"Eine alte Geschichte."
Skitse.
Et Øjeblik saa han hende stift i Øjnene; men saa kunde han ikke længere holde dette faste, vrede Blik ud, han saa ned; hans Hjærte bankede voldsomt; han kunde føle, hvor Blodet brændte ham i Kinderne. - Ikke for alt i Verden vilde han have staaet saaledes for hende! - og nu i Dag, da han netop, - aa, det var ikke til at udholde at tænke paa! - Han saa ud som den personificerede onde Samvittighed.
Hun stod imidlertid bleg med sitrende Læber foran ham; hun aandede hurtig og kort, medens hun stræbte at faa Ordene frem; omsider kom det stakaandet og anstrængt: ”Det havde jeg ikke troet om dig, Axel!”
Hun vilde have sagt noget mere, men brød pludselig af, vendte sig og gik hurtig bort. Han vovede ikke at se op, før han hørte Havelaagen klappe til efter hende.
- Og saa blev han staaende dér midt paa den solbeskinnede Plæne og grublede.
Nu havde han altsaa selv tilintetgjort sin Lykke, sin Glæde; hvor hun var vred! hun vilde vist aldrig tilgive ham! Og han turde ikke en Gang bede hende derom; han kendte jo hendes strænge Principer om Pligt og Dyd og Ære. - Og hvad havde han da gjort, som var saa slemt? Han havde været fløset, labanagtig - som de fleste andre unge mennesker; disse to friske, røde Pigelæber var heller ikke de første, han i Kaadhed havde kysset, - Men først nu forekom det ham at være en Forbrydelse, først i dette Øjeblik blev det ham klart, hvor egoistisk, hvor svag han i Grunden var, i hvilken Grad han lod sig beherske af øjeblikkelige Indskydelser, hvor ringe hans Modstandsevne var, til hvilken Afgrund dette kunde føre ham, og hvilken Elendighed det alt havde beredt ham.
Da Frokostklokkens skarpe Klang rev ham ud af sine triste Tanker, havde han gennemløbet hele Skalaen fra den sorteste Fortvivlelse, hvor Selvmord syntes ham den eneste Udvej, dernæst gennem en krampagtig Klamren sig til Livet, et fortvivlet Forsøg paa at suge et andet Indhold ud af det end det, han tidligere havde tænkt sig, en lidenskabelig Fordring paa at blive af med alt det, som knugede og tyngede ham, en Fordring paa Ungdommens og Sundhedens Ret: Livsglæde og Lykke, saa gennem Nedstemthed, Modløshed og haabløs Slaphed til et ubestemt Forsøg paa at tage sig sammen, et svagt Anstrøg af mandig Kraft til at bære den paa hans Skuldre lagte Byrde, en Gnist af Haab, som han sørgede for at holde saa godt ved Lige, at den blussede op til en Stjærne, og omsider til den faste Beslutning, at han vilde arbejde, anstrænge sig, udrette noget i Verden, - og saa vilde hun maaske til sidst, naar hun saa, hvor ærlig og trofast han havde kæmpet for at vinde hende, tage ham til Naade igen.
Idet han rejste Hovedet, faldt noget til Jorden. Det var en stor, gul Rose, som var blevet liggende paa hans Hatteskygge. Idet den faldt, spredtes dens Blade som tusende vingede Fugle til alle Sider. Han saa melankolsk efter dem; som disse halvvisne Blade skulde nu hans unge Kærligheds Drømme ligge bag ham som et sluttet Afsnit af hans Liv; - og Vorherre maatte saa vide, om der en Gang i Fremtiden skulde spire en ny Knop paa hans Lykkes Træ!
Han rettede uvilkaarlig paa sig og gik henimod Huset; da fik han Øje paa det lyseblaa Baand, der flagrede fra Gyngens Tov; han drog et smerteligt Suk, kyssede det og gemte det hos sig det var Afsked, nu vilde han gaa op paa sit Værelse og klæde sig om, og saa vilde han rejse med det samme, han vilde foregive uopsættelige Forretninger, ingen vilde tro ham, men det fik være det samme; - bort vilde han, men ikke se hende først, nej, ikke se hende; - hans Mod maatte ikke dæmpes, skulde hans Beslutning udføres.
- Men ak! paa saa svage Fødder stod denne sidste Beslutning, at der ikke behøvedes andet til at kuldkaste den, end at Onklen traadte ham i Møde paa Trappen, slog ham venlig paa Skulderen og sagde: „Naa, god Morgen, min Dreng! kom og lad mig forestille dig for min gamle Ven, Professor Strøm; han rejser igen i Eftermiddag!”
- Han kunde have undskyldt sig med Ildebefindende, men han gjorde det ikke. „Blive!” jublede det inden i ham. „blive! se hende en Gang endnu, blot én Gang!” - tale med hende én eneste Gang, gøre hende bekendt med sin Beslutning at arbejde og kæmpe; det vilde styrke og opretholde ham paa Vejen, naar han kendte hendes Sindelag. - Og saa gik han ind og lod sig præsentere for og konversere af Professor Strøm. Ædele var gaaet lige op paa sit Værelse. Hun stod lidt med sammenbidte Læber, knyttede Hænder og lukkede Øjne; saa kastede hun sig i en Flugtstol og stirrede tavs hen for sig. Hun holdt en duftende, hvid Jasmin i Haanden, men hun havde klemt dens Stilk, den hang med Hovedet;
- den havde hun plukket til ham for at sætte den i hans Knaphul; det plejede hun hver Dag ved Frokosten at gøre; og saa havde han forlangt en Blomst af Jomfru Olsen, af Stuepigen! - I dette Øjeblik glemte Frøken Ædele rent sine demokratiske Principer, hun var den fine, smukke Herregaardsfrøken, mellem hvem og Stuepigen der i Dannelse og medfødte Egenskaber var et umaadeligt Svælg. - „Af Stuepigen,” gentog hun og lo krampagtig, af Stuepigen med de store, røde Hænder og de rædsomme Pandehaar, som hun krøllede med et Tretommersøm; - det var dog altfor latterligt!
- Og nu maatte det naturligvis være forbi mellem dem. -
Godt, at han endnu ikke havde erklæret sig, skønt hun godt havde mærket, at han i de sidste Dage havde haft det paa Læberne hele Tiden, skønt de i den sidste Tid i Grunden havde været halvt forlovede. Men dette kunde ikke gaa! En umoralsk Mand vilde hun hverken eje eller have. Hun kunde jo aldrig være sikker; hun maatte jo befrygte det værste. Hun gjorde ham i Tankerne langt værre, end han var; hun vidste jo dog godt, at han ikke var fordærvet, at det kun var et Øjebliks Indskydelse.
