« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Asta Hansten
(Sluttet).
Nu kommer vi til næste post i »En pioner«: »I 1875 benyttede frk. H. en anledning, som frembød sig, til at tage til genmæle mod den dobbelte moral, som samfundet opstiller for de to køn, mod lovens uretfærdighed mod kvinder og mod samfundsopinionens feighed ligeoverfor mændenes traditionelle moralske uansvarlighed.«
Her maa jeg atter sige: naar man lægger merke til de ord, som forekommer i denne sætning, saa maa man faa en fornemmelse af, at her er tale om en voldsom kamp.
De danske kvinder kan umuligt have glemt, hvorledes det gik frøken Elisabeth Grundtvig, da hun, i midten af 80- tallet, holdt et foredrag for Dansk kvindesamfunds medlemmer, hvori hun talte paa den lempeligste, spagfærdigste maade om den dobbelte moral for de to køn; hun henpegede kun paa den mulighed, at der kunde gives en moral ogsaa for mænd; hun kastede ganske stille hen den ytring, at det dog vist ikke kunde være gavnligt for et menneskes livslykke at tilsudle sin egen tilværelse.
Hun blev overfaldt af en mand, - en højt udviklet, evnerig og kundskabsrig mand - overfaldt med et saa vanvittigt raseri, at det eneste passende svar hun kunde give, var sagsanlæg.
Til sammenligning vil jeg fremføre følgende:
Camilla Collett havde allerede i 1872 »kastet hansken til det hele samfundshykleri og den bundløse umoralitet, som dette skjulte.« Hun afslører med det dybeste alvor det forfærdelige i kvindens stilling; hun kaster lys over »det sædelige schisma mellem mand og kvinde«. (Sidste Blade. Anden og tredie række. Kristiania).
Overfor hendes manuskript drog alle forlæggere sig tilbage; hun maatte udgive bogen paa eget forlag.
Hun blev ikke overfaldt, thi hendes anklage mod samfundet var saa gribende, saa vægtig, saa dybtgaaende, at herskerne og undertrykkerne helst vilde tie, skjule sig i taushed og mørke.
Til ære for Sveriges frisindede presse maa her nævnes, at bogen fik en udførlig, hædrende og anerkendende anmeldelse i »Samtiden«, et vecko-skrift for literatur och politik; udgivet af
C. F. Bergstedt, Stockholm.
Da jeg, som nævnt i de ovenfor fremførte linier af »En pioner«, angreb og anklagede samfundet, saa gjorde jeg det paa min vis, nemlig saa pludseligt, saa dristigt og saa voldsomt, at det blev mødt med taushed; i selskabslivet fandt man det ikke passende at tale om det, og bladene tiede - skrækslagne.
Dette viser, at det er sandhed - hvad jeg har udtalt i en af mine »strøtanker« (Kvinden skabt i Guds billede): Efter min mening er det med kvindesagen som med at plukke brændenelder, thi griber man løst paa bladene, da brænder man sig, klemmer man fast til derimod, da brænder man sig ikke.
Videre i »En pioner«:
»I løbet af aarene 1876-78 holdt frk. H. foredrag i alle større byer i Norge, to foredrag i Stockholm og to i København.«
Disse to linier glider saa let; nu gør de vist ikke synderlig indtryk, Kvinder holder jo foredrag baade her og der. Men her gælder det fem og tyve aar tilbage i tiden. Løsenet: Kvinden skal tie! herskede med enevælde. Titelen paa en af Camilla Collets bøger »Fra de stummes lejr«, er vidnesbyrd om, hvorledes det stod til.
En kvinde, som havde mod til at stige op paa en talerstol i et stort lokale og holde et offentligt foredrag, knuste derved som med et slag det kirkelige og prestelige tausheds dogme.
Fremdeles vil jeg meddele: I den række foredrag jeg holdt i de tre skandinaviske riger, i sytti-aarene, før jeg drog til de Forenede Stater, var dette tema gennemgaaende: Kirken er et kvindeligt begreb; det kirkelige er et kvindeligt omraade; menigheden kaldes med et bibelsk udtryk »bruden«, og bruden er selvfølgeligt kvinde.
»Efter dette indses, at en kirke, som saa meget som muligt udelukker kvinden, nødvendigvis maa blive højst ufuldkommen.«
Kan hænde at dette lyder for »moderne« mennesker som To hu va bohu, eller Tomhed og Intet; men saa ganske almindeligt er dette tema dog vel ikke.
Et af disse foredrag holdt jeg i København, 23. April 1878. Det er optaget i »Kvinden skabt i Guds billede«, et skrift som jeg udgav paa eget forlag i Kristiania samme aar. Jeg henvendte mig ikke til nogen forlægger; jeg indsaa, at det ikke kunde nytte. Nej, det gaar ikke glat og let at hugge ud i en urskov af gamle, sammengroede fordomme; at slaa løs paa de privilegeredes selvgodhed og selvophøjelse; at udrydde de slaviske forestillinger, som er indprægede og inddryppede i de undertrykte.
Vi maa fremdeles se efter i »En pioner«:
»Ligesom Camilla Colletts værker var for vægtige, for sanddru og for gode til, i en vis forstand, at blive »populær læsning« - - - saaledes var det meget vanskeligt for Aasta Hansteen at finde en forlægger, der vilde vove penge paa et ideelt formaal.« »Men endelig lykkedes det hende» - i en bog - »at faa udgivet en sammenhængende fremstilling af hendes tanker, livssyn og verdensanskuelse!
»En befriende følelse,« siger hun selv, »efter at have følt mig som levende begravet - i al fald aandelig indespærret i en række af aar!«
Denne bogs titel er: »Kristi kirke i det nittende aarhundrede.«
Saameget indtryk har dog Laura Kielers skildring, »En pioner«, gjort paa den danske læseverden, at 30 expl. af denne bog blev bestilt hos mig af universitetsboghandler Gad i København. Tredive danske mennesker har altsaa læst den; thi jeg antager, at hver eneste af de personer, som har bestilt og betalt bogen, ogsaa har læst den. To expl. har jeg sendt til Kvindelig læseforening i København og et expl. til »Kv. og Samf.»; men om disse er opbevarede, eller om de er blit kastede i papirkurven, ved jeg jo ikke.
Nu haaber jeg, kære frøken Frederiksen, at De trykker dette brev i det blad, som De nu redigerer. - Hvis det ikke kan interessere dets læsekreds, saa opgiver jeg at gøre noget synderligt indtryk paa danske læsere.
Noget andet end den korte, summariske fremstilling af mit livs arbejde og kamp har jeg ikke at byde.
Dette brev har været seigt og tungt at skrive. Dette, at maatte give Dem lektien om igen, med fingerpeg, for at bringe Dem til at læse bedre over, det var som at danse uden musik.
Et eneste levende punkt i Deres brev har jeg dog at holde mig til; det er denne ytring til mig: »Det at De endnu kan fortælle os om Dem selv og om alt dette, det er jo noget enestaaende, noget vidunderligt.«
Saa haaber jeg, at ved denne ytring gennem luft eller elektricitet en virkning, et lignende indtryk, vil forplante sig til danske læsere.
Med lykønskning til Deres overtagelse af »Kv. og Samf.«.
Deres meget forbundne
Aasta Hansteen.
Kristiania, Jan. 1902.
