og virkende med Tilbageslagets Magt naaede hendes kirkelige Entusiasme kort Tid efter sit Kulminationspunkt. Havde hun været Katolik, var hun uden Tvivl bleven Nonne; som ivrigt Medlem af den engelske Højkirke forekom det hende nu, at det maatte være den højeste Lykke at blive en Præsts Hustru - idet hun i den højkirkelige Præst saa en Stedfortræder for den himmelske. Brudgom. Ud fra dette Synspunkt var det en Sag af en rent underordnet Betydning, hvem denne Præst iøvrigt var; og da Pastor Frank Besant - en Broder til den berømte Romanforfatter - efter en Sammenkomst med Annie Wood ved et»Vækkelsesmøde« og et derefter følgende overfladisk Bekendtskab friede til hende, samtykkede hun i at blive hans Hustru. At hun kunde handle saaledes forklares yderligere derved, at baade hendes Moders og Miss Marryats Opdragelse havde holdt hende i fuldstændig Uvidenhed med Hensyn til Ægteskabets Betydning, og hun var aldeles uvidende om de Følelser, som bør danne Grundlaget for en ægteskabelig Forening; hun havde aldrig læst Romaner, og hendes Sind var fuldstændig uberørt af Elskov.
Hendes Ægteskab blev følgelig en Kval og en dyb Skuffelse.
Let fængelig som hun var, let begejstret for alt ædelt og højt, for Aandens Frihed, for Sandhed og Ret, havde hun kort før sit Ægteskab for første Gang følt sit varme irske Blod banke i alle Pulse ved at komme i Berøring med Englands politiske Radikalisme og den irske Uafhængighedsbevægelse. Hendes Mand, en dagligdags Universitetslærd, lod sig fuldstændig beherske af Konservatismen, af, hvad »Alle« ansaa for »passende«, af Skik og Brug. Han havde ingen Forestilling om, til hvilken himmelstormende Flugt den unge Fugl, han havde fanget, var skabt, hvilke Kræfter den begyndte dunkelt at føle røre sig i dens Sjæls Dybder. Hun følte sig som i et trangt bur og søgte at døve sin Sorg ved ivrige Studier; desuden skrev hun Noveller til det bekendte Tidsskrift »The Family Herald«. De boede paa dette Tidspunkt i Cheltenham, hvor Frank Besant havde en Plads som Overlærer; kort Tid efter fik han imidlertid - ved sin Hustrus Onkels, Lord Hatherlays Protektion - et Præsteembede med en Indtægt af ca. 8000 Kr. aarlig Indtægt.
(Fortsættes).