« Tilbage til søgeresultaterne

I Anledning af Retsreformen

Af: Julie Kiel

« Se emneord

Nu er vi atter komne et Aar læn­gere ind i det saakaldte oplyste 20de Aarhundrede. Mangt og meget er skabt og udfundet af menneskeligt Snille i det forløbne Aar, men er vi voksede kendelig i Humanitet og Retsind? Vil ikke Nissen med alle Fortidens Dumheder paany stikke Hovedet i Vejret og atter hævde sin Plads i 1902?

Herhjemme venter vi i dette Aar at faa Retsreformen gennemført. Gid den maa betegne et virkeligt Frem­skridt i Humanitet, saa at det demo­kratiske Danmark kan vinde et Heste­hoved frem for de Kulturlande, som endnu venter paa deres Reformer.

Naar man ser hen til de Domme, som hidtil er fældede rundt om i Evropa, synes man, at der er haabløst langt til en human Retspleje. Var det nu f. Eks. rigtigt af Fransk­mændene at dømme den formentlige Massemorder Briére til Døden? Var han skyldig? Han har jo ikke tilstaaet, tværtimod erklærede han til den forsamlede Jury: »Mine Herrer, De har dømt en uskyldig!« »Ja,« svares der, »men alle Indicier var imod ham.« Det er sandt. Sligt har dog været Tilfældet før, og des­uagtet har det et Aaremaal efter vist sig, at der var begaaet et Justits­mord. Kan det samme ikke være sket igen? Kan man overhovedet være sikker paa en Handlings Fuld­byrdelse, god eller ond, hvor ingen Tilstaaelse foreligger? Alt menneskeligt er upaalideligt, selv en Tilstaa­else, der ikke er givet uden Pres, og givet, uden at det tilstaaede er psy­kologisk forklarligt. Burde man i saadanne Tilfælde udsige en afgø­rende Dom? Absolut ikke, det pas­ser ikke med det Niveau, som skulde være det 20. Aarhundredes. Kun naar den anklagede - saa vidt menne­skelig Iagttagelse rækker - kan siges at have afgivet sin Bekendelse tvangsfri og bevidst, kun da kan der med moralsk Ret fældes en Dom. - Det er naturligt, at et Individ, der synes farligt for Samfundet, ikke kan være paa fri Fod og saaledes muligvis bringe Ulykke og Fordærvelse over dette, men at straffe det med Døden, naar man ikke er saa overbevist, som Mennesker overhovedet kan blive, er ubetinget forkasteligt, blandt andet fordi man ved en saadan Dom umuliggør fremtidig Oprejsning, hvis man har taget fejl. Dødsstraf er overhovedet uværdig for et Kultur­samfund; den er en Rest af For­tidens Barbari. Man kan selvfølgelig ikke frikende en anklaget, som alt vidner imod, blot fordi Tilstaaelsen mangler; men i tvivlsomme Tilfælde burde Dommen kun gaa ud paa en Varetægtsarrest for Samfun­dets Skyld. *)

*)   Briére er senere benaadet med livsvarigt Strafarbejde.                        

Red.

Har man derimod en Tilstaaelse fra et normalt og tilregneligt Individ, saa har dette Individ ved sin Tilstaaelse givet Samfundet Ret til at straffe det; det har selv overtaget Ansvaret for, hvad der vil ske, og hvis det af en eller anden Grund paatager sig Skylden for en Forbrydelse, som det ikke har be­gaaet, og lider Straffen derfor, kan der alligevel ikke være Tale om Justitsmord.

Der er megen Brist i vore saakaldte Kultursamfund, de trænger aabenbart til nye Hjærner. Meget vil utvivlsomt ændres til det bedre, naar Kvinderne faar Del i Administratio­nen, ikke mindst paa Retsforholde­nes Omraade. Det er taabeligt, at Regeringen herhjemme, der ellers viser sig saa frisindet, betænker sig paa at optage Kvinder i Lovforslaget om Nævninger. Danmark savner sikkert ikke intelligente Kvinder, der besidder den nødvendige Dannelse og Erfaring for at gøre Fyldest paa dette Felt. Men at de skal holdes ude, fremgik tydelig nok af Justits­ministerens Udsagn, at Tiden ikke var moden endnu. Naar bliver den det? Naar vil den Tid komme, hvor den almindelige Stemning i den mand­lige Verden bliver for Kvindernes Delagtighed i Samfundets Admini­stration? Denne kommer ikke, før den kvindelige Medvirken i Admini­strationen er en fuldbyrdet Kendsgerning, der har vist sine Frugter. Flertallet bøjer sig for det, der er et Faktum, men strider af al Magt imod fremtidige Reformer. Skal Kvin­derne vente, til Majoriteten knæ­sætter dem, kommer de til at vente i al Evighed. Reformer bæres kun frem af de faa, der har det Klarsyn, det Mod og den Uselviskhed, som netop Gennemsnitsmenneskene sav­ner; disse udgør Massen, der skal overvindes under Kulturens Nydan­nelser. Senere bliver de til en smuk Hale for de sejrende Reformatorer.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner