« Tilbage til søgeresultaterne
Clémence Royer
I Frankrig er død en Kvinde, hvis Navn er lidet kendt herhjemme, men som er verdensberømt ved sine videnskabelige Skrifter, og som vel nok var den betydeligste Kvinde, Frankrig ejede. Hun blev født 1830. I 1862 oversatte hun Darwin paa Fransk og vakte derved en Storm af Uvilje imod sig. Senere opholdt hun sig i Lausanne, hvor hun ved sine filosofiske Foredrag gjorde umaadelig Lykke. Alle Byens Damer strømmede til for at høre hende, indtil hun vakte deres Forargelse ved sin Fortolkning af Bibelen, og de som ved en hemmelig Overenskomst alle blev borte. Kort efter deltog hun i en Præmiekonkurrence med en Opgave om Skattespørgsmaalet og maatte dele Prisen med Proudhon, den berømte økonomiske Forfatter.
Hendes Studier blev mere og mere omfattende. Baade i Filosofi, Historie, de gamle Sprog, Økonomi og Naturvidenskab har hun skabt sig et Førsterangs Navn. Hun har i Kemien gjort saa betydelige Opdagelser, at der offentlig paa hendes Vegne er gjort Indsigelse imod Uddelingen af den kemiske Nobelpræmie, da hun formentlig havde gjort sig mest fortjent til den. Hun har nedlagt et betydeligt Arbejde i Studiet af Anthropologi (Læren om Mennesket) og Arkæologi (Læren om den forhistoriske Tid). Hendes videnskabelige Værker fylder over en Snes tykke Bind. Men hun var ikke rig, og mange af sine Værker naaede hun ikke at faa udgivet. Der vil derfor efter hendes Død blive dannet et Udvalg bestaaende af adskillige af Frankrigs mest indflydelsesrige Mænd og en Del af den nye Tids Kvinder. Deres Opgave vil, efter Clémence Royers Testamente, blive at udgive hendes efterladte Skrifter til Fordel for Dannelsen af et Selskab til Udbredelse af Læren om den mekaniske Luftteori, hvorom hendes sidste Arbejder handlede.
Hendes Beundrere, - og det var mange, - ønskede at se hende indtræde i Akademiet - blandt de 40 udødelige. Man talte ogsaa om at oprette et Akademi for Kvinder for da at give hende den første Plads; men hun selv kunde ikke indse, hvad Nytte Mændenes Akademi gjorde, og fandt ikke, der var Grund til at efterligne dem heri.
I Aaret 1900 fik hun Æreslegionens Kors.
Det var først i de senere Aar, efter at „La Fronde” var stiftet, at hun blev bekendt for det store Publikum. Fra den første Dag skrev hun Ledere, der behandlede alle mulige Emner, Politik, Kvindesag, Samfundsspørgsmaal, Videnskab; og da nu Kvindesagen paa hendes gamle Dage havde taget Fart i Frankrig, ophørte endelig hendes Sorg over at være født som Kvinde. Under hele hendes videnskabelige Løbebane havde dette virket hæmmende paa hvert af hendes Skridt.
Hun fik en stor Begravelse. Alle Frankrigs første Mænd i Politik og Videnskab fulgte hende. Adskillige Videnskabsmænd, Formænd for Selskaber, af hvilke hun var Medlem, holdt Taler ved hendes Grav, og mange Kvinder, hvoriblandt Marguerite Durand paa „La Fronde ”s Vegne, takkede hende, for hendes mangesidige Virksomhed.