« Tilbage til søgeresultaterne
„Separationsbevillingen tabt sin Gyldighed”
I et københavnsk Dagblad læstes for nylig følgende:
Drukket Gift.
En 40-aarig Kvinde, Margrethe Christiansen, forsøgte i Gaar at tage sig af Dage med Gift.
Hun boede i en Kvistlejlighed i Baggaarden til Ejendommen Raadmandsgade 21 og havde tre smaa Børn, som hun skaffede Føden ved at sy for en velgørende Forening »Karmel«. Indtægten var imidlertid meget ringe, og baade hun og Børnene led ofte Nød.
Hertil kom, at hendes Mand, fra hvem hun var separeret, i den sidste Tid havde slaaet sig ned i Lejligheden og krævet, at hun skulde underholde ham med. Han var en raa og fordrukken Fyr, der ikke selv bestilte noget, og hun var for et Aars Tid siden blevet separeret fra ham, fordi han mishandlede hende og Børnene, naar han kom fuld hjem.
At forsørge dette Mandfolk oversteg imidlertid hendes Kræfter, og hun besluttede derfor at begaa Selvmord. Hun kunde nemlig ikke blive af med Manden igen, efter at hun en Gang havde lukket ham ind, idet Separationen dermed betragtedes som hævet, og da han drak værre end før, gjorde han Hjemmet til et Helvede baade for hende og Børnene.
I Gaar Eftermiddags tømte den ulykkelige Kvinde en Flaske Gift, mens Manden laa og sov en Rus ud paa Sengen. Naboerne ved Siden af hørte hendes Jamren og Rallen og fik tilkaldt en Betjent, der kørte med hende til Kommunehospitalet. Her blev hun udpumpet, men det er tvivlsomt, om hendes Liv kan reddes.
(»Kbhvn.«).
Det fejler næppe, at hvor afstumpede de Flestes Nerver end er for den Hærskare af Elendigheder, hvormed Nutidens »Civilisation« tager sig betalt, vil en Hverdagstragedie som denne dog gøre et vist Indtryk. Her er nemlig aabenbart en dum og brutal Lovgivning Skyld i den dybeste og haabløseste Jammer, hvorfra der ganske rigtig ingen anden Udvej er at opdage end Døden. Det er Samfundet, der ogsaa her, som paa saa mange andre Punkter, værner »Moralen« med det smukke Resultat at bringe sine mindst modstandsdygtige Medlemmer til i den yderste Fortvivlelse at lægge Haand paa sig selv. Og ethvert Menneske med Hjærtet paa rette Sted maa, - dette er det forfærdelige ved at tænke sig den - sande: her er alene Befrielse i Døden!
Separationsbevillingen er omsider opnaaet efter maaske mange Aars haarde Nød. Endelig, endelig faar den ulykkelige Kone Lov til at bo for sig selv med sine Børn. Om tre Aar er hun helt fri, naar hun aldeles intet Samkvem har med Manden. Thi dette er en Betingelse, som Lovgivningen kræver, for at den endelige Skilsmisse kan fuldbyrdes.
Men saa sker dette, at den usle Drukkenbolt opsøger hende, tigger og beder om Husly, bare for en Nat. Og - han har dog en Gang været hende kær, og han er hendes Børns Fader - saa lukker hun ham ind, og alt er tabt. Der maa begyndes for fra igen.
Naturligvis - hun burde ikke have lukket ham ind men søgt Politiets Beskyttelse mod hans Paatrængenhed. Hun burde have været døv for alle Bønner og Løfter og Brændevinsgraad. Men hvem vil gaa i Rette med den arme Kone?
Teorier er gode nok - til deres Brug. Men hvor der er Valg mellem en smuk og agtbar Teori paa den ene Side og Menneskeliv og Menneskelykke - ja, og Menneskesjæle - paa den anden Side, der faar i den kære Guds, den sunde Sands’s og den umiddelbare Retfærdighedsfølelses Navn Teorien »gaa sig en Tur«.
Der er Ting, som Menneskenaturen oprører sig imod, ikke kan og ikke heller skal bære. Dertil hører Ting som denne.
Der er selvfølgelig dem, der raaber op om »Ægteskabets Hellighed« ogsaa der, hvor Ægteskabet er saa vanhelliget som vel muligt, idet den ene Part er bleven et Dyr paa to Ben. Filisteriet og Hykleriet, Dumheden og Tykhudetheden er skrækkelige Magter i »dejligst Vang og Vænge«. Jeg erfarede det nylig, da jeg i et af vore Dagblade tog mig for at spørge, om de mange Barnemord var nødvendige for at opretholde Moralen, og vovede at foreslaa noget i Retning af et midlertidigt Hjem for den ugifte, frugtsommelige Kvinde og en midlertidig Forsørgelse af Barnet, begge Dele paa det offentliges Foranstaltning. Straks var der de Godtfolk, der skreg op om, at jeg »rokkede ved det sædelige!« Man tænke sig: det sædelige Ideal rokkes ved at forhindre Barnemord og Tugthusstraffe! Et saadant sædeligt Ideal vilde jeg ganske vist ikke røre en Finger for at værge.
Og der skal nok være dem, - sagtens væsenlig de samme -, der ogsaa her vil vende Øjnene mod Himlen og korse sig og ævle Moral og vejre »Frileveri« m. m.
Men det skal ligefuldt siges, til det høres, at her er der et Hul i Lovgivningen, som skal stoppes. En aabenbar Drukkenbolt bør ikke kunne ødelægge sin fraseparerede Hustru og hendes stakkels lille Eksistens, fordi hun har været svag nok til at give ham Husly. Hun maa i det mindste have Ret til at fordre ham fjærnet fra sit Hjem og ved at føre Bevis for hans Fordrukkenskab faa Separationsbevillingen bekræftet eller dog i det mindste efter den sædvanlige, alt en Gang prøvede og nok som pinagtige »Mægling«, erhverve en ny Bevilling. At saa megen Tid er tabt inden endelig Skilsmisse turde være Straf nok for en tilgivelig Ubetænksomhed. Manden bør under ingen Omstændighed kunne slaa sig ned i hendes Bolig og ved Dovenskab, Drik og Svir bringe hende i den haabløseste Kvide. Lad vore Lovgivere være lidt rappe i Vendingen! Vore Kvindeforeninger kunde i et Tilfælde som det her fremdragne passende røre paa sig. Her er en af de mange Skanser, der skal tages, for at Slaget kan vindes.
