« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Selma Lagerløf: Jerusalem.
(Det nordiske Forlag).
I mærkelig Grad forekommer Selma Lagerløfs Digtning at være Udtrykket for hendes personlige Særegenhed. Hendes Stil, der altid bringer os Sagaernes i Erindring, og tit kommer nær op ad
H. C. Andersens, er og bliver dog uomtvistelig hendes egen, saa vist som den naturligt gengiver et højstemt og trohjertigt Sinds Rørelser. Og som hun selv synes uberørt af Livet, som det former sig for os andre, paa lavere Steder boende og mere ujævnt aandende Menneskebørn, saaledes færdes ogsaa de Skikkelser, der synes skabte i hendes Sjæls Billede, paa Steder, hvor ingen Mindelse af Døgnets Slid og Menneskesamfundets Os trænger op. Det virker helt besynderligt, da tilsidst i denne Bog disse Sagaskikkelser damper af Sted med Jernbanetoget. Men de har ogsaa en lang Vej at køre, inden de kommer til Stationen. Og gribende dybsindigt lyder, længe efter at man har lagt den bort, de smaa Børns jamrende Raab: „Vi vil ikke til Jerusalem! Vi vil hjem!” - De smaa Børn, der altid er saa meget visere og bedre end alle vi Voksne til Hobe!
Man har vanskeligt ved at forestille sig Digterinden lyslevende med Pen og Blæk for at levendegøre de Skikkelser, der træder os i Møde fra hendes Bøger. Hun skildrer dem ikke, forklarer dem ikke, hun maler dem. Til Tider glemmer man rent, at man læser, man ser Billeder.
Baade hendes Styrke og hendes Svaghed som Digter er Aarsag deri. Hendes Fantasi tumler sig, travl og glad, alle vide Vegne, hvor Jorden grønnes, og hvor Bølgerne gaar. Men de dybe Skakter, hvor Livets mørke Gaader gemmer sig, er ikke til for den. Dens Fostre er alle Lysets Børn. Selv de iblandt dem, der hører til saadant Udskud, som bliver til, „naar Vorherre vender Øjnene bort eller har andet at bestille”, hvem ingen nogen Sinde havde set arbejde, som man ikke vidste, om de tiggede mere end de stjal, eller om de stjal mere end de tiggede”. - Tigger-Lene, der plejede at sidde fuld, rokkende og lallende, ved Vejkanten, og hendes fire vanrøgtede Unger, er dog ikke dybere nede, end at den Dag, da Jerusalemsfarerne drager dem forbi, staar de, den gamle Kone ret op og ned og ganske ædru, og alle fem saa renvadskede og velkæmmede og ordentlig klædte som vel muligt, mens Vogntoget ved Synet af dem uvilkaarligt sagtner Farten, saa Hestene knap rører sig ud af Stedet, og alle de Voksne paa een Gang brister ud i Hulken, Børnene i høje Klageskrig. Og de før saa foragtede Stakler bliver et lysende, vemodigt Minde, der følger dem i deres Udlændighed.
Der er en Festglans over Selma Lagerløfs Bøger lig den, der er over gode Malerier, som gengiver Optrin af Folkelivet. Den enkelte Figur fæster sig ikke stærkt i Erindringen, men Helheden glemmes ikke. Ingen kan som hun male den store Hob, saa den bliver til et Væsen, besat af een Tanke, hidset af een Vilje, eller, som her i „Jerusalem”, skildre en Slægt, hvis baade ydre og indre Ejendommeligheder er bestemt afgrænsede og kendemærker hver en, som fødes iblandt dem. Mænd, der „alle har graarødt Haar og hvide Øjenbryn og en stor Underlæbe, og er saa lig hinanden, som det ene Bær er ligt det andet.” Mænd, ,,der er bekendte for at møde det, de tragter efter”. Mænd, der, ikke af Beskedenhed, men af Selvfølelse sætter sig paa de ringere Pladser i Forsamlingen. Mænd, „der ikke behøver at frygte Mennesker, blot de gaar Guds Veje”. Mænd, der allesammen bærer det samme Navn: Ingmar Ingmarssøn.
I ingen af de Bøger, Selma Lagerløf har udgivet siden Gøsta Berlings Saga, har hendes Talent udfoldet sig rigere end i denne, fordi den ligger saa ganske indenfor dets Ramme. Det er kun Skade, at hun har ladet sig friste til at udgive den halvfærdig. Den burde være læst i eet Aandedrag.
Oversættelsen er mønsterværdig.
