« Tilbage til søgeresultaterne
„Vi som Kvinder”
Kære Fru Aggersborg!
Da jeg forleden bad Hr. Birkedal oversætte nævnte Digt for dette Blad, var det ganske afgjort ikke „for at komme de stakkels Mænd til Hjælp mod os”; jeg tror, de rigtig godt kan hjælpe sig selv, og jeg saalidt som De og Charlotte Stetson (der forøvrig nu har „omgiftet” sig og hedder Gilman) ser Kvindesagen som en Kamp mellem Kønnene, hvor det, der gives til den ene Part, maa tages fra den anden.
Min Tanke - som jeg maaske burde have udtalt - var følgende: Med det samme vi sætter et Motto i Spidsen for vort Blad, som saa stærkt betoner Kvindens Betydning for Samfundet, bør det os ogsaa at erindre de Fordringer, som dette stiller til os, og som vi navnlig selv maa stille, naar vi attraar en mere fremskudt Plads, end vi hidtil har haft. Det er ikke blot Amerikanerinderne, som kan være noget for villige til at tage sig den Hyldest personlig til Indtægt, der gælder deres Køn, til at tro, de kan besejre Verden ved at „slaa Barneøjnene op”. Ogsaa hos os kan det ramme, naar Digtet advarer mod at tænke, at vi kan give vort Bidrag til Verdensarbejdet blot ved at spille paa vor Kvindelighed.
Hvad Kvindelighed er, spørger De, og mener, et Kvindeblad maa have sit Svar paa dette Spørgsmaal paa det rene. Ja, der er dog saa højst forskellige Opfattelser af denne Sag. Jeg tror, at vi maa først have lidt mere Rede paa Arvelighedslovene, vide lidt mere om, hvad Datter kan arve fra Fader (og Farmoder), Søn fra Moder, ligesom Kvinderne maa have Frihed til at udfolde deres indre Jeg mere end hidtil, før vi kan danne nogen Formel for „aandelig Kvindelighed”, Deres Forklaring: sædelig Viljestyrke og Finfølelse bliver ikke overalt godkendt af Erfaringen. Disse to gode Ting kan heldigvis ogsaa være Mænd i Kødet baarne, mens de ingenlunde altid særtegner de Kvinder, der træder op, f. Eks. i Literaturen. Etiken har jo desuden ogsaa andre Kapitler end disse to. Den har
f. Eks. et, der hedder Sandhed og Naturlighed. Det ligger til Grund for alt det andet, og maa derfor læres allerførst; men kun fri Menneskebørn kan ret tilegne sig det; netop derfor maa Kvinderne gøres fri. Et andet kaldes Smaalighed; det har Kvindernes Liv desværre til Fulde gjort dem bekendt med.
Man deler jo forøvrigt ogsaa Etiken i to Hovedkapitler, der benævnes Selvhævdelse og Selvhengivelse. Vi Kvinder vil nu ikke længere nøjes med blot at indøve det sidste; men vi maa ogsaa vogte os for, at det ikke bliver Selviskheden, vi tilegner os at det andet. Den kan vel ikke forliges med den fri Hengivelse, derimod meget godt med Underkastelsen og Efterabelsen af Mændene. Vi faar da en Karikatur af Kvindefrigørelsen, som vi dog navnlig i et Kvindeblad maa være paa Post imod.
I et andet af den amerikanske Forfatters Digte peger hun derpaa, at blandt Dyrene er Hannen ikke blot Han, men ogsaa Repræsentant for sin Slægt. Løvinden fostrer vel sine Unger, men jager ogsaa paa egne Vegne, lever ogsaa sit eget Liv. Det var forbeholdt Skabningens Herre at trække de snævre Grænser for sin Mage. Mig har det altid forekommet krænkende, naar jeg har set Mænd væsentlig blot søge Kvinden, mens de kun har spurgt lidt om Mennesket, mindre om Personligheden. Og jeg tror ogsaa Kvinderne selv i Øjeblikket kan trænge nok saa meget til at uddybe deres Menneskelighed som deres særlige Kvindelighed.
Alt dette kunde vi vist nok blive enige om. Jeg tror ogsaa, at om de havde kendt flere af Charlotte Gilmans Digte, vilde de ikke have taget Forargelse af „Vi som Kvinder”, om der end er en virkelig Modsætning mellem deres ideale Syn og hendes mere naturalistiske Opfattelse. Foreløbig vil jeg bede Dem læse et andet Digt: „ Forenede-skilte-genforenede”, ligeledes paa Anmodning af mig oversat af Hr. Birkedal og trykt i Kv. o. S. 1900 Nr. 33. De vil da se, at den aandfulde Forfatter ogsaa har Øje for „Sagens herlige Natur”, Sammenspillet mellem det mandlige og kvindelige i Tilværelsen, samt at hun har baade Sympati for og Tillid til Kvinderne ? Jeg skal som Bevis anføre Slutningen af det storslaaede Digt:
Se! Kvindens Sjæl, den rejser sig, til
Trods for din Brøde;
giv hende fri! tro hende! hun vil elske
dig endnu!
Vil elske dig? ja, elske dig med Friheds
hele Varme,
elske dig, mens Kærlighed der findes
end paa Jord;
frygt ikke Kvindens Hjerte, det ruger
ej paa Harme,
i Sorgens Dage lærte hun Tilgivelsens
Ord.
