« Tilbage til søgeresultaterne
Fortielsens Ret
I „Kvinden og Samfundet” af 22de Februar meddeler Hr. Pastor Birkedal, at der i en Kvindekreds paatænkes en Henvendelse til Rigsdagen for at opnaa en Lovbestemmelse, der skal kunne tvinge den ugifte Moder til at opgive Navnet paa hendes Barns Fader. Pastor Birkedal udtaler sig ogsaa i en senere Artikel af 8de Marts, sympatetisk for denne Hensigt, men gør ved Siden heraf opmærksom paa de mange Misligheder, der muligt vil følge med dens Gennemførelse. Mærkeligt er det, at han i sin Omhu for Barnet synes at have glemt, hvilke Ulemper en saadan Lovbestemmelse vil medføre for Moderen. Særligt i et Kvindeblad bør dog denne Side af Sagen ikke helt udelades.
Man tager sig uvilkaarligt til Hovedet og spørger sig selv, til hvilket Aarhundrede man pludseligt er hensat, og ved hvilke Midler man vil kunne aftvinge en Tilstaaelse, der angaar et fuldstændigt privat og ikke kriminelt Forhold.
Der menes, at det er en Forpligtelse mod Barnet, at dets Faders Navn ikke hemmeligholdes, og for denne formentlige Forpligtelses Skyld skal der øves Tvang mod et andet Individs frie Vilje. Det er, som Hr. Pastoren i sin Artikel udvikler, ikke sjældent, at tilsyneladende ideale Anskuelser, ved at træde over i Virkeligheden, bliver alt andet end retfærdige. I det foreliggende Tilfælde forekommer det endogsaa, at Idealiteten for begge Parters Vedkommende kan omtvistes. Vil det virkelig være en Fordel for Børn at erfare Navnet paa en Fader, som fornægter dem, og om hvem Moderen kun ved Tvang kan bringes til at give Oplysning? Er det ikke bedre for et Barn at forblive uvidende om, hvem der er dets Fader, end at opnaa en saadan Kundskab i Forening med Bevidstheden om, at denne Fader kun nødtvungent anerkender dets Tilværelse, og at han maaske hverken kan eller vil give det et Tilhold og et Tilsyn, som Barnet ser ydet andre Børn af deres Fædre.
Sæt, at denne Fader er en gift Mand, og at Barnet faar Besked om hans lovlige Familieforhold; vil dette da ikke vække megen Bitterhed hos den, der staar udenfor disse, og dog mener at have Berettigelse paa samme Maade som sine Halvsøskende?
Er Barnet ikke lykkeligere ved ikke at kende sin Fader, end ved at erfare Navnet paa den Mand, som har forurettet dets Moder, og som ikke uden at bringe Sorg og Forvirring andet Steds, kan give det uægte Barn en lovlig Stilling. Ved et Møde, hvor der var Tale om uægte Børns Arveberettigelse, opstilledes det Spørgsmaal, om Opnaaelsen af en saadan Rettighed ikke vilde være at rokke ved Ægteskabet? Til ubegrænset Forundring lød Svaret: „Ja, kan det ikke gaa paa anden Maade, saa maa Ægteskabet falde.” Altsaa, for at uægte Børn kunde opnaa en Fordel, skulde alle andre Børn opgive den Tryghed, som der, idetmindste foreløbigt, kun kan findes for dem i et godt og lovligt Hjem, bygget paa et Ægteskab. Man beklager de uægte Børn, fordi de maa savne et saadant Hjem, og det vil man rette paa ved ogsaa at nedbryde det for andre Børns Vedkommende. Det vilde da saa være mere rimeligt helt at afskaffe al Arveret, hvilket imidlertid kun kunde blive en negativ Fordel for de stakkels uægte Børn. Usandsynligt er det ikke, at Samfundet ved en saadan socialistisk Forholdsregel vilde miste en kraftig Impuls til Ihærdighed og Arbejdsomhed. Men dette er et meget omfattende Spørgsmaal, som fører for langt bort fra den Sag, som Pastor Birkedal ønsker sat under Debat. Det maa vel altsaa anses for tvivlsomt, om det er en Fordel for et Barn at oplyses om en Fader, der er bundet i andre Familieforpligtelser. - Hvis dette nu ikke er Tilfældet, hvis Faderen er ugift, men en ryggesløs, udsvævende Person med mange forskellige Forbindelser; kan det saa siges, at Barnet vilde vinde ved at kende hans Navn? Er Faderen derimod en hæderlig Mand, som ikke vil fornægte sine Forpligtelser, saa behøves der neppe at øves Tvang mod Moderen, for at hun skal lade Barnet træde i Forbindelse med ham. Mange Mødre vil heller ikke behøve at bringes til at nævne Faderens Navn, hvis de derved kan opnaa pekuniære Fordele til Barnets Opdragelse.
Der synes saaledes ikke at være mange Tilfælde, hvor Tvang kan være gavnlig; derimod kan det tænkes, at det kunde være et uhørt Tyranni om man ved Lov vilde gribe ind i en Kvindes rent private Forhold. Er hun ærekær og stolt, og knuges af Skam over at have givet efter for et Øjebliks Svaghed; eller er hendes Tiltro blevet misbrugt, da vil det være hende en Pine uden Lige at bekende Navnet paa den Mand, som hun maa foragte for hans Troløshed og Hensynsløshed. Hun vil ikke engang finde ham værdig til at Barnet skal skylde ham noget, hverken Navn eller Penge. Er det et Forhold hvor en virkelig Kærlighed har bestaaet, og maaske endnu bestaar, da vil en Kvinde ikke bringe Skam og Vanskeligheder over sit Barns Fader, ved en Tilstaaelse, som det derfor sikkert er Uret at aftvinge hende, navnlig naar hun selv kan paatage sig at yde Barnet Opdragelse og Kærlighed.
Der gives ogsaa Tilfælde, maaske flere end man tror, hvor en Kvinde, der lever et saadant Liv, slet ikke med sin bedste Vilje formaar at opgive hvem der er hendes Barns Fader. Hvor brændemærkede vilde ikke slige Børn staa, naar andre uægte Børn alle blev sat i Stand til at udpege deres Fader. Hvor fristende vilde det ikke være for en Kvinde at udslynge en falsk Angivelse mod en Mand, og hvor vanskeligt vilde det ikke være for ham at bevise det usande i Paastanden.
Ved hvilke Midler kunde man tænke sig at gennemføre en Tvang, som den paatænkte ? Pinebænk eller anden legemlig Revselse er dog heldigvis ikke ganske tidssvarende. Kender Hr. Pastor Birkedal og den omtalte Damekreds den amerikanske Forfatter Hawthornes Bog.: „The carlet letter”? Den er i psykologisk Henseende meget overbevisende, og den giver et godt Billede paa en Kvindes Standhaftighed overfor det foreliggende Spørgsmaal. I den store Mængde af Forhold, navnlig paa Landet, finder en Pige det ganske selvfølgeligt at opgive Barnefaderens Navn; der bliver saaledes ikke Brug for nogen Lovtvang; men hvor en Kvinde, af en eller anden Grund, ønsker at fortie sin Medskyldiges Navn, da maatte det være en meget tyrannisk Lov, der skulde tvinge hende til at tale. For disse Medskyldiges Vedkommende vilde det rimeligvis være en heldig Lære, hvis de oftere kunde drages til Regnskab, end det nu skeer; men med Tvang vil man kun forurette Kvinden, og muligt ogsaa det uskyldige Barn.
Det vil overhovedet være meget vanskeligt gennem Loven at forbedre uægte Børns Stilling. Intet kan fritage de Stakler for at komme til at lide, baade direkte og indirekte, under deres Forældres Letfærdighed, lige saa lidt som Børn af Drankere, usædelige Mennesker eller af Forbrydere kan undgaa at bære Følgerne af disse Laster, fysisk og socialt. Loven kan, som sagt, vanskeligt udrette noget; det er Samfundet, som af egen Drift maa tage Sagen op, Det er Samfundet, der maa gennemsyres af den rette demokratiske Aand, der ikke spørger om Stamtavler, men kun om „Hvem og hvorledes er Du selv?” Vi maa lære med en lille Forandring at sige med H. C. Andersen: „Det gør ikke noget at være opfødt i en Andegaard, naar man viser sig at være en Svane”. Det kan indvendes, at det ikke er let at udvikle sig til en Svane, naar man er opfødt under Vilkaar, som de, hvorunder uægte Børn ofte er stillede. Disse Vilkaar er dog næppe vanskeligere end de, der times Børn, som opvokser i et fattigt Hjem, hvor Drukkenskab, Usædelighed, ja undertiden Forbrydelser er til Huse. Det er for alle en Ulykke at opvokse i slette Forhold; desto større Ære tilkommer der de Mennesker, der trods dette formaar at tage Svaneflugt senere i Livet. Staten byder de ægte og de uægte Børn samme Opdragelsesbetingelser; naar det private Samfund frivilligt vilde ophøre at se hen til den uregelmæssige Oprindelse og undlade at anse en saadan som en Skamplet paa den uskyldige, saa behøvede ingen at forske efter en uvillig Faders Navn; alle kunde staa eller falde ved egen Livsførelse.
Det er en stor Lykke at have begavede, dygtige Forældre at slægte paa. Den legemlige og aandelige Arv efter dem kommer Børnene til gode, hvad enten disse kender Forældrenes Navn eller ikke. Det forekommer at være noget udemokratisk at anse en Faders Navn som noget afgørende. Det spiller maaske en Rolle, men det burde ikke gøre det; et frisindet Blad burde i ethvert Tilfælde ikke slaa til Lyd for en saa feudal Anskuelse.
